Psykolog i København Camilla Bruun

Blæksprutten og skildpadden – om nærhed i parforholdet

Din partner kan føles omklamrende som en blæksprutte eller kontaktsky som en skildpadde. Der kan opstå et mønster, hvor den ene part er omklamrende, mens den anden trækker sig.

Den som har rollen som blæksprutte kan opleve, at jo mere man rækker ud efter sin partner og gerne vil have kontakt, nærhed, kys og kram, kærlighed, omsorg, øjenkontakt og intimitet, jo mere trækker han eller hun sig ind i en skal. Det kan føles ensomt, og man kan føle sig afvist.

Den som har rollen som skildpadde, kan nemt opleve den anden som overvældende og invaderende.”Blækspruttens” ønske om nærhed kan føles grænseoverskridende og svært at sige fra overfor, det kan nærmest føles klaustrofobisk, og man kan blive vred.

Rollerne kan skifte, og i perioder kan man være den, som er mest kontaktsøgende og i andre perioder være den, som vil være mest i fred. Det behøver ikke at være et problem og kan blot handle om, at man ikke kan være synkrone hele tiden, og at man jo har forskellige behov for både nærhed og afstand på forskellige tidspunkter.

Invasion og afvisning

Men andre gange kan dette mønster være smertefuldt for begge parter. Det kan både være smertefuldt for den, som føler sig invaderet, og for den som føler sig afvist.

De fleste af os har haft behagelige og ubehagelige oplevelser i forholdet til de mennesker, som vi var tættest på i vores barndom. Typisk har man til tider følt sig afvist, ensom eller forladt (måske kun kortvarigt) i forholdet til ens forældre. Og man har oplevet, at ens behov for afstand eller grænser ikke altid blev hørt, forstået eller respekteret.

Barnet føler sig afmægtig overfor voksne, når de ikke forstår at respektere barnets grænser og ikke møder barnets behov for nærhed. Begge situationer er ofte forbundet med stærkt ubehag og følelser af henholdsvis afmægtig vrede og angst for at blive forladt.

Disse tidlige oplevelser og tilhørende følelser udløses i kontaktmønsteret i vores senere kærlighedsforhold. Hvis man ikke er klar over, at det er følelser, som allerede bor i en, og som dukker op for at blive forstået og forløst, vil man konkludere, at det er parforholdet, der er noget galt med og have fokus på at forandre sin partner eller måske på at finde en anden.

Har du dette invasion-afvisnings mønster i dit parforhold, har du sikkert forsøgt at løse problemet ved at give din partner mere af det, som han eller hun ønsker, fx mere nærhed eller mere fred.

Men det som virkelig hjælper er at lære at rumme dine egne følelser af henholdvis afvisning/forladthed, invasion eller afmægtig vrede, og lære at give disse følelser i dig selv den kærlige opmærksomhed, forståelse og respekt, som de ikke fik tidligt i dit liv, men som du selv kan give dem nu som voksen.

Når du slutter fred med disse følelser i dig selv, vil det være langt lettere at skabe fred og harmoni med din partner, uanset om hun eller han er en blæksprutte eller en skildpadde.

Camilla Bruun, Psykolog i København K

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Camilla!

Rigtig godt beskrevet....Har selv været skildpadden..

 

Kh Henny

Parforhold om nærhed og følelser i parfoldet. Læs på Levlykkeligt.dk