Se kontaktoplysninger og profil for Psykolog i København Camilla Bruun

De fleste af os forlader os selv, når vi har ondt. Vi fokuserer vores opmærksomhed på noget andet, forsøger at ignorere smerte og ubehag, i sær det følelsesmæssige ubehag, og siger til os selv, at vi skal tage os sammen. Måske søger vi kærlig opmærksomhed hos andre.

Men det er vores egen kærlige opmærksomhed, som vi dybest set har brug for. Du kan holde og favne både din krop og dit sind i din opmærksomhed, som ingen anden kan holde og favne dig. Det er sådan uro, frustration og desperation endeligt falder til ro.

Vores største smerte, har ofte ventet hele vores liv, på vores egen kærlige opmærksomhed.

Det tager dog ofte noget tid at lære at give dig selv denne opmærksomhed. Her fortæller mindfulness eksperten Mary O’Malley om sin proces, med at lære at være der for sig selv:

”Forleden havde jeg halsbetændelse. Det lød som om en sværm af frøer var flyttet ind. Det værste var hosten om natten. Når jeg endelig faldt i søvn, vækkede hosten mig igen. Til sidst brød jeg sammen og tog en sovepille. Om morgenen vågnede jeg med tømmermænd fra medicinen og var i et forfærdeligt humør. ”Nu har jeg fået nok, det her er alt for meget for mig”, messede jeg. Jeg hadede mit liv, jeg hadede mig selv, og jeg hadede i hvert fald de her frøer. Det krævede al min selvdisciplin, at sætte mig ned og meditere. Jeg ville allerhelst bare spise og sove – alt andet end at være sammen med ubehaget.

I stedet besluttede jeg at meditere. I starten af meditationen var det som at være fanget i en kugle fuld af støv, under en orkan. Der var et virvar af indtryk. Men jeg ved af erfaring, at når sindet reagerer vildt på den måde, er det fordi der er en følelse, som det ikke vil opleve. Langsomt fandt jeg rytmen i min vejrtrækning, og min nysgerrighed satte ind. ”Hvad oplever jeg? ” spurgte jeg mig selv.

Jeg lagde først mærke til de fysiske sansefornemmelser, min ømme, medtagne hals, oprør i maven på grund af sovemedicinen, og en mørbanket fornemmelse i kroppen, som var jeg blevet kørt over af en lastbil. Jeg navngav hver fornemmelse. Jeg anerkendte hver fornemmelse. Mens jeg navngav og anerkendte fornemmelserne, kunne jeg begynde at bevæge mig ned under dem. Først var der tåget, men langsomt blev jeg i stand til at genkende og navngive desperationen. ”Jeg ønsker at give op” sagde desperationen. ”Jeg kan ikke klare det mere. Jeg kommer aldrig til at føle mig godt tilpas igen” sagde desperationen. Jeg blev sammen med desperationen i noget tid. Man kan som regel ikke holde fokus ret lang tid af gangen, og denne form for meditation udføres aldrig med stor præcision. Opmærksomheden er i denne meditation lidt ligesom solen der danser ind og ud af skyerne. Der er klarhed et øjeblik og så derefter vandrer sindet igen ind i og bliver opslugt af en eller anden historie om desperation. Når jeg så bringer min opmærksomhed tilbage til nuet, tager det lidt tid, før jeg igen kan fokusere på selve følelsen.

Det føltes, som om jeg ikke helt havde mødt det, som var her endnu. Jeg spurgte min krop ”Hvad vil du gerne vise mig? ” Næsten øjeblikkeligt begyndte mit selvhad at vise sig. Det var et urgammelt selvhad, der tror – at når noget er smertefuldt – er det min egen skyld, så har jeg kun mig selv at bebrejde. Jeg blev helt åndeløs ved at opdage dybden og bredden af dette selvhad. Jeg nærmede mig det med nysgerrighed. I det øjeblik, hvor jeg mødte denne side af mig selv, var der noget dybt inde i mig, som gav slip. Boblende op fra dybet af mit væsen kom så denne erklæring: ”Lad venlighed være din respons på smerte”. Hele mit væsen begyndte at blive blødt og glødende. Jeg havde bevæget mig ud af krigen med mig selv og ind i inklusion og medfølelse.

Så gik jeg en tur. En stor frygt, der hører til disse tunge tilstande, er frygten for, at tilstanden vil vare for evigt. Før jeg mediterede, havde mit sind allerede konkluderet, at det ville blive en dårlig dag. Men i stedet blev min gåtur til en tid med forundring og magi. Hvor jeg end så hen, så jeg den vidunderlige, kreative livskraft der manifesterer sig som træer, hunde, mennesker, huse, græs. Mens jeg var fastlåst i kamp og modstand, var det mig i mod resten af verden. Men ved simpelthen at møde mit eget mørke, bevægede jeg mig ind i en oplevelse af forbundenhed og samhørighed med livet”.

- Mary O' Malley

Ovenstående er et oversat uddrag fra Mary O’Malleys bog ”Belonging to life”.

Hvis du vil lære, hvordan du heler smerte og møder dig selv med venlighed, når du har allermest brug for det, kommer Mary O’Malley til Danmark til sommer i juli måned, på smukke Helgenæs ved Århus, og holder et 5 dages retræte.

Læs mere om Mary O'Malleys tilgang her: Kan du stole på livet?

Kærlig hilsen, psykolog Camilla Bruun

__________________________