Psykolog i København Camilla Bruun

Revolutioner dit selvværd

Ny topforskning viser, at mindfulness revolutionerer vores hjerner. Jeg forandrede mit eget selvværd radikalt med mindfulness.

Når jeg kigger i mine dagbøger fra mine teenageår og op gennem mine 20’ere, ser jeg et stort selvforbedringsprojekt, hvor jeg konstant satte mig mål om fx at tabe 10 kg, løbetræne så jeg kunne løbe marathonløb lige som min far, få topkarakterer i skolen, og være en mere positiv, smilende, kærlig og selvsikker udgave af mig selv.

Alt sammen mål, som passede ind i mine forældres opfattelse af, hvad det ville sige at være et godt og succesfuldt menneske, men som også er et udtryk for vores samfundsnormers dominerende fortællinger om, hvad det vil sige at være et vellykket menneske.

De konstante mål i selvforbedringsprojektet, blev sat i håb om at få min fars opmærksomhed, kærlighed og anerkendelse, og i håb om at den indre oplevelse af forkerthed og usikkerhed, ville gå væk, hvis bare jeg opnåede de rigtige ting. 

Både min fars og den kulturelle opskrift på lykken, som jeg tog til mig var: ”Sæt dig et mål og nå det, så bliver du lykkelig, så får du det godt”. Lykken, lå i præstationer, fik jeg at vide.

Jeg præsterede, fik 13-taller, tabte mig, gjorde alt hvad jeg kunne for at være imødekommende og smilende over for andre mennesker, men usikkerheden og følelsen af forkerthed, forsvandt ikke.

Jeg dedikerede mit liv til studiet af lykken. Jeg læste til psykolog og tog et hav af terapeutiske uddannelser og kurser. Jeg havde både gode oplevelser og dårlige oplevelser, succeser og fiaskoer, men først i mine 30’ere skete der et afgørende skift i mit forhold til mig selv.

Jeg skiftede fokus og opdagede kraften i min egen accept. Det var mødet med mindfulness, der åbnede mine øjne. Jeg forstod pludselig, at det ikke gjaldt om at forandre og forbedre mig i jagten på lykken. At det ikke gjaldt om at slippe af med nogle bestemte sider af mig selv, og opdyrke nogle andre. At det ikke gjaldt om at blive god nok til at være lykkelig og god nok til andres accept. Jeg var allerede god nok.

Jeg begyndte at åbne mig for ideen om, at jeg faktisk allerede var god nok – også selvom jeg ofte havde en følelse af ikke at være god nok. Følelsen, forstod jeg, var bare en følelse. Aldrig sandheden om mig.

Jeg begyndte at acceptere mig selv, på godt og ondt, med glæde og smerte, sårbarhed og styrke, og jeg begyndte at forstå at lykken ikke lå et andet sted, i en anden slags krop, i flere toppræstationer, eller en mere selvsikker attitude. Jeg opdagede at lykken lå i at lære at elske mig selv, lige nu, præcis som jeg var.

Mit følelsesliv ændrede sig paradoksalt nok markant i denne periode. Jo mere jeg accepterede mig selv, som jeg var, jo bedre fik jeg det. Accepten skabte større forandring end alle selvforbedringsprojekterne. Jeg gik fra en indre krigstilstand, hvor jeg sloges med mig selv og forsøgte at få bugt med mig selv, så jeg kunne være den bedste udgave af mig selv, til en ny grundtilstand af ro og tryghed i mig selv. En tilstand med rigtig mange øjeblikke af glæde og værdsættelse af livet.

Jeg ser det desuden i min praksis som psykolog igen og igen. Når vi holder inde med at forbedre os selv hele tiden, og lærer at acceptere os selv, som vi er, forbedrer det alt ting.

Snarere end at få følelsen af ikke at være god nok til at gå væk, gælder det om at rette din egen accept og kærlighed mod denne side af dig selv, som ikke føler sig værd at elske. Når du elsker den side af dig, som føler sig uelskelig, finder du trygheden i dig selv.

Mindfulness kan radikalt ændre den måde, vores hjerner fungerer på. Vi bliver bl.a. i langt højere grad, herre over den måde vi oplever verden og os selv på.

Lær hvordan du får et stærkt selvværd, på selvværdskursus i efteråret 2016:

“Udover at du lærer, hvordan du opbygger dit selvværd, bliver der samtidig skabt et helende hjerterum i gruppedynamikken, et opbyggende og nærende rum, hvor du bliver mødt og accepteret, som du er”. Læs mere her: Selvværdskursus

Kh psykolog, Camilla Bruun

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvværd og mindfulness. Læs om den nyeste topforskning.