Autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver Henrik Juul

ORKER IKKE MERE…

ORK!

ORKER…

ORKER IKKE!

ORKER IKKE MERE…

 Vi kan alle nå til et punkt, hvor vi ikke orker mere. 

Hvornår punktet nås er helt forskelligt fra person til person. Nogle kører sig langt ud over grænserne for, hvor de for længst skulle have sagt stop. Andre skal blot have en mindre mængde modstand, før de ikke orker mere. Nogle har det som livsindstilling, at de næsten intet orker, mens andre igen ikke orker bestemte ting/situationer/krav.

HVAD MON DER EGENTLIG SKER, NÅR VI IKKE ORKER?

Sætningen ”Jeg orker det ikke!” kan for nogle mennesker være blevet til en holdning. En konstruktion af idéer, der installerer sig i psyken som en ren og skær vanesætning. Derved virker den som et negativt mantra, der punkterer og svækker vores kraft. Faktisk er det en form for selvhypnose.

”Jeg orker det ikke mere”, anvendes naturligvis også, når noget ikke længere føles givende. En måde at udtrykke på, at nu er det nok. Det kan være, at man har givet mere, end man havde rådighed over. At man har trukket på en konto, der i forvejen stod i minus.
Eller at man over en tid har overhørt sine inderste signaler om, at man ikke har det godt, med det man gør. I disse tilfælde indikerer sætningen udmattelse, udbrændthed, skuffelse, ensomhed.

Folk der ikke orker, kan være mennesker, der har svært ved at se positive fremtidsscenarier. Mennesker ramt af depressivitet kan have meget svært ved at orke. Ældre, der har oplevet skuffelser og tab, kan miste lysten til forsat at orke.

HVEM TALER?

Hvad er det for et ’jeg’, der ikke orker?
Måske er det slet ikke dit sande jeg, men dit samfundstjenende ego, der ikke orker, og som befinder sig på randen af kollaps.

Forestil dig egoet som et psykisk system af overlevelsesmanøvrer, forsvarsstrategier, indlærte færdigheder, idéer og værdier. Alt sammen noget vi har lært os at bruge for at passe ind – og klare os – i et meget komplekst menneskesamfund.

Dette ego’s overvejelser, forsvar og automathandlinger fylder oftest så meget i os, at vi overtages af det. Bliver ét med det. Kan ikke skelne.
Ego-niveauet bliver til vores identitet.

DEN GLEMTE KRAFT I MENNESKETS ESSENS

Men der var jo noget vores psyke, før egoet slog sig ned og etablerede sig her, og faktisk befinder der sig nogle gemte og glemte livsressourcer under og bagom ego-laget. Nemlig vores hver isærs helt særlige og individuelle menneskelige essenskraft.

Essensen er vores ægte natur, vores sande person. Essensen er det råmateriale, vi har haft med os fra fødslen, og som gennem livet trænges gradvis i baggrunden, efterhånden som ego’et tager kontrollen.

Denne menneskelige essenskraft ligger deponeret dybt i vores krop og psyke, som mere eller mindre skjulte ressourcer. Heldigvis stadig tilgængelig.

Når ego’et giver op, har essensen mulighed for at komme til, hvis vi giver den lov.
Det er nemlig ego’et, ikke kraften i vores essens, der svækkes eller direkte kollapser, når vi giver op og ikke orker.

Det hører med til denne forståelse, at ego’et frygter – og underlægger sig – en anden psykisk instans, nemlig over-jeget, der er regelrytteren, dommeren, pusheren, kommandanten, censoren, kritikeren i vores indre.

Et strengt overjeg kan være så hård i sine krav til og kritik af det uperfekte ego, at ego’et giver op eller bliver bange.

Orker ikke mere!

Når ego’et er blevet træt og slidt, og begynder at trække sig tilbage, har vi gode muligheder for at finde - og anvende - den essenskraft vi blev født med.

Tiden er inde til, at vi endelig kan være os selv.

Henrik Juul, Erhvervspsykolog

__________________________

Privatpraktiserende autorieret psykolog og ledelsesrådgiver Henrik Juul
Læs mere på: http://henrik-juul.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Ensomhed og udbrændthed - om ikke at orke mere. Læs mere