Online psykolog hjælp og terapi Psykolog Kit Lisbeth Jensen

I dialog og personlig udvikling

Gennem hele mit liv har jeg blevet inspireret, påvirket og udviklet mig i relationer med mennesker. Mine antagelser og overbevisninger er talesat i møde med vigtige andre min hverdag. Mennesker der har stillet spørgsmål, og været nysgerrige på hvad det er der gør at jeg tænker, og føler som jeg gør. Mennesker der har bidraget til at jeg har forstået den virkelighed der eksisterer for mig her og nu. En virkelighed der er i stadig forandring, fordi virkeligheden hele tiden er den vi sproger i relation med andre mennesker. 

En af vor tids store udfordringer er at erkende at vi udvikler os i relationer med andre mennesker. Ikke kun mennesker i vor familie, men alle mennesker vi møder på vor vej gennem livet.

Vi er derfor i stadig forandring, nogen gange mod en bedre udgave af os selv, nogen ganger mod en dårligere udgave af os selv. 

Jeg deltog for nogle år tilbage på et kursus i improvisation, og lærte følgende "du forstår først det du siger når du får respons fra en anden på det du lige har sagt" Det tror jeg på, og det fortæller mig hvor afgørende det er er at være sammen med andre i ulige sociale kontekster. Det fortæller mig at samtaler med andre er livsnødvendige for en sund udvikling.

Det er derfor jeg er så bange for lukkede systemer og skråsikre mennesker. Grupper eller enkeltindivider der, ikke får, eller tager i mod responser fra andre mennesker på det de siger, eller tidligere har sagt.

Vi har skræmmende eksempler. Grupper og familier som deler oplevelser, eller ideer der aldrig bliver fortalt, eller når de fortælles bliver fortalt som sandheden og fullstendig uimodtagelig for modforestillinger. Grupper og familier der har et "stort", stærkt og lukket bagland forankret i ideen 'vi mod de andre' De andre er os der ikke mener det de mener.

Det mest skræmmende er Breivik. Han delte aldrig sin plan med nogen (før efter udåden). Han abejdet uden at talesætte sin ide, uden at kunne få responser, uden egentlig at forstå hvad det var han selv havde gang i. Det er selvfølgelig totalt hypotestisk, men ville han have udført det han gjorde hvis han havde satt ord på det han ville, også selv om det var med en der delte hans ideologiske grundlag? Det er jo flere end han der tænker at nogle bør bøde livet for at andre skal forstå. Forskellen er at de fleste ikke gør det de tænker, måske fordi de sætter ord på sine tanker, og når andre møder de på det de har sagt, så forstår de galskaben i det de siger. Jeg ved ikke, jeg bare undrer mig.

Hvad med familier hvor der foregår incest? En person fortalte mig for mange år siden, at han var 12 år før han forstod at det der foregik hjemme var helt galt. Han opdagede det fordi hans venner en dag var fortørnet over noget de hadde læst i avisen. Et barn der var misbrugt gennem mange år hadde våget at stå frem. Drengens venner snakket om hvordan forældre kan gøre de her ting mod sine børn. Drengen gik naturlig nok i sjok.

Vi sproger virkeligheden. Hvis to eller flere er enige om at det her er et problem, så organiseres problemet rundt de ord vi bruger for at beskrive det problem vi er enig om eksisterer. På samme måde organiseres ordene omkring en antagelse om et ikke-problem. Det er derfor det er så nødvendig at stille spørgsmål, finne undtagelserne, åbne for at talesætte andre virkeligheder og andre muligheder. Muligheder der giver vekst og positiv udvikling. 

Personlig udvikling i dialog med andre er nærmest ikke-eksisterende når jeg læser om  selvhjælpsbøgers fasitsvar, og påstander om den nemme vej til et lykkelig liv. Det er ingen nem vej, eller en individuell opgave. Du er ikke din egen lykkesmed, og vejen kan ikke brolegges med 'elsk dig selv' opgaver. Vi er et socialt væsen, og du lærer kun om dig selv i møde og samtaler med andre mennesker i mange forskellige sociale kontekster. I denne forbindelse glæder det mig at positiv psykologi sætter mere og mere fokus på andre menneskers betydning, og det politiske ansvaret for at tilrettelægge for Det Gode Liv.

Jeg håber I alle våger at stille spørgsmålstegn ved egne og andres overbevisninger. Det er den eneste måde vi kan udvikle os til at blive sunde og livsdugelige mennesker. Når vi våger at sætte ord på vor virkelighed, og bliver mødt i dialogens anerkendelse og forståelse, vil vi bevæges mod en større forståelse af os selv og andre. Det betyder at vi skal våge at ikke vide. Smide vor forforståelse væk, og nysgerrig lytte ind, spejle, spørge, og benævne den andens fortelling. På den måde møder vi alle der hvor de er, og anerkender den virkelighed han eller hun lever i nu, i morgen og overmorgen. En virkelighed der hele tiden er i forandring.

Hvad tænker I der ude? Vil I være med til at øke min forståelse? Det vil glæde mig vildt meget hvis I får lyst til at kommentere og dele jeres tanker. Jeg ønsker jer alle en blomstrende dag.

 

 

 

 

 

 

 

__________________________

 Kit Lisbeth Jensen, Psykolog med speciale i Klinisk Psykologi

Læs mere her: https://www.psykologonline.net/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
En antagelse i social konstruktivismen er at vi talesætter vores virkelighed i møde med andre mennesker.