Parterapeut og Psykoterapeut Ann Dalum

Sex og Kærlighed - den nyeste forskning afliver 3 myter

Myte nr. 1: Kærligheden er et mysterium

Nope, not anymore!

Det er en udtalt myte verden over, at romantisk kærlighed er en flyvsk og mystisk kraft, vi ikke har indflydelse på eller kan forandre. I litteraturen, poesien og musikken beskrives kærligheden som en nærmest overnaturlig tilstand, vi fanges ind af og ikke har nogen medbestemmelse over overhovedet.

Det passer ikke … Vi har fundet opskriften på kærlighed.

Vi ved nu, hvad kærlighed består af, hvorfor kærlighed er vigtig, og hvad der skal til for at bevare den. Kærlighed giver mening og er mulig at modellere.

Det er gode nyheder for alle par i knibe.

Jeg har lige været på seminar med Sue Johnson, som er førende inden for forskning i parterapi og skaberen af emotionsfokuseret parterapi (EFT). Emotionsfokuseret parterapi indtager i disse år hele verden med sine opsigtsvækkende resultater og fejer vores hidtidige forestillinger om romantisk kærlighed af bordet. Emotionsfokuseret parterapi er baseret på forskning om kærlighed funderet i tilknytningsteorierne og den nyeste hjerneforskning.

Sue Johnson og hendes forskerenhed satte sig for at finde ud af, om de kærlige, positive kvaliteter, som nogle par tydeligvis havde, kunne tillæres.

Man ville vide, om det var muligt at kortlægge, hvad det præcis er, der gør, at nogle parforhold er udviklende gennem hele livet, stabile og trygge. Alle mulige hverdagssituationer er gennem årene  blev monitoreret og undersøgt. Emotionsfokuseret parterapi hviler på den mest underbyggede forskning, der findes om kærlighed og parforhold i det 21. århundrede. Disse utallige undersøgelser af parforholdet har givet os et godt billede af, hvad kærlighed er - og det er ikke flyvsk og mystisk!

 

Myte nr 2: Kærlighed kan vi fravælge

Jeg kan da klare mig selv og har ikke brug for andre”.  

Særligt i den vestlige verden er det, som om vi har sygeliggjort det at være afhængige af hinanden. Vi er lullet ind i den forestilling om, at individet og det at kunne være alene er idealet, at jeg, mig og mit er vigtigere end fællesskabet.

Nonsens, siger Sue Johnson. Vores biologi fortæller os noget andet. Vi har lige så meget brug for tæt forbindelse til andre, som vi har brug for ilt. Vi er født ind i afhængighed, og vores overlevelse afhænger af kærlige personer omkring os, ikke blot i barndommen, men hele livet igennem.

Det at skabe emotionel forbindelse til hinanden er dybt forankret i os. Når det lille barn kalder, og ingen kommer, er det rædselsvækkende på liv og død-niveau. Følelsesmæssig kontakt og omsorg er altså fundamental for vores fysiske og psykiske overlevelse.

Den nyeste forskning viser, at i romantisk kærlighed er der det samme behov for følelsesmæssig forbundethed, som det lille barn har, bare i en “voksenudgave”. Vores behov for kontakt til andre er fundamentalt, fordi vi er pattedyr, og afhængighed af hinanden er kodet ind i vores overlevelsesinstinkt - også som voksne.

Når par i krise kommer i emotionsfokuseret parterapi, og deres vrede og lukkethed stiger til uanede højder, handler det i alle mulige versioner om, at de, som det lille barn, der rækker ud og ikke bliver hørt, kommer ind i en angstfyldt overlevelsesreaktion. At miste tryg og kærlig kontakt med få andre, som vi elsker, er kodet ind som et faresignal, og vores overlevelsessystem tager over. Parrene spørger alle sammen (eller råber) på alle mulige og umulige måder: Er du der for mig? Responderer du, når jeg har brug for dig? Har jeg betydning for dig?” Så nej, vi er ikke grundlæggende skabt til isolation. Vi kan som voksne godt overleve det at være alene, men det er ikke nødvendigvis hverken godt eller sundt for os.

 

Myte nr. 3: Et fast parforhold giver kedelig sex

Sex er af åbenlyse grunde en vigtig del af vores arts overlevelse. Og man kunne godt få lidt lyst til at gabe allerede her. I den tid, vi lever i, ligger der dog en forestilling om, at når forelskelsen falder, og lidenskaben ebber ud, så er det uundgåeligt, at sexlivet bliver gråt og langsomt går i stå. At åbne forhold og fri og uforpligtende sex er comme il faut” i dagens Danmark. Men sex er ikke bare videreførelse af gener, jagten på forløsning og et mål i sig selv. Forskningen peger paradoksalt nok på, at de fleste mennesker grundlæggende længes efter dyb og nær kontakt med en særligt betydningsfuld partner.

De undersøgelser, emotionsfokuseret parterapi hviler på, viser, at et tilfredsstillende sexliv er vigtigt, men ikke afgørende for et lykkeligt parforhold. At længerevarende monogame parforhold scorer højere i spørgsmål om tilfredsstillende sexliv. At lykkelige par kun giver sexlivet 15-20 % af æren for det gode parforhold, altså at sex er en af mange goder i parforholdet, der giver tilfredsstillelse.

Så hvorfor får sexlivet så often skylden for miseren? Fordi sexlivet er det første, der ryger, når parforholdet bliver svært. Seksualitet er tilknytningsadfærd. Er du usikker på den følelsesmæssige kontakt med din partner, rejser tvivlen sig, om hvorvidt den anden nu er der for dig, og det kan blive svært at åbne op og være hengiven. Hvorimod hvis du er tryg og følelsesmæssigt forbundet med din partner, kan du slappe af, lege med erotikken, tune ind og mærke din egen lyst.

 

Pas godt på Kærligheden

Ann Dalum

 

 

 

__________________________

Pas godt på kærligheden
Bedste hilsner
Par- og psykoterapeut
Ann Dalum
http://www.anndalum.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sex og Kærlighed - læs om den nyeste forskning. Læs mere