Psykolog og parterapeut Henriette Junker

Sex 1: Kærligheds forholdets kerne

I seks blogs på årets seks første fredage vil jeg sætte fokus på sex i parforholdets psykologi. 

I et parforholds begyndelse er sex som regel rigtig skønt og tilfredsstillende på grund af den gensidige åbenhed og velvillighed. Vi hengiver os tillidsfuldt og eksalteret til hinanden og er lydhøre og opmærksomme på den andens behov. I forelskelsesfasen er vi som regel styret af en umættelig interesse for og nysgerrighed efter at udforske det spændende og tiltrækkende væsen, som er kommet ind i vort liv. Og vi vil derfor sjældent have problemer med at føle og udvise stor respekt for partnerens seksuelle udtryk; ofte er vi ligefrem fyldt med beundring for den andens særtræk og behov, uanset at de kan være anderledes end vore egne. Vi kan tillige finde netop dette sidste særlig pikant!

Efter den første tid, hvor sex plejer at lykkes og skaber gensidig fryd i de fleste par, så vil det seksuelle spillerum efterfølgende udarte sig efter, hvor godt vi mestrer dobbeltheden imellem selvafgrænsning og tilknytning.

Det spores tydeligt i den seksuelle kontakt, hvis vi ikke formår at håndtere nærhed og adskillelse.

Enten bliver det seksuelle kedeligt, livløst og forudsigeligt, hvor vi ikke kan engagere os nærværende i det, fordi vi er holdt op med at se og sanse hinanden som separate individer. Måske er det tillige mekanisk og præget af fokus på teknikker og stillinger og orgasmejagt, fordi vi tror, at det nyskabende og spændende skal komme udefra. Vi ser den anden som en kopi/forlængelse af os selv og ikke kan forestille os, at overraskelserne og intensiteten kan findes i den andens øjne og i den erotiske dans med den andens krop.

Eller det bliver en magtkamp, hvor frygten for ikke at præstere eller for partnerens kritik akkumulerer utryghed og ubehag, som enten dræner al lyst eller gør parterne vagtsomme og samspillet anspændt. Det kan blive en konkurrence om, hvem der er mest attraktiv og ”dygtig” i sengen eller om at have mindst eller mest lyst. I den ulykkelige dans, hvor den ene undgår, og den anden higer efter mere seksuel kontakt, kan der opstå en magtkamp omkring stigmatisering af hinandens lyst/ulyst. Når parterne først begynder at ”slå hinanden i hovedet” med, at det er forkert, unormalt eller sågar sygeligt med den andens ulyst eller lyst, så er seksualiteten virkelig blevet en utryg arena at befinde sig i!

Det ovenstående er kun få tendentielle eksempler. Der er mange variationer over det ulykkelige scenarie, der kan være omkring seksualitet.

Værre endnu;  det kan være helt stoppet!

Det gør indtryk på mig, hvor ofte jeg møder par, som er holdt helt op med at have sex med hinanden. Som tilsyneladende helt umærkeligt har ladet deres seksuelle kontakt glide ud af det fælles repertoire. Og som end også stiltiende har accepteret, at det er sådan. Har ladet emnet sex blive mere eller mindre tabubelagt. De end ikke nævner det som en problematik imellem dem, når de kommer ind til parterapi! Først undervejs sniger det sig på banen. Ofte først når jeg spørger.

Det er både dybt bemærkelsesværdigt og alarmerende. Og det allermest alarmerende er måske netop dette, at så mange på sæt og vis ”accepterer” fraværet af sex, at de kommer i parterapi uden overhovedet at italesætte afsavnet.  Det kan dreje sig om mange måneder eller sågar år, hvor sexlivet ikke har eksisteret eller i hvert fald kun har eksisteret som usædvanligt sjældne undtagelser. Uden at der er råbt vagt i gevær og insisteret på, at der skal ske en udvikling i problemet.

I mine øjne er sex så væsentligt for kærlighedsforholdet, at den ovennævnte regression i forhold til sex svarer til at acceptere eller affinde sig med ikke at tale sammen eller ikke have haft øjenkontakt i en tilsvarende lang periode. Dét er der bestemt også par, der ikke har, men det forekommer mig, at det er sjældnere end den seksuelle tørkelægning. Og er det samtale og øjenkontakt, der udebliver så markant, så er det min erfaring, at vi er hurtigere til at reagere på det. Hurtigere til at ”kræve forandring”. Er det, fordi vi trods uhyre meget større åbenhed om og accept af seksuelle følelser og behov stadig selv er mere blufærdige, generte og skamfulde, når det drejer sig om vores kropsligt, seksuelle behov, end når det er andre mellemmenneskelige afsavn, vi skal forholde os til? At det selv i dag  - i år 2013 - forekommer os mere ”grimt” eller forkert at have behov, savn, længsler udi det seksuelle end i andre henseender?

