Psykolog i København Camilla Bruun

Sådan håndterer du selvkritik med mindfulness

Slut fred med din indre kritiker

Det er blevet sagt, at hvis vi talte til andre, som vi taler til os selv, ville vi ikke have nogen venner. Der er noget om det. En vis grad af selvjustits er nødvendig for at fungere inden for rammerne af et samfund, men mange menneskers selvkritik er for hård og udløser smertefulde følelser af mindreværd og utilstrækkelighed.

Når vi kritiserer os selv, kan vi bruge alt lige fra milde irettesættelser til selvhad. Den indre kritiske stemme beordrer og fordømmer og udtrykker sig fx ofte i vendinger som: ”hvor er du dum” og ”så tag dig dog sammen”.

Den indre kritiske stemme bliver også kaldt den indre kritiker eller den indre dommer, fordi den sammenligner og bedømmer, hvor godt vi klarer os i forhold til nogle, ofte alt for høje, standarder.

Ofte ved man godt, at man er for hård ved sig selv, men alligevel er det svært at stoppe den kritiske stemme. Den indre kritiker føles som en forhindring for, at man kan acceptere sig selv og leve livet fuldt ud. Man bruger energi på at køre sig selv ned og rejse sig igen bagefter, og det kan være svært at gøre ting, man har lyst til, da selvkritikken bremser en.

Den indre kritiker er bange

Fordi den indre kritiker opleves som noget skræmmende og aggressivt i sindet, kan vores automatiske reaktion være at gå til modangreb. Vi ønsker, at den skal forsvinde eller holde mund. Men det er sådan, at det du slås imod, slår igen. Når du forsøger at slippe af med en del af dig selv, gør den modstand i mod at blive udryddet. Alt i dig vil nemlig gerne forstås og have accept, også denne vanskelige side af dig.

Digteren Rainer Maria Rilke har sagt: ”Måske er det, der skræmmer os, i virkeligheden noget hjælpeløst, som har brug for vores kærlighed”. Dette er en nøgle til at forstå den indre kritiker, for den er i virkeligheden bare bange. Denne del af sindet kan sammenlignes med en hest, som kan blive aggressiv, når den bliver bange.

Bag den indre kritikers angreb ligger en desperation og en angst for at blive afvist, fejle, ikke at være god nok og ikke at klare livet godt nok. Hvis du observerer, hvornår selvkritikken er værst, er det, når livet er svært og op ad bakke.

Jeg siger ofte, at vanskelige følelser er som små børn. Hvis de får den kærlige opmærksomhed, de har brug for, falder de til ro. Hvis følelsen af angst er et lille barn, er den indre kritiker en lidt ældre søskende, som desperat forsøger at få lidt kontrol over situationen og over angsten ved at stille regler op og skælde ud.

Barndommens indre coach

Den indre kritiker blev udviklet tidligt i din barndom, som en indre coach, der skulle hjælpe dig til at klare dig optimalt i dit miljø dengang. Der hvor dit miljø var usundt for dig, har den indre kritiker sandsynligvis indlært nogle usunde regler. Desuden, fordi denne coach blev skabt i et umodent barnesind, som langt fra var i stand til at se virkeligheden så klart og nuanceret, som du er i dag med din voksne bevidsthed, er mange af de ting, som din indre kritiker siger ikke særligt modent. Den indre kritikers teorier er oftest unuancerede og urealistiske, som fx at alle skal kunne lide dig, at du aldrig må sige noget dumt, at alle andre kan finde ud af livet, er lykkelige eller værdifulde, undtagen dig, eller at du både er umulig, uduelig og ubrugelig.

Denne skræmte og umodne del af dig, har brug for dit voksne, bevidste nærvær. Den har brug for, at du nærmer dig den, at du vil være der for den, være sammen med den, forstå den og lytte til den, uden dog at tro på hvad den siger. Den har brug for, at du viser den en større og mere kærlig virkelighed end dens egen.

Tilføj en kærlig stemme til din indre dialog

Med mindfulnessmetoden kan du lære at betragte den indre kritiker og være der for den uden at tro på dens teorier. Du kan udvikle en bevidsthed om, at det er en lille, skræmt og barnlig del af dig, som kommer på besøg hos dig, men som på ingen måde definerer, hvem du er. Du kan opdage, at du er så meget mere og større end denne frygtsomme del af dig selv, og at du kan berolige den.

Det gælder altså ikke om at stoppe den hårde stemme i dit sind, men om at tilføje en kærlig indre stemme. Når du bliver opmærksom på, at den indre kritiker går til angreb, skal du tilføje en kærlig stemme til din indre dialog. Du kan fx inden i dig selv sige til den indre kritiker: ”Åh, lille skat, jeg ser hvor bange du er”, ”du er bange for ikke at klare dig, det er klart”, ”jeg er her for dig”, ”det er helt ok, du er helt ok”. Du kan sige: ”Jeg kan se, at du har en dårlig dag i dag, og at du er helt ude af den, det er ok, fortæl mig om det”, og ”jeg ønsker at lære dig at kende, du må også være her, der skal også være plads til dig”.

Desuden kan du lære at blive opmærksom på, hvordan du oplever det i kroppen, når din indre kritiker ”er på besøg”. I stedet for at lukke af for din oplevelse, ved at spænde i musklerne og trække vejret overfladisk, kan du trække vejret dybt og forsøge at slappe af i kroppen. Dette er en effektiv måde at berolige og rumme dine følelser på og en del af proceduren i mindfulness-terapi.

Kun kærlighed uddriver had

Det drejer sig om at opbygge et bevidst forhold til denne kritiske del af dig selv. Man er ofte vant til at reagere automatisk og ubevidst, ved enten at blive overvældet af den indre kritikers tilsyneladende hårdhed, når den dukker op, eller forsøge at skubbe den væk og lukke af for den. Det gælder om at lære at røre denne del af dig selv med dit hjerte. Alt længes efter hjertet, især de vanskelige dele af dig, som er vant til at blive lagt for had.

Martin Luther King har sagt: ”Had uddriver ikke had, kun kærlighed uddriver had”. Dette gælder også i dit sind. Den måde du slutter fred med en aggressiv del af dig selv på, er ved at møde den med forståelse og kærlighed. Når du ikke længere behøver at kæmpe med en del af dig selv,  frigives energi. Det tager tid at lære denne tilgang, men det er det hele værd. Resultatet er større selvværd og en uvurderlig glæde og fred i sindet.

 

 

 

 

 

 

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mindfulness og selvværd, slut fred med dig selv. Psykolog Camilla Bruun på Levlykkeligt.dk