Autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver Henrik Juul

LYKKE PÅ BALI

Lykke på Bali
- set med en dansk blegfis’ øjne

”Deres øjne synes at være fyldt op af blød, varm, kærlig livsessens. Nærmest som tantrisk øjenorgasme. Smilet vælder op fra en smeltedigel af autentisk venlighed og ægte kærlighedsvarme i forskellige blandingsforhold”.


BALI-FOLKET
I dette forår har jeg opholdt mig 5 uger på Bali. Dels for at afholde et retreat der, og dels begrundet i et ønske om at omgive mig med mennesker og natur, der ligger fjernt fra mine erfaringer som ualmindelig almindelig dansk dansker i Danmark.

Meget kunne jeg lide på Bali og kun lidt brød jeg mig ikke om. Menneskene dér er specielle. Jeg kom virkelig til at holde meget af dem. Det er et smukt folkefærd med en medmenneskelighed, der ligger tæt op ad det kærlige. Dertil kommer deres ”playfulness”, som altid ligger helt fremme ved eller lige under overfladen.


Naturligvis må der være skyggesider, men dem har jeg ikke opdaget på mine 5 uger derude.
Ind imellem mødte jeg ganske vist mennesker, hvis ydmyge venlighed forekom mig at være tippet helt over i selvundertrykkende underdanighed, men generelt var det harmoniske mennesker i god balance, som der ikke går to på dusinet af i DK.
(Et lille kontrastbillede: jeg mener kun at ha’ mødt 1 tigger på Bali, mens jeg var der. Forleden gik jeg fra Københavns Hovedbanegård ned ad Strøget til Grand Biografen og kom forbi 11 tiggere, stående, siddende eller liggende).

Hvordan de opdrager deres børn på Bali ved jeg ikke, men at dømme ud fra, hvordan de bliver som voksne, må deres metoder være temmelig OK. Måske har det noget at gøre med, at balineserne anser små børn for guder. Som familie med en charmerende 14 måneders knægt i klapvogn, var det iøvrigt temmelig svært ikke at føle sig som kongelige, når vi trillede af sted på fortovene i byerne. Både kvinder og mænd, børn, unge og gamle ivrede hen til vores søn og hilste varmt og kærligt ”Hey Baby (oftest i falset)! How are you? Boy or girl? How old is he? Give me five!”. Og det var ikke salgsstrategi for at få os til at købe varer. Jeg er ikke naiv (hvilket jeg ellers forbeholder mig ret til at være), det var simpelthen ren og frydefuld, nærværende interesse.

Når jeg talte med balineserne, blev jeg jævnligt optaget af fraværet af ”noget” i øjenkontakten. I forhold til mine medmennesker i DK, ”mangler” de en subtil mental attitude af – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det – overlegenhed, beregnethed, smartness, forstillelse, den indstuderede evne til altid at fremstå cool, være ovenpå. Til gengæld så jeg i disse ”tomme rum” megen ro, værdighed og en usædvanlig smuk form for alvor.

I modsætning til Balifolket, virkede mange af de vesterlandske turister derovre som ofre for mental overbelastning. Rynkede og trætte ansigter. Så syge, slidte og misbrugte ud.
Og det gælder jo vist desværre også mig selv. Jeg oplevede kontrasten mellem mig og balimenneskene. Kan da godt mærke, at jeg gennem et langt liv i Egoland er blevet trænet i at bruge livsenergien til præstation, vagtsomhed og kontrol, til at opretholde attituder og selvbilleder af at have styr på livet.

Opholdet på Bali har bevirket, at det nu er ved at gå op for mig, hvad der egentlig menes med, at vi går rundt med masker på.

Her er lidt fra dagbogen:

Boblebad i hjertesmil

De seneste par uger er jeg blevet tiltagende bevidst om mit smil. Jeg bevæger mig rundt i tætte menneskemængder på Bali og næsten alle hilser og smiler. Det er ikke det, at de smiler og siger ”Hello, how are you?”, det er måden de gør det på. Når Balifolk smiler, åbner de vidunderlig ukontrolleret op. Med smilet sendes der utrolig dejlig varm energi ud gennem øjnene, og det føles faktisk, som kommer det direkte fra hjertet. Deres øjne synes at være fyldt op af blød, varm, kærlig livsessens. Nærmest som tantrisk øjenorgasme. Smilet bryder frem fra en smeltedigel af autentisk venlighed og ægte kærlighedsvarme i forskellige blandingsforhold.


Jeg kan ikke lade være med at sammenligne mig med dem (Don’t ever do that!). Det falder ikke ud til min gunst. Jeg har bemærket, at de fleste åbner munden i smilet. Underkæben løsnes og læberne er bløde og afslappede. Jeg trækker vist blot overlæben ud til siderne og blotter tænderne i overmunden, når jeg smiler. Åh, al den vanestyrede kontrol over spontane livsudtryk. Øv!
Jeg har sat mig for at ville have mit smil totalt og uforbeholdent tilbage, og nu studerer og praktiserer jeg det bedste, jeg kan her hos mine naturlige mestre på Bali.

Ikke nok med det, så har jeg også lagt mærke til, at der også er noget med min stemme. Når jeg hører balineserne hilse, synger de deres ”hellooo” på en varm strøm fra hjertet. Selv om jeg svarer dem glad og positivt (tror jeg), lyder det nærmest dødt og klangløst. Jeg ved, at jeg, der kommer fra en kultur som hylder intellektet, i nogen grad er et hovedmenneske, om end jeg elsker det hjertelige. Alligevel troede jeg, at jeg var kommet langt længere ind i mit eget hjertes åbenhed.

Lagde mærke til en vesterlandsk mand i dag med markante, såkaldte smilerynker. Men intet liv i øjnene. Jeg er vidende om, at jeg også selv har disse rynker.  Energien til mine smil kommer delvist fra et hjerte, hvis døre står lidt på klem og delvist fra en viljekontrolleret, indlært automatik. Energien bevæger sig ganske vist mod øjenområdet, men det meste bruges til at trække i muskulaturen omkring øjnene og lave smilerynker. Resultatet er et størknet, grimasseagtigt ”smil” som minder meget om det, jeg typisk ser hos andre vesterlændinge herovre, og som står totalt i kontrast til balismilet.

Selvom nogle siger, at mine rynker ”vender den rigtige vej”, har jeg tidligere haft den (mis)tanke, at det handler om, at energien ikke altid åbner sig frit i hjertet og flyder uhindret og direkte til øjnene, men derimod vanemæssigt omdiriges af viljen, så den i stedet for at intensivere livet i øjnene, bliver til sammentrækninger af muskulaturen omkring øjnene. Det kan da se ud, som om man smiler særlig varmt, men det er fake. Basta!
Energien bremses og låses af øjenområdets muskulatur og øjnene forbliver energiløst tomme.

Er Bali overjeg-frit område?
Den kritisk vurderende sindsfunktion synes nedtonet hos de fleste balinesere jeg mødte. De er oprigtigt venlige, imødekommende og interesserede. Jeg har overvejet, om folk på Bali generelt har et fravær af over-jeg, men det er nok snarere et fravær af forudindstillet skepsis, kritiske vurderinger og negative projektioner.
Det er smukt!


Henrik Juul

 

__________________________

Privatpraktiserende autorieret psykolog og ledelsesrådgiver Henrik Juul
Læs mere på: http://henrik-juul.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Artikel om retreat og ferie på Bali