

Hvis du ikke ændrer retning, så ender du dér, hvor du er på vej hen! (Tibetansk ordsprog)
Mental svaghed, stress eller mangel på overskud og ressourcer?
Mennesker, der er drænet for ressourcer pga. sociale, arbejdsmæssige, økonomiske eller familiemæssige årsager, reagerer meget forståeligt på stress påvirkninger på en stiv, forsvarspræget og ufleksibel måde. Deres typiske reaktionsmønster er enten overilet og aggressivt eller langsomt og ubeslutsomt. De mangler ofte energi, overskud og gennemslagskraft, og er mindre modstandsdygtige over for livets mange stress situationer.
Selvom det kan virke urimeligt og nådeløst er det en kendsgerning, at negative tanker aldrig har hjulpet noget menneske til at opnå noget som helst positivt, og det uanset, hvor forståelige de negative tanker er. Forklaring ses på min tidligere blog: klik her En opskrift på Positiv stress-styring.
Du kan vælge at holde fast i de negative tanker, lade dig falde dybt ned i dem, lade dem svige sig rundt i din hjerne igen og igen, og derved tillade dem at skade dig mest mulig både fysisk, psykisk og socialt. Desværre vil negative tanker ofte virke som selvopfyldende profetier. Her er eksempler på tankevaner og talemåder, som virker stærkt selvbegrænsende:
Når du siger eller tænker, at du hader nogen eller noget: Jeg hader den morgentrafik. Jeg hader mit arbejde. Jeg hader smarte bemærkninger.
Når du siger eller tænker, at du ikke kan noget: Jeg kan ikke ændre mig. Jeg kan ikke ændre mit liv. Jeg kan ikke lide mig selv.
Når du siger eller tænker aldrig: Jeg får aldrig muligheden. Jeg klarer den aldrig. Jeg kan aldrig huske noget. Jeg vil aldrig kunne lære det.
Når du siger eller tænker altid: Det er altid mig der taber. Det går altid galt for mig. Det er altid mig det går ud over. Det er altid min skyld.
Husk at en generel tro på succes eller frygt for fiasko på ”magisk vis” ofte bliver til selvopfyldende profetier.
Hvad forstås ved mental styrke?
Mental styrke er evnen til at mestre krævende situationer uden at miste overblikket og selvkontrollen. Mental styrke betyder, at du under stort pres kan fortsætte med at tænke positivt, konstruktivt og realistisk med klarhed og ro i sindet.
Mental styrke betyder, at du bliver stærkere, mere modstandsdygtig og udholdende både fysisk og psykisk. Det betyder, at din evne til omstilling væsentligt forøges, og at du bliver mere koncentreret i pressede situationer.
En opskrift på at blive mental stærk
For at blive mental stærk skal du lære hvornår, hvordan og hvad du skal tænke eller hvilke billeder du skal skabe for at opnå den ønskede følelsesmæssige effekt. Det er gammel børnelærdom, at psyken påvirker vores kropssprog. Det ved alle. Har du nogen sinde set et deprimeret menneske gå ned ad strøget med rank kropsholdning, oprejst pande og et smil på læben? Nej vel? Mennesker der er tynget af sorg eller lider af en depression går (meget forståeligt) mere sammenbøjet, ser ned i jorden osv.
Forskningen viser, at ligesom din psyke kan påvirke dit kropssprog, så kan dit kropssprog også påvirke din psyke. Så her en smagsprøve, et enkelt eksempel på mentale træningstips:
Hvis du ønsker at blive uovervindelig, så vis udvendigt, hvordan du ønsker at føle dig indvendigt!
Ved at se ud som du føler, så forstærker du dine følelser
Hvis du ikke synes om dine nuværende følelser, så skal du ændre din mimik og dit kropssprog!