Jeg mener det ganske bogstaveligt, når jeg siger, at jeg mener, seksuelle afsavn klart er at regne på linje med andre basale afsavn i parforholdet som samtale, øjenkontakt med videre. Ikke mindst fordi sex netop er noget af dét, der gør vort parforhold helt særligt i forhold til alle andre relationer, vi har og indgår i. Hvis ellers du lever monogamt med din partner, er sex med stor sandsynlighed en af de få skelsættende områder, som er kvalitativt anderledes i din kæresterelation end i andre relationer, ligesom fortrolighed, tilknyttethed og følelsesmæssig intensitet. Sex er et væsentligt aspekt af det dér særlige rum, du har sammen med din udkårne og ingen andre.

Jeg er af den overbevisning, at hvis vi ikke har et sexliv med vores partner, så har vi ikke et kæresteforhold. Så lever parforholdet som et romantisk kærlighedsforhold ikke (længere).

Det er via det seksuelle liv med hinanden, at vi skaber det helt særlige, som gør os til kærester. Det er herigennem, vi bliver forbundne i den særlige magi; hvor grænser udviskes, hvor himlen falder ned og jorden under os forsvinder, hvor vi kan flyve, sanse alle universets sensationer i øjebliks kaskader af komprimerede visioner. Hvor vi kan blive øre af sansemættet taknemmelighed over den andens eksistens. Hvor vi kan udfolde, udleve og dele alle de mest sårbare og utæmmede sider af vor væren. Hvor vi kan forundres over at elske den andens fulde repertoire fra den største kraft og vildskab til den inderligste, afklædte hengivenhed. Hvor tid står stille og alting forløses, opløses og alligevel falder helt på plads. Hvor vi kan fortabe og glemme os selv og paradoksalt nok netop derfor finde hjem, blive os selv. Hvor vi i himmelske momenter bliver ét. Hvor kærligheden og intensiteten overskrider ethvert ord; hvor disse – uanset hvor ihærdige ­– forsøg på at beskrive det bliver forhutlede og pauvre i forhold til den uendeligt store virkelighed, der er til imellem os.

Forstå mig ret: sex skal her forstås bredt. Jeg tænker ikke kun stringent på samleje, (hvilket jeg i særdeleshed mener er væsentligt at anerkende i forhold til de par, der af den ene eller anden (fysiologiske) årsag ikke har mulighed for at dyrke et kønsliv med hinanden ved decideret samleje). Jeg tænker på alle de trin i dansen mellem de to, der har seksuel, erotisk, sanselig karakter. På sms’er, der kan mærkes i hele kroppen. Blikke, der fanger hinanden i inderlig ømhed. Kys, der gør ør. Blide eller hede ord, der fornøjer. Intens stemmeføring, der sanses i skødet. Kropskontakt, som får tiden til at gå i stå og gør nu’et evigt. Sansning af  den andens vejrtrækning, når læber blidt skøjter ned langs siden af halsen. Berøringer og blikke, der er ivrige efter at mødes, give, dele. Kontakt, der berører ens hele væsen, sind og krop. Inderlighed, hengivenhed, begær og ømhed, som det tager sig ud i alle af-arter af kommunikationen mellem de elskende.

Det forekommer mig, at det erotiske, seksuelle univers er arnestedet for den særlige kærestekærlighed, der giver adgang til uudtømmelige kilder af rummelighed og overbærenhed. Måske endda uundværligt, hvis man skal  komme glædeligt overens med hinandens forskelligheder, med hverdagslivets iblandt ufatteligt kedelige rutiner og omsiggribende omfang af gøremål i et fælles, langt liv med samarbejde om børn, dagligdag, husholdning og alt, hvad deraf følger.

Jeg kender ikke noget, der, som min mands kys i nakken, kan gøre den daglige, undskyld mig, men ellers røvkedelige madpakkesmøring til tre børn til en leg.

Intet der, som hans insisterende kærlige blik, kan knipse enhver økonomisk bekymring væk og syngende formulere et: ”pyt, alt kommer til at gå fint, for vi elsker hinanden” i mit hjerte.

Tillige er der nok ikke noget så irritationsformildende (når han for eksempel handler stik mod mine overbevisninger og ønsker i fht. børneopdragelse eller hverdagsaftaler) som varmen fra hans berøring.

Ikke noget så afvæbnende i forhold til uenighed om trivialiter som den sansefulde registrering af hans smilerynker og de nystilkomne grå hår i nakken.

De erotiske sansninger svinger sig op over og efterlader trivialiteterne som banaliteter, ligegyldigheder. Og der er ikke noget så oplivende på en trist regnvejrsdag, hvor 700 ting skal organiseres og håndteres, som forventningen om at skulle ligge tæt ind til hans krop ved dagens exit.

Kærlige hilsner
Henriette Junker, Psykolog og parterapeut 

  • (Næste fredag;  Sex 2: Seksuel frustration i parforholdet)
__________________________

Psykolog og parterapeut Henriette Junker
Læs mere på: http://www.henriettejunker.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sex i parforholdets psykologi. Læs Parterapeut Henriette Junker på Levlykkeligt.dk