Du må ikke forlade mig

Det er kun et barn, der kan blive forladt. I forladtheden ligger en følelse af at være i en situation, man ikke kan magte alene, fordi man som barn stadig er livsafhængig af den voksne. Som voksen kan man forlade sig selv, og det gør vi også ofte ved at overhøre og opgive det, vi mærker og ved dybere inde.

Så når vi bruger forladthed til at beskrive noget, vi oplever eller er bange for sammen med vores partner, er vi tilbage i et gammelt sceneri - og vores partner bliver i det øjeblik forvandlet til vores far eller mor. I det øjeblik begynder vi også at opføre os, som vi har lært sammen med mor og far.

Det betyder, at vi kun ser os selv, og vores smerte bliver lagt over på vores partner, som enten får skylden for smerten eller er den, der skal redde os ud af smerten.

Fra det sted er der ingen gode løsninger. Hvis vores partner siger ja til at være redder, ja til mor-/farrollen, vil det alligevel altid ende samme sted. Det er ligegyldigt, hvor meget kærlighed du får hældt ud over dig, det vil ikke ændre på den smerte- mangeltilstand. du har.

Når så smerten melder sig igen, kommer vreden over for mor og far op. Og så er der igen rolleskift - nu bliver partneren, der før var redder, til den skyldige.

Det skyldes, at vores partner også har opgivet noget af sig selv ved at indgå i denne offer-redderdynamik for at få kærlighed. “Jeg redder dig, så jeg kan få din kærlighed.” Derfor udløser det også vrede, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved redningen. Så kan begge pege fingre ad hinanden: “Det er din skyld.”

Vi tager ikke ansvar for, hvad vi ønsker og har brug for, men drømmer om, at den anden gætter det. Hvis fortiden har været, at barnet har måttet klare sig selv og har været alene med overvældende følelser og tanker, kan der være en stor modstand mod at række ud.

Modstanden viser sig ofte i tanker som: “Det gælder ikke, er ikke ægte, hvis den anden ikke gør det af sig selv." I dette ligger barnets naturlige behov for at “blive læst og mødt af mor”.

Hvis vi tidligt i livet har været nødt til at holde igen og holde sammen på os selv, er der stor sandsynlighed for, at vi også gør det som voksne.

Så første skridt er at opdage, at du er ramt, næste skridt er at opdage det ønske, der er bag ved ramtheden/smerten: "Jeg ville ønske, han ser, hvor ked af det jeg er, og kommer hen og holder om mig."

Hvis det, der før var et hemmeligt ønske, kan blive bevidstgjort, og vi er i stand til at tage os selv i hånden og udtrykke, hvad vi gerne vil have den anden til, så kan du bryde den gamle overlevelsesstrategi.

Og det er paradoksalt nok at give den anden en reel mulighed for at være der med dig. Når du beder om noget fra et voksent sted, giver du noget til relationen. Og når du holder af dig selv, er et nej også ok

- for du ved, at det ikke er et nej til dig.

Når vi siger ja til os selv, føler vi os ikke forladt, afvist af den anden eller omstændighederne. Når vi mere og mere kan acceptere os selv, som vi er, sker der samtidig en accept over for den anden. Når du ikke længere er afhængig af accept udefra, er du fri til at elske andre, som de er.

Anne Kamille Ahlefeldt, 
Autoriseret psykolog, kropsorienteret psykoterapeut

__________________________

Anne Kamille Ahlefeldt
House of Being
Pandehavevej 41
3120 Dronningmølle
Tlf: 25750009
Læs mere på: http://anneahlefeldt.dk/
http://anneahlefeldt.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Forladt - kun et barn kan blive forladt