Handlestrategier til mental styrketræning:
Start med at erkende, at det du tænker, har en afgørende indflydelse og betydning for dét, du føler. Uanset hvad du har oplevet i fortiden, så start med at påtage dig det fulde ansvar for dine tanker, følelser og handlinger. Brug positiv visualisering til at ændre negative tankevaner. Forpligt dig over for dig selv til at blive et sundere, et mere aktivt og et mere positivt menneske. Træf en uforbeholden beslutning om at gennemføre de nødvendige ændringer i din daglige rutine. Ændringer som er vigtige for netop dig, og som du i din nuværende livssituation har overskud til at gennemføre. Her ses en række eksempler som du kan lade dig inspirere af:
Tænk positivt, målrettet og fremadrettet
Tænk med større humor og selvironi
Tænk mere fleksibelt – bryd gamle tanke- og vanemønstre
Tænk mere opmærksomt – vær altid bevidst her og nu
Tænk mere koncentreret og mere fokuseret
Tænk med større gennemslagskraft
Tænk stort – livet er en enestående gave
Tænk endnu større! Husk! Der er kun ét sted du oplever hele universet og det er inde i dig selv, i din egen psyke, i dit eget sind!
Du kan også anvende de såkaldte ”affirmationer” som kan betragtes som positiv selvprogrammering. Mange mennesker har erfaret, at denne metode er særligt virkningsfulde efter endt meditation. Du kan eventuelt lade dig inspirere af ét eller flere af følgende eksempler som alle har ét til fælles: At binde dig selv op på et højtideligt løfte, som du lover dig selv, du vil holde.
Eksempler på positiv selvprogrammering
I dag vil jeg lave fysisk træning, spise sundt og dyrke mental træning. Min selvdisciplin vil give mig den selvtillid, jeg stræber efter.
I dag vil jeg betragte de problemer der opstår, som en positiv udfordring, der skal løses på en positiv og konstruktiv måde.
I dag vil jeg betragte det daglige pres som en personlig udfordring, der skal overvindes.
I dag vil jeg selv bestemme hvad jeg har lyst til. Jeg vil ikke være slave af mine gamle tankemønstre.
I dag vil jeg sætte tid af til at slappe af og lade problemerne klare sig selv. Genopladning er en nødvendig del af min træning.
I dag vil jeg gøre de ting, jeg er bedst til, og så vil jeg være tilfreds med, hvad jeg når.
I dag vil jeg finde morskab i mine fejltagelser Når jeg kan le ad mig selv, er det mig, der bestemmer.
I dag vil jeg gøre de helt almindelige ting med ekstra omhu.
I dag vil jeg tro på, at jeg har kontrol over mit liv.
I dag vil jeg styrke min selvdisciplin og min selvkontrol, når jeg udsættes for andre menneskers pres.
I dag vil jeg være mere nærværende over for min partner og mine børn.
I dag skal være dagen, hvor jeg melder mig ud af flinkeskolen.
I dag vælger jeg at løse mine konflikten på en positiv og konstruktiv måde.
I dag vil jeg sige til mig selv: Hvis jeg virkelig vil det, kan jeg ændre på mange ting i mit liv. Jeg har større handlefrihed, end jeg selv tror!
Eksemplerne er nogle få eksempler på de temaer der indgår på mit kursus om:
Personlig gennemslagskraft og Mental styrketræning. En side er, at få metoder til at brænde igennem så du bliver hørt, forstået og respekteret. For mange mennesker kan det være lettere sagt end gjort. Derfor mener jeg, at det også er uhyre vigtigt, at få konkrete metoder til at styrke sig selv mentalt, hvis man skal etablere overskuddet og viljen til de ændringer i livet som er af central betydning for den pågældende. Så derfor husk:
Viljen til ændring etableres hurtigst når du selv indser eller stilles i udsigt, at der opnås betydelig behovstilfredsstillelse på ét eller flere områder, der er af central betydning for dig.
Johnny Schultz, cand.psych, arbejdsspsykolog, stressforsker og stress coach
PS: Ville du have lyst til i tanke og handling at lære hvordan du styrer stress positivt, så kan du læse om mit populære kursus d. 27. og 28. november på Rungstedgård i Rungsted. Klik på tekslinket her: Stress kursus - POSITIV STRESS-STYRING
Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.
__________________________StressCoach og Psykolog Johnny Schultz
Læs mere om stress kurser, trivsel og arbejdsglæde
http://www.stressnet.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer