Psykolog i København Camilla Bruun

Sådan slipper du fri af skammens greb

Skam er et tabu. Vi skammer os over at skamme os. Men vi føler alle sammen skam. ”Jo mere vi benægter, at vi føler skam, jo mere skam gemmer vi på”, siger sociolog og forsker i skam Brené Brown.

Når vi ikke taler åbent om skammen, handler det bl.a. om, at følelsen skam indebærer trangen til at skjule os, trangen til at ”krybe i et musehul”, hvilket i sig selv gør det svært at stå frem med følelsen og være åben omkring den.

Men skam er fællesmenneskeligt, og vi skammer os over mange ting. Over sider vi har, som vi synes, vi ikke burde have, eller over ting vi har gjort, som vi ikke synes, vi burde have gjort. Vi kan skamme os over de følelser vi har, som vi har lært er forkerte, eller adfærd vi har, som vi ikke kan slippe af med. Vi kan føle skam over vores udseende, vores livsstilsvaner, vores vennekreds, vores partner eller børn eller mangel på partner og børn. Vi kan føle skam over vores status, vores job eller uddannelse eller mangel på samme, over vores fortid, over oplevelser vi har haft, eller over valg vi har truffet.

Fælles for det, vi skammer os over, er ideen om, at vi ikke lever op til idealerne, op til hvad det vil sige at være rigtig, god nok, som menneske. Skammen handler om vores værdi som menneske, og derfor er følelsen så smertefuld. Den sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet er værdifulde som mennesker.   

Du skal vide, at skammen aldrig siger sandheden om dig som menneske. Du er uendeligt værdifuld, bare fordi du ER.

Det kan dog være svært at holde fast i denne viden, når skammen overvælder os. Det bedste du kan gøre er at anerkende, at nu er skammen "på besøg". ”Kald trolden ved dens navn”. Anerkend, at det også bare er en følelse, og at det er fællesmenneskeligt at føle skam. Det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Du er ikke alene, og du er ikke forkert. Mindfulness er desuden en god metode til at vriste dig fri af skammens greb, holde op med at skamme dig over at skamme dig, og lære at lade følelsen passere igennem dig, som en sky på himlen.

Det hjælper også at minde dig selv om din værdi som menneske, om at du fortjener accept og kærlighed, som du er, på godt og ondt, med dine styrker og svagheder, din glæde og din smerte. Du fortjener at acceptere dig selv, som du er, også med dine ”grimme sider”.

En tekst som minder os om dette, er forfatter Jeff Fosters tekst om ubetinget kærlighed:

”Du siger, at du elsker mig, du siger, at jeg betyder noget, du siger mange ting. Men ord er så lette at sige og jeg fortjener den kærlighed, der bygger galakser.

Hvis du kunne se mine åbne sår, hvis du kunne se mine mørke sider, hvis du kendte mine hemmeligheder. Hvis du kunne se mine fantasier, mine mærkelige tanker, de impulser jeg ikke har kunnet slette. De ubehagelige følelser jeg prøver at skjule. De desperate længsler, de tomme følelser der stadig er her.

Det brændende raseri. Den tyngende sorg.

Hvis du vidste hvad jeg gemmer i mit hjerte – de ting jeg ikke kan sige. Hvis du så rynkerne, pigmenteringen, knuderne og læsionerne, pletterne og sårene. Gevæksterne, uperfekthederne, de tilfældige hår. De væsker som jeg ikke kan kontrollere, sekretionerne, lugtene, rædslerne der kommer om natten.

Hvis du så mig nøgen, rystende, blottet, uden mit image, min make up, mine cremer og sprays, min facade, min laden som om, mine forsvar, mine barrierer og mure. Uden at jeg gemte mig, uden spil, uden masker, uden persona, uden nogen rolle at spille og intet at miste.

Hvis du så det hele, råt, ucensureret, ukontrolleret.

Ville du så stadig elske mig – ville dit hjerte åbne sig?

Ville du se grimhed eller ville du se et kunstværk? Et sårbart hjerte, der længes efter at blive mødt. Perfekt i min uperfekthed.

Du siger du elsker mig, du siger, jeg er vigtig. Men ord er så lette at sige og jeg fortjener den kærlighed, der bygger galaxer.” – Jeff Foster.

Teksten handler om den ubetingede kærlighed, som vi fortjener fra andre, men som vi også kan lære at give til os selv. Teksten er oversat fra engelsk, fra Jeff Fosters side: LifeWithoutACentre

Vi har alle sammen en masse sider, som vi dømmer som uværdige, ikke gode nok, som vi skjuler og tror at andre vil dømme. Det bremser os i at acceptere og elske os selv, præcis som vi er. Men hvad nu, hvis du er blændende smuk, som du er? Med din skam, med din følelse af ikke at være værdig, med alle de sider, følelser og tanker, oplevelser og adfærd, som du gerne ville ændre. Du er smuk og værdig, også når du ikke selv kan se det, også med din skam. Skammen er blot en side, blot en menneskelig følelse. Den siger aldrig sandheden om dig.

Kh psykolog, Camilla Bruun

Læs mere om skam og selvværd her: Er du god nok?

 

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Skam - slip fri af skammens greb med mindfulness. Læs mere