MINDFUL SPISNING. Problemet med psykisk sult

Selvom vi glemmer at være nærværende med vores spisning, er vi selvfølgelig  opmærksomme, men ikke særlig meget. Og det, vi gør med en åndsfraværende opmærksomhed, foregår på autopilot. Det vil sige, at spisningen pludselig bliver en automatiseret aktivitet. Det ligger i automatiseringen, at man bare sanseløst gentager ’et program’ fra fortiden. Har man en tilbøjelighed til at overspise, er det meget nemt bare at gøre det, når man spiser på autopilot, selvom man ved måltidets begyndelse havde besluttet sig for ikke at ville overspise.

 

Når man overspiser, spiser man som regel uden at være opmærksom på, at man ikke længere er sulten eller allerede er mæt. I sig selv er der ikke noget galt i det. Det er noget de fleste mennesker gør mere eller mindre bevidst ved festlige lejligheder, hvor fokusset hovedsagelig er på hyggen ved det sociale samvær og ikke på sanseindtrykkene af maden. Men mennesker, der kun lejlighedsvis overspiser, er sjældent overvægtige.

 

Overvægtige overspisere
Overspisere, der er overvægtige, har derimod ofte en tilbøjelighed til at håndtere deres negative følelser ved at spise, selvom de ikke er sultne. En måde at udligne stressens spændinger i kroppen er simpelthen ved at spise, hvad enten man er fysisk sulten eller ikke.

Der er også afstressning forbundet med normal spisning på en fysisk sult, men denne spisning er styret af behovet for ernæring og ikke af den følelsesmæssige regulering, der leder spisningen i en anden retning og ofte til overspisning.

Den usunde spisetrang
Der er flere psykologiske betegnelser for denne usunde spisetrang, der leder til overspisning og overvægt. Man taler, om ’ følelsesmæssig spisning’, om spisning på ’psykisk sult’ og om ’trøstespisning’.


Overvægtige overspisere, der hygge-spiser som familiestil, praktiserer formentlig en form for gruppepræget ’trøstespisning’.


Alle disse varianter af overspisning kan forstås som stress-spisning, fordi spisningen tjener primært kun ét formål i denne sammenhæng, nemlig at berolige og afstresse nervesystemet.

At acceptere nydelsen af spisning
Afstressning er en af overspisningens næsten øjeblikkelige  saliggørende virkninger som følge af den nervemæssige aktivitet, der er forbundet med fordøjelse. Ved at overspise kan man umiddelbart opleve stor nydelse, men af andre grunde end nærvær med sansningen af spisning.


Det er meget almindeligt at forveksle denne nydelse (som følge af afstressning) med nydelsen ved sansningen af spisning. Men det er to helt forskellige nydelser med to meget forskellige konsekvenser for organismen.

Hvis du er overvægtig og overspiser, har du brug for at skille tingene ad. 1) Du skal finde en anden måde at håndtere stress på end ved at overspise fx ved at meditere. 2) Og du skal lære at acceptere den store nydelse, der er forbundet med opmærksomt nærvær (mindfulness) med alle aspekter af spiseprocessen.


At acceptere nydelsen ved sansningen af spisning forudsætter, at du er nærværende med din fysiske mavesult og lader den regulere din spisning i stedet for dine følelser.

Accepten af fysisk sult, sanselighed og nydelse ved spisning er nødvendig for at praktisere mindful spisning.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
MINDFUL SPISNING. Problemet med psykisk sult, autopilot