Se kontaktoplysninger og profil for Autoriseret Psykolog og Ledelsesrådgiver Henr...

Vore tanker holder os unge eller gør os gamle. 

Lad os glemme alderen, og forblive unge ved at leve livet ud fra vores aldersløse energi, nysgerrighed og appetit på livets fortsatte mysterier. 

Lad os med værdighed gøre op med forestillingerne om, hvad man må og kan på vejen til at blive gammel, samtidig med at vi udforsker, hvad livets sidste kapitler kan rumme.

 Det er revolutionerende anderledes at være ældre i dag end for 30 år siden. Klart nok en følge af mindre fysisk slitage, flere penge mellem hænderne, flere muligheder, øget frihed, m.v. Og måske også den psykologiske effekt af 68-generationens opgør med autoritært begrænsende strukturer. En mental udrensning, der, med imponerende langtidsholdbarhed, har rykket ved indgroede idéer om, hvordan mennesker - unge og ældre - skal og kan leve.

Ikke desto mindre hænger vi stadig fast i alt for megen vanetænkning. Hele det kollektive tankesæt om normallivet har hacket sig ind i kontrolrummet mellem ørerne, og besat vores egen tankeverden. Kulturen definerer vores muligheder, både i de nærmeste omgivelser og i samfundet. Vi bliver konstant fodret med, hvordan vi forventes at opføre os i en given alder.

F.eks.: Børn inden 35 år, ned ad bakke fra de 50, pensionist når du bliver 65 (= nu behøver vi dig ikke mere..).

Drop din fødselsdag...

Det er naturens gang, at vi ældes og gradvis må lægge krop til afkald og forfald. Og det er sikkert helt fint. Livet har også store gaver til os, jo mere vi modnes. Men indvendig behøver vi ikke at blive gamle.

Studier i USA af mennesker der er 100+ viser, at det er vores mentale indre overlægger, der bestemmer mest med hensyn til, hvor friske gamle vi bliver. Tankevirkeligheden synes at trække kroppen med. Vi kan - så at sige - "snyde" kroppen til at fungere yngre. Og måske vi dagligt gør det modsatte! Snyder den, og indkoder den til at tro, den er ældre.
Vores kognitive processer er voldsomt styret af kulturen, og dette forplanter sig ind i biologien.

Det ser ud til, at det er allerbedst at glemme sin alder og tage hver dag, som den kommer, åbent, fordomsfrit og nysgerrigt. Droppe fødselsdage og i stedet fejre livet med små og store livsfester, når lysten er til det.

Bryd den hypnotiske effekt af de traditionelle fortællinger om aldring

Hvorfor ikke også kigge kritisk på fortællingen om, at livet er en bevægelse mod et klimaks – og at det derfra kun går ned ad bakke (mod afgrunden)?  Og i stedet være åben for, at vi fortsætter videre ad en snoet vej, hvis ende ikke er synlig. At vi bliver ved med at opdage - og afprøver - flere og nye sideveje. På nogle tidspunkter vandrer vi stærkt, andre gange langsommere, mens nye oplevelser, bekendtskaber og erkendelser viser sig.

En slankere kalender, større ro og nedsat pres i livsperioden efter arbejdslivet bevirker, at vi kan komme ned i et tempo, der er så tilpas roligt, at vi kan opdage ukendte potentialer i vores liv samt opleve nogle specielt anderledes og mere stilfærdige højdepunkter. Nu, hvor vi ikke længere behøver at performe, præstere, jagte status og indflydelse og derved fjerne os fra os selv.

Hvis vi formår - og tør - kravle op af ego-identiteternes faste riller, kan vi, i et balanceret tempo, åbne vores sind, sanser og hjerte på helt nye måder, og bevæge os levende, legende og nysgerrigt undersøgende ind i det uudforskede univers, som alderdommen er. 

Fra individuel separation til fællesskab

At vi ikke længere har et arbejde med en særlig stilling og betydning i samfundet, kan indebære, at vi mister flere af vore personligheds-identiteter og kommer til at stå uden vores kendte masker, pansringer og psykologiske beskyttelsesdragter.

Vores sidste årtier handler om at give slip. Igen og igen.

Sådan er virkeligheden jo nu en gang, og der er gevinst ved at holde ud og acceptere tabene. Dette er dog lettest at gøre sammen med andre. Fællesskaber giver bedre muligheder for at krænge sig ud af forældede roller og turde leve mere frit ud fra sig selv.

Mange af nutidens generationer af ældre har imidlertid ikke været vant til at bruge fællesskaberne og investere i egen menneskelige udvikling. Men der er brug for nytænkning for at skabe ny handling, og det bliver man aldrig for gammel til.

 Om at turde gøre sig fri

- og bryde begrænsende mønstre og forventninger!

Det kan være tabubelagt og næsten en helligbrøde at anfægte de mere værdi- og kærlighedsbaserede roller, som fx forældre- bedste- oldeforældreskaber. Kan jeg tillade mig ikke at opføre mig lige som f.eks. den forælder eller bedsteforælder mine egne bedsteforældre var?

Måske det kunne være en god idé at kigge nærmere på, om det er ens egne eller andres forventninger og fordomme, der er i spil her. Som kan resultere i at man bevidstløst og automatisk fanges i nogle af de mange færdigstøbte skabeloner kulturen har for diverse roller. Undersøge om rollerne - med tilhørende ansvar, rettigheder og forpligtelser - i virkeligheden er selvbegrænsende adfærd man har påtaget sig, eller noget som kan være blevet klistret på én gennem tiderne.

Man kan så nemt komme til at tage meget mere hensyn til andres (formodede) følelser, glemme sig selv eller gøre sig til offer for omstændigheder. Den kedelige bivirkning ved ikke at give plads til sine egne ønsker og behov er, at det kan hæmme eller helt ødelægge den ægte glæde i relationerne til ens kære.

Det er vigtigt - og gavnligt for alle - at fjerne livsfjendtlige, selvbegrænsende installationer i vores tilværelse for at kunne få øje på de gaver, der ligger i livets sidste kapitler. Hjælp hinanden. Gå sammen med andre mennesker, unge og ældre.

Afsked og velkomst

Selv om det kan være provokerende overhovedet at tænke det, hvorfor så ikke - omsider - leve livet fuldt ud nu?

Sige farvel til roller, personer, status, prestige, indflydelse, selvværdi og vaner, der ikke længere er liv i.

Opbygge, forme og definere nye meningsfulde sammenhænge, som kan udvikles videre ind i den 3., 4., 5. alder!

Familie og venner vil med en vis sandsynlighed savne at holde os konserveret 100 % i de roller de kender og ønsker. Modstand og følelsesmæssige reaktioner vil derfor være helt normale fænomener, hvis familiens ældste går ind i en virkelig åben udforskning af livets sidste vejstrækning. At tage afsked med præstationsverdenen, ved at afklæde sig de sidste ego-kostumer, kan virke meget egoistisk på nogle.
Men før eller siden kommer de jo alligevel til at skulle undvære os helt.

Hvis vi tør være nogle procent upopulære, måske nogle procent savnede, forøges chancerne for at vi kan sige velkommen til at være 200% glade og fulde af selvrespekt for det liv, vi vælger. 

Og derved mangedobles mulighederne for at blive sprudlende bedste-oldeforældre, der kan glædes over og elske sine efterkommere, uden at aflive lykkefølelsen over at tage vare på sit eget liv og sin egen videre udvikling.

(Støt og deltag i gruppen og siden Seniorer uden alder samt Livskvalitet-cirkler på Facebook)

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin. 

__________________________

Henrik Juul
Privatpraktiserende autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver.
Læs mere på: https://henrik-juul.dk/