Når din kæreste forvandler sig til et mor monster

Vil du have din kæreste til at opfylde dine behov, så du kan føle dig godt tilpas?

Når du vil have, din kæreste skal være på en bestemt måde, indtager du rollen som “forælder”, og du inviterer din partner til at påtage sig rollen som “barnet”.

Når du skal have lov af din kæreste, bliver du “barnet”, og du inviterer den anden til at tage rollen som forælder. Der udspiller sig utallige dramaer i de små hjem efter dette manuskript. Fælles for alle rollerne er, at de har fokus på den anden og er afhængige af den andens reaktion – og det ender ofte i krig, hvor begge parter taber sig selv.

 Vi kommer ind i kampen om at få kærlighed i stedet for at udvikle os sammen og dele kærlighed

 

Der ligger dybe spor af angst i det ubevidste bag dette reaktionsmønster.

Angsten siger, at du mister kærlighed, hvis det behov, du har, ikke stemmer med det, den anden gerne vil.

F.eks. kan det være, at dit “maveur” gerne vil have mad ved 17-tiden, og din kæreste kan lide at spise sent. Nu forsøger du måske at få den anden til at ændre sig, og spisesituationen kan blive et issue gennem flere år. Du kan føle dig afvist og lave historier om, at den anden ikke tænker på dig, er ligeglad med, hvordan du har det mm.

Du kan gøre dig til offer for situationen ved at opgive dig selv og spise sent – og være forurettet og vred. Eller du kan lokke den anden med herlige retter, så han/hun opgiver sig selv og ender med en dårlig smag i munden.

Dramaet handler om, at du tror, du er nødt til at ændre kæresten, for at du kan være dig selv.

Men virkeligheden er lige omvendt! Du kan kun være dig selv, når du er synlig og tydelig i forhold til, hvad du gerne vil, uden at gøre den anden forkert.

Mange er bange for afvisning, bange for at miste den anden, bange for at miste sig selv. Når vi ikke opgiver os selv, er vi heller ikke bange for at miste os selv.

Hvis der kommer en afvisning, tager du den ikke personligt længere, fordi du ikke afviser dig selv mere.

Det kan være, at du opdager, at du selv kan spise din mad tidligt, og at der kan opstå et nyt fælles rum, som inkluderer din kæreste, uden at han/hun behøver at opgive sig selv og spise med.

Kærligheden er altid fri, da essensen af kærligheden er accept af alt, præcis som det er. I praksis betyder det at kunne elske sig selv med alle facetter og sorte pletter, og i relationerne til andre at kunne have den samme indstilling.

At kunne sige ja til det, der er på “livets tallerken”, uanset om det er livretten elle du ikke bryder dig så meget om, der bliver serveret

Når vi kan det, kan vores energi flyde med kærlighedens transformerende strøm, og så bliver den energi, vi ellers plejer at binde i projekter om at ændre os selv, den anden eller omverdenen frisat. Du får mere livsenergi til din rådighed.

Når vi bremser vores flow, koster det altid energi, og den ubevidste angst er med til at styre, hvad vores livsenergi går til. At bruge energi til at holde vores skygger væk er kun en god ide, så længe vi ikke kan være med os selv (som i fortiden). Men nu kaster vores skyggesider sig altid ud på vores relationer. Din partner spejler alt det, du ikke tager hånd om indeni. Hvis du er vred over, at du ikke bliver set, må du spørge dig selv om, på hvilke områder du ikke ser dig selv.

Når vi respekterer og værdsætter vores forskelligheder, kan vi bruge de spændinger, der kommer til at øge vores bevidsthed, og vi kan skifte konflikter og kampe ud med udvikling og harmoni. Det er Relationsalkymi.

De gamle alkymister har en formel på dette: Solve Et Coagula, som er latin og betyder at adskille, rense og genforene.

Mange par kan have glæde af at bruge denne vise formel i deres parforhold.

De fleste af os har svært ved at adskille os, når vi bliver ramt, uden at gå i drama/vrede eller som offer.

10 minuttersreglen

Nogle gange kan det være svært at vide, hvornår det er en god ide at tage “time out”. Hvornår kan du skelne mellem, hvornår du blev “ramt”, og hvornår din måde at reagere på er et passende udtryk i forhold til situationen?

Som regel kan du regne med, at du falder ned igen efter ca. 10 minutter, når du har reageret balanceret på situationen.

Hvis det er de gamle ubevidste lag, der er ramt, kan du være sikker på, at du let kan bruge

hele dagen – og nogle gange uger, måneder og år. 

Vi kan øve os I at opdage, når vi er ramt, adskille os og tage hånd om os selv, den anden og situationen.

Parforholdet er det mikrokosmos, hvor vi kan træne vores evne til at respektere hinandens forskelligheder, så vi kan blive mere tolerante over for alle de nuancer, vi har som mennesker og kan komme mere i fred med vores omverden – makrokosmos.

Kærlig hilsen Anne Kamille

__________________________

Psykolog Anne Kamille Ahlefeldt
House of Being
Pandehavevej 41
3120 Dronningmølle
Tlf: 25750009
Læs mere på: http://anneahlefeldt.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Når din kæreste forvandler sig til et mor monster. Læs med