Du er - den eneste ene
Drømmen om at være den udvalgte, omsluttet af uendelig kærlighed – at være den eneste ene – kender de fleste nok. Og vi ønsker ikke at vågne fra drømmen om at få det hele udefra.
En eftersøgning, der kan føre til mange opdagelser, en del udvikling, men aldrig forener dig med din egen helhed.
På en måde er vi på det rigtige spor – pilen, der peger ud, skal bare vendes 180 grader.
For den eneste ene findes. Godt nok ikke derude, men hjemme i dig selv – det er dig, du længes og søger efter.
Vi søger ofte efter os selv i kærlighedsrelationer, og vi er dygtige som sporhunde til ubevidst at opfange dele af os selv, som vi ikke selv er i kontakt med - hos den anden. Så med andre ord, vi bliver forelsket i en person, der har de kvaliteter på ydersiden, som vi selv har måttet opgive.
Et system, der passer perfekt sammen, og det er skønt så længe, det holder.
Men de fleste kender også det tidspunkt, hvor vi vågner op til en anden virkelighed.
Vores perspektiv er dog ofte stadig på den anden, men nu er den perfekte partner blevet til den forkerte partner.
Partneren, vi før forgudede, er nu en værre idiot – en, man bestemt ikke kan stole på. Fra perfekt til forkert. Vi kan undre os over, hvad der sker - og det er også ret interessant.Hvis vi gerne vil vågne, er første skridt at forstå, at det hele handler om dig - du er hovedpersonen. Næste skridt er at forstå, hvordan noget inden i dig kan skifte fra at være perfekt til at være forkert.
Forklaringen er, at begge tilstande er inden i dig. Forkertheden/skammen eller smerten har at gøre med fortiden Og drømmen om den eneste ene kommer fra barndommens land.
Den perfekte del er din iboende natur - den helhed, du altid har været og altid vil være.
Det smarte er, at når vi er i kontakt med den følelse af helhed indeni, så er der faktisk plads til det hele - også forkertheden. Så kan du være i dig - og pludselig ser du ikke kun dig selv i din partner eller andre. Du bliver i stand til også at se andre, som de er, og lade dem være, der hvor de er. Det er kærlighed - kærligheden er altid fri.
Anne Kamille Ahlefeldt, Psykolog i Nordsjælland
__________________________
Psykolog Anne Kamille Ahlefeldt
House of Being
Pandehavevej 41
3120 Dronningmølle
Tlf: 25750009
Læs mere på: http://anneahlefeldt.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer