

Jeg sidder på altanen ved 21-tiden en af de sidste dage i juni.
Solen er næsten forsvundet bag det alt for høje hustag ovre hos Erik & Michelle og himlen tegner sig stadig smukkere i nuancer af blåt, hvidt og gråt, iblandet restfarverne af det gyldne sollys. Det er knaldsmukt at kigge ud over huse og haver.
Og dér kommer den sort-hvide kat.
Det er virkeligt.
Jeg ser og ser ud gennem mine to glughuller.
Man kan meditere sig ind i andre dimensioner af virkeligheden. Men her sidder jeg og lader mine sanser absorbere nu’et, mens jeg oplever min krops respons på det.
Mærker min kærestes særlige energi, mens hun sidder og skriver ved min side. Fuglestemmernes korsang, S-toget i det fjerne, en person, der saver et sted, en enkelt bil, et fly 10-11 km ovenover. Solsorten i siluet på skorstenen overfor.
Det er virkeligt. Jeg er virkelig. Jeg sidder virkelig her.
Uden rigtig at fatte, hvad det egentlig vil sige.
Imens observerer jeg, at sindet konstant prøver at mase sig ind for at få opmærksomhed. Jeg skal huske at ringe til Inger. Og Gunnar. Nu har jeg fået sendt et par mails, men jeg er håbløst bagefter med at skrive artikler og redigere hjemmeside. Ups, jeg glemte at købe appelsiner.
Sindet forsøger at stjæle billedet.
Men min lokale virkelighed er her hele tiden. Den er 100% nærværende, hvis jeg også er nær min væren. Og det er jeg heldigvis.
Vildt, som farvehavet varierer. Mærker den gode fornemmelse i kroppen af at synke afslappet og vågent ind i virkeligheden i nu’et.
It’s real. We are all fucking wonderfully real.
Henrik Juul
Privatpraktiserende autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver.
Læs mere på: https://henrik-juul.dk/
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer