Psykolog i København Camilla Bruun

Mindfulness - Supermetoden der virker

På forsiden af BT forleden blev mindfulness udnævnt til ”Supermetoden, der virker” på en række psykiske og fysiske vanskeligheder.

Mindfulness indebærer en ny tilgang til smerten i livet, både til den fysiske og til den følelsesmæssige smerte.

Når det kommer til følelseslivet, har de fleste af os lært, at der stort set kun findes to muligheder i forhold til de såkaldte ”negative følelser”: Undertryk dem eller bliv overvældet af dem.

Med mindfulness har vi opdaget en tredje mulighed – vi kan møde dem. Vi kan hele svære følelser og følelsesmæssig smerte ved at møde dem med accept, nysgerrighed og medfølelse. Der findes en helbredende kraft i vores egen fokuserede opmærksomhed og medfølelse.

Overvind ikke din angst

Det betyder bl.a., at vi skal holde op med at bekæmpe vores angst. Vi bruger ofte krigsretorik omkring vanskelige følelser, fx bekæmp eller overvind din angst. Det er ikke krig, der er brug for. Angsten er blot et lille indre forskræmt barn, som har brug for venlighed.

At prøve at slippe af med følelser, virker kun midlertidigt. Vi har mange måder, vi forsøger at slippe af med vanskelige følelser på. Vi dulmer dem med kager eller tobak, prøver at kontrollere dem med positive handlinger og tanker eller vi forsøger at fixe dem med smarte løsninger. Det virker kun midlertidigt, og det skaber ikke den indre ro, som vi længes efter.

Mindfulness bygger på et paradoks

Det som giver indre ro, det som virkelig helbreder følelsesmæssige sår, er at stille dig til rådighed for dem og være der, tilstede, sammen med dem. Vend dig om i mod dem, og vær sammen med dem, i stedet for at blive ved at flygte fra dem. Det gælder ikke om at slippe af med nogle bestemte tanker og følelser, men i stedet om at forbedre dit forhold til dem. Skab et kærligt forhold til dem. Når tanker og følelser får nærvær, kærlighed og accept, bliver set, lyttet til og forstået, falder de til ro, akkurat som dig selv.

Når de bliver behandlet som uønskede gæster, bliver hånet, latterliggjort, bagatelliseret, afvist eller ignoreret, laver de ballade, præcis som du selv vil gøre det, hvis du bliver behandlet sådan. Dine vanskeligste følelser vil blive ved med at dukke op og ”følge efter dig”, indtil du tillader dem en plads i dit hjerte.

Dette er en radikalt anderledes metode, som bygger på et paradoks. Når du virkelig kan give accept til en vanskelig del af dig selv, vil den ikke længere plage dig. Det vi kan give plads og kærlighed til i os selv, mister magten over os. Her finder vi følelsesmæssig frihed.

Eftersom mindfulness er så ny en tilgang til svære følelser, er der dog mange af os, som har brug for assistance fra en psykolog eller terapeut på vejen til at lære at være sammen med følelserne i stedet for at flygte fra dem.

Læs også disse blogs ved at klikke på titlerne herunder:

Helbred dine følelser

Hvad de færreste ved om dårligt humør

Kærlig hilsen

Psykolog, Camilla Bruun

 

 

 

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mindfulness - supermetoden der virker. Læs hvorfor