Lad os sige, at du har haft en dårlig dag. Du blev uvenner med en kollega, og du føler dig dårligt behandlet. Der er nedskæringer på dit arbejde, og du er bange for at blive fyret. Du bekymrer dig for en af dine nære, som er alvorligt syg, du er træt, måske ved at få influenza og du er i gang med at spise en hel plade chokolade, selvom du er på kur. Følelser af ængstelighed, frustration, utilstrækkelighed og håbløshed hober sig op i dig. Det føles som verdens undergang.

En god ven kommer på besøg. Han kommer ind i rummet, kigger kærligt på dig og siger: ”Jeg kan se, at der er noget galt, du er ked af det, fortæl mig om det”. Du bryder sammen og græder. Ordene strømmer ud af dig. Han nikker og lytter og giver dig plads til at sætte ord på det hele. Han giver udtryk for, at han godt kan forstå din frustration, men han tror ikke på, at verden er ved at gå under. Efter noget tid, er det ikke så slemt mere, i deler resten af chokoladen og griner nu over kuren, der igen gik i vasken. Energien er lettere, stormen er passeret, det er klaret op og en følelse af, at det hele nok skal gå, er genoprettet.

Hvad skete der?

Den fokuserede opmærksomhed, som din ven mødte dig med, skabte en forandring. Fokuseret, accepterende opmærksomhed bevæger energien, og får din indre storm til at bevæge sig hurtigere igennem dig.

Du kan gøre det samme for dig selv.

Når du retter din egen fokuserede, accepterende opmærksomhed mod din egen sårbarhed, kan du skabe samme forandring, lettelse og indre ro.

Mange af os kender godt den positive effekt af at åbne sit hjerte for andre mennesker, og af at møde andre mennesker med venlighed, når de føler sig sårbare. De færreste af os kender dog kraften i at åbne vores hjerter for os selv, når vi selv er sårbare - i at være der for os selv, når vi har brug for det.

Tværtimod har vi en tendens til at møde os selv med hårdhed, når vi er sårbare. Vi siger ofte ”tag dig sammen”, ”sikke noget pjat”, eller noget endnu hårdere til os selv, når vi har det svært.

Der er en scene i den populære amerikanske film ”En flænge i himlen” fra 2014, hvor en teenager er dødeligt syg af kræft. Han bliver først rask, men får så et tilbagefald. I hans reaktion på tilbagefaldet, ser vi at han opløst i gråd siger: ”Jeg hader mig selv”.

Det er en hjerteskærende scene, fordi det er så tydeligt, at han hverken har fortjent eller har brug for had, og fordi den så tydeligt viser vores tendens til at mobbe os selv, når vi er allermest fortvivlede.

Lær at møde din egen sårbarhed med den ømhed og kærlighed, som den fortjener. Hvis ”din ven”, fra eksemplet ovenfor, var kommet ind i rummet og havde ignoreret dine følelser, kastet et blik på dig, var drejet rundt og var gået igen, så havde han ikke kunnet hjælpe dig. Det er dog sådan vi ofte gør overfor os selv. Ignorerer vores svære følelser, fokuserer på noget andet og forsøger at undgå dem. Sådan forlader vi os selv, når vi har allermest brug for opbakning.

Det betyder ikke, at du skal dyrke svære følelser, identificere dig med dem eller drukne i dem. Havde ”din ven” fra eksemplet ovenfor sagt: ”Ja, det er verdens undergang, du er da også helt utilstrækkelig og håbløs”, havde det heller ikke været hjælpsomt. Det der hjælper er, at han bevarer sin tillid til dig og tro på dig og dine ressourcer, selvom du har det svært. På samme måde kan du lære at møde din egen sårbarhed med den tillid, som en god ven har.

Lær at opbygge dig selv med en positiv indre dialog. Det er aldrig for sent at lære. Der er helt konkrete teknikker, du kan bruge i dette møde med dig selv. Teknikkerne er evidensbaserede og hentet fra de nyeste tiltag indenfor kognitiv terapi; mindfulness, medfølelsesfokuseret terapi og ACT.

Kh Psykolog, Camilla Bruun

NB: Læs flere af Camilla's meget populære blogindlæg ved at klikke lige her: Camilla Bruun's blog på Levlykkeligt.dk

Dette blogindlæg blev udvalgt af Magasinet Psykologi