At være et voksent barn

Når du kommer fra familier der er dysfunktionelle i større eller mindre grad. Hvor den mandlige omsorgsgiver var utilgængelig fordi han arbejdede for meget eller drak for meget, hvordan kvindelige omsorgsgiver var utilgængelig fordi hun var syg, medafhængig eller holdt sig selv nede med frygt. 

Som søgte vi at spejle os i de voksne rollemodeller, men overskuddet var minimalt og der bliver ikke plads til vores følelser. Det gav en indre splittelse og skam. Ofte er der særlige kendetegn 

Du vil ofte have lavt selvværd og dømmer dig selv og andre meget hårdt.

Du har problemer med nære relationer.

Du tilsidesætter egne behov.

Du søger konstant efter anerkendelse fra andre mennesker.

Du kan opleve ensomhed og isolation.

Du kan udvikle stress, angst og depression - og ultimativt udbrændthed.

Du har svært ved at strukturere din dagligdag og dit liv i det hele taget.

Du har måske vanskeligt ved at gennemføre en uddannelse eller svært ved at indpasse dig på en arbejdsplads.

Du udvikler afhængighedssymptomer.

Du har behov for at kontrollere i forskellige sammenhænge.

Du søger måske ind i kærlighedsforhold med afhængige mennesker.

Du synes, at det er svært at få livet til at fungere.

Mønstre jeg selv har haft med -bevidst og ubedvist.

Jeg blev delt op i to, den del der er god nok og den af mig der aldrