Se kontaktoplysninger og profil for Psykolog og parterapeut Henriette Junker

Lyskast på længsler i parforholdet

At italesætte længsler kan være en påfaldende svær udfordring for de fleste. Oftest er det langt sværere at sætte ord på længsler end man skulle tro. Det er tankevækkende, når det ses i lyset af, hvilke uudtømmelige kaskader, der kan være af kritik, bebrejdelser og forurettelse over for en partner, som opleves svigefuld, unærværende, kritisk, negligerende, krænkende eller andet. Det kan synes, som om vi er bedre til at knytte os til skuffelserne end til de positive længsler, endskønt de to per logik hænger uløseligt sammen. Det opleves mindre udsat at udgyde alle de kritikpunkter og al den forsmåethed, vi føler i forhold til vores partner, end at tale om de sårbare længsler, vi har i forhold til hinanden. Som om vi kan holde den ømtålelige følelse af egen sårbarhed fra livet ved ikke at mærke det, vi virkelig længes efter. Den ulykkelige følge er imidlertid, at vores partner dermed heller ikke kan få øje på vores længsler.

De fleste af os drømmer om en partner, som kan aflæse alle vores behov, uden at vi skal sætte ord på dem. Værre er det, at mange af os helt seriøst har en forestilling om, at en sådan partner findes. Det er en del af symbiose-logikken. Og en virkelighed, som kun eksisterer på forelskelsens højeste tinder. I en temmelig kort periode. Når realiteten og jordforbindelsen igen indfinder sig, er det på tide, at vi sander, at vi er adskilte personer. Og at min partner ikke kan gennemskue, aflæse og tilfredsstille mine behov, endnu inden jeg selv når at mærke dem.

Meget, meget ofte hører jeg den udtalelse, at partnerens ”gaver” (i bred forstand) ikke er noget værd, hvis man selv har bedt om det. At partneren skal være tankelæser og have ”regnet ud”, hvad jeg har brug for, for at de søde ord eller kærtegnene eller den praktiske hjælp har værdi. For at gøre kort proces over denne klagesang: Det er en barnlig forestilling, som hører spædbarns-niveauets tilknytning til. Det dur ikke i en relation mellem to voksne mennesker.

På sin vis kan man sige, at vi mennesker udvikler os bedst i – passende grad af - modstand. Den ”gode nok forælder” udsætter gradvist sit barn for ”passende frustrationer”, så barnet kan gennemløbe en udvikling hen imod egenkompetence og egenansvarlighed.

På samme måde kunne man sige, at den ”gode nok partner” er den partner, der gerne vil være lydhør for den andens behov og ønsker, men som ikke er behagesyg og eftergivende i forhold til disse. Den ”gode nok partner” vil gerne dele byrden ved modgang og ubehag i partnerens liv, men tager ikke ansvaret for at skærme partneren mod livets bagsider. Den ”gode nok partner” vil gerne trøste og rumme den andens smerte uden at sætte himmel og jord i bevægelse for at forhindre og forebygge, at den elskede mærker smerte.

At forsøge at klamre sig til det symbiotiske samvær er at fastholde hinanden i et anstrengende og begrænsende jerngreb. Som regel vil konstruktionen – og dermed parforholdet – styrte sammen med et brag.

Det er en relevant personlig udvikling at mærke og italesætte sine længsler, at frigøre sig fra den uerkendte afhængighed af andre og blive i stand til at rette positive og modne forespørgsler til hinanden om den støtte, kærlighed, seksuelle kontakt og det samvær, vi ønsker. Og det er en kærkommen øjenåbner for den partner, som har famlet i blinde – med stadig større gensidig utilfredshed til følge – at få indblik i de faktiske længsler, der gemmer sig i partnerens univers.

At mærke egne længsler og udtrykke dem er et afgørende og nødvendigt skridt hen imod at opnå de forandringer og imødekomme de behov, vi har i forhold til hinanden. Dette er ret beset en udviklingspsykologisk opgave på spædbarns-niveau! Imidlertid har de fleste af os betragtelige reminiscenser af dette arbejde tilbage at gøre som voksne. I større eller mindre grad.

Når vi handler i den affekt, der kommer af ikke at have etableret den adskillelsesproces, hvor vi anerkender, at der er et ”jeg” og et ”du”, så er det ofte fjendtlige udspil, vi møder hinanden med. Også når vi forsøger at opnå det, vi ønsker. Men ingen mennesker – heller ikke vores partner – erhverver kompetence, motivation eller optimisme i forhold til at tage nye skridt og imødekomme vores behov når han/hun bliver kritiseret, bebrejdet, afvist, hånet, nedgjort, opgivet, truet eller negligeret.

Kritik, jammer, skæld-ud, kolde skuldre og så videre er i bedste fald ”blot” en forhindring for, at der kan komme en mere positiv kontakt i stand. Som oftest vil forsvarsstrategierne imidlertid tillige forstærke den uønskede adfærd hos vores partner. Fordi partneren ikke trives i det utrygge miljø, hvor han/hun bliver mødt så fjendtligt. Det er ikke gunstige betingelser for at føle og udfolde åbenhed og varme. Derfor er der ingen vej uden om at lære vores længsler at kende, hvis vi ønsker at skabe forandring i vores relation. Vi er nødt til at skabe kontakt med de længsler, der ligger bag vores umiddelbare forsvarsstrategier.

Min erfaring er, at des mere sårbare vi tør vise os, des mere empati og velvilje aktiverer det hos partneren. Dette kan kræve hjælp fra terapeuten i en parterapeutisk samtale, fordi der ofte skal overskrides et væld af barrierer i form af blufærdighed, beskedenhed og angst for afvisning. Et eksempel:

Karin kritiserer Sørens høje prioritering af hans arbejde, fordi hun derved føler sig forbigået og overset af Søren. Søren er frustreret over, at han får så meget kritik for sit store engagement i sit arbejde. Når han skal udtrykke sin længsel i forhold til Karin, har han i første omgang svært ved at hæve sig over sin trang til at ”kritisere tilbage” og til at skubbe hende væk. Så han beder om, at hun ”lader ham i fred” og ”holder op med” at kritisere ham. Karin har tydeligvis ikke modtagelighed for disse ytringer, så han må eksponere mere sårbarhed for at formidle betydningen af sit ønske. Jeg beder ham knytte an til, hvad der er hans positive længsel i forhold til Karin, altså ikke blot det, han ikke ønsker fra hende. Men det er stadigvæk vanskeligt for Søren at få kontakt med. Jeg får fornemmelsen af en dyb længsel efter hendes anerkendelse for hans engagement i arbejdslivet. Jeg satser og spørger Søren: ” Kan du sige og mene disse ord, – ellers lad dem fare: ”Jeg længes efter, at du beundrer mig for mit arbejde; at du virkelig synes, jeg er noget helt særligt.”  Søren bliver tydeligt forlegen, men lige så tydeligt berørt. Ordene rammer en dyb længsel hos ham efter at blive spejlet og set som værdifuld, betydningsfuld og at blive beundret som mand og kompetent fagperson. Og det betyder noget helt særligt for ham at opleve dette fra netop Karin, fordi hun er hans nærmeste og elskede. Når han siger disse ord til hende, bliver hun helt anderledes berørt og indlevende i hans smerte og hans savn efter hendes anerkendelse. Hun læner sig spontant, uopfordret frem mod ham og tilkendegiver sin inderlige og hengivne beundring for hans kompetence og formåen.Søren bliver helt enormt rørt, da hun pludselig giver ham dette, så tårerne triller, og både glæde, styrke og stolthed kommer tydeligt frem i hele hans attitude, i ansigt og kropssprog. 

I eksemplet bliver det tydeligt, at når Søren tør række ud og tilkendegive sin afhængighed af hendes anerkendelse, så bliver det pludselig helt ufarligt for Karin at vise sin beundring. Idet hun mærker sin særlige betydning for ham, forsvinder hendes oplevelse af at blive truet af hans arbejdsiver. Her står den ikke i kontrast til hendes berettigelse og fylde i hans liv. Tværtimod har hun en helt central rolle for hans selvforståelse og trivsel.

Jeg går som udgangspunkt ind for, at længsler gerne formidles med fuld kraft, intensitet og ubeskedenhed. Dels fordi det er en måde at tillade kontakten til det barn, der lever i os alle, som har umådeligt store – og ganske fine!  – længsler efter at føle os uforbeholdent elsket, værdsat, begæret, accepteret og beundret. Længsler, som det dybest set klæder os bedst at være i kontakt med frem for at skjule dem bag misforståede oplevelser af, at vi skåner vore omgivelser ved ikke at eksponere dem i dagslys. Dels fordi vores partner, kan få mærkbar indsigt i, hvilken afgørende positiv betydning de kan have på vores liv, trivsel og udvikling.

Ved at skjule de basale længsler holder vi i stedet vores partner ud i strakt arm, formidler i alskens henseender, hvilken negativ indvirkning de har på os og frarøver dem muligheden for at blive den positivt betydningsfulde anden for os.

Derfor handler den grundlæggende tale om længsler ikke om at kunne liste et hav af krav og forventninger op, for eksempel: ”jeg længes efter, at du begynder at tage ansvar, at du lytter til mig, når jeg siger noget, at du begynder at stille dit brugte service ind i opvaskemaskinen, og så skal du blive mere romantisk!!” I en sådan svada er der ikke meget selvindsigt, selveksponering og åbning for partneren. Dette understreges da også ved, at en sådan svada som regel bliver fremsagt i et insisterende, afkrævende og kritisk toneleje. Det udtrykker ikke længsler, der handler om en selv og egne inderste ønsker og behov, de handler snarere om alt det, der er ”galt” med den anden … Det, jeg går efter her er i stedet: hvad længes du efter til dig?

Mange mænd har en dyb, utilfredsstillet længsel efter at mærke, at partneren begærer dem og efter kropsligt at blive rørt mere ved af partneren. Men ofte maskeres denne længsel bag anklager om, at konen er kedelig og snerpet. Eller den undertrykkes og manifesterer sig i stedet som diffus irritabilitet og aggressivitet i kontakten til hende. Eller som selvmedlidende jammer over, at hun aldrig vil imødekomme hans behov. Komplementært længes mange kvinder efter flere tydelige verbale tilkendegivelser fra partneren af hendes værdi, efter at høre, at hun har en særlig betydning for ham. Dette gemmes imidlertid ofte bag påstande om, at manden er ufølsom, at han er selvisk og usensitiv over for hendes behov. Måske sågar, at han er helt inkomptent, når det handler om at italesætte følelser. Eller det skrinlægges under (fysisk) afstandtagen og martyrisk ”klaren sig selv”. Fra begges side er der tale om strategier, der tjener det formål at holde den skam, blufærdighed og sårbarhed fra dagen, som kan knytte sig til at vedkende sig den dybe længsel efter at blive begæret af/modtage kærlighedserklæringer fra den anden.

Ved at kende og udtrykke egne længsler og savn bliver det muligt at tage ansvar for egne behov i stedet for at lade partneren bære ansvaret for (at tolke og tilfredsstille) disse. Det er derfor et betydningsfuldt skridt ud af symbiosen og   henimod individuation. Samtidig er det netop ved at tage ansvar herfor, at vi kan opleve partnerens incitament, vilje og lyst til at imødekomme savn, behov og længsler i os. Fordi det dermed kan vokse ud af en utvungen interesse i og ønske om at være der for os frem for fra en position, hvor de tages som gidsler af den andens kritik og bebrejdelser og aftvinges ”forbedringer” i forhold hertil.

I arbejdet med længsler bliver det tydeligt, at afgrænsning og tilknytning eller adskilthed og forbundethed går hånd i hånd og betinger hinanden.Kontakten med egne længsler og behov er det vildeste vovestykke udi kunsten at stå ved sig selv; i al nøgenhed at lade det synligt, som er i os og med os. Utilstrækkeligheder, skam, savn, mindreværd, afhængighed og afmagt, som vi må erkende og kende og vise hinanden. Uden at vi kan forvente eller tage for givet, at den anden vil se og tilfredsstille vores behov, ønsker, længsler.

Vi kan gøre os håb om, at de vil se og fatte sympati eller omsorg for vores appel, men der er ingen garanti. Derfor indebærer det at eksponere vore længsler altid en risiko for, at disse ikke bliver set og tilfredsstillet. Den risiko er der dog til hver en tid, uanset om vi gør dem synlige eller ej. Men dog absolut størst, når vi maskerer, manipulerer og distribuerer dem bort under dække af andre ærinder…

Psykolog og parterapeut Henriette Junker
Læs mere på: http://www.henriettejunker.dk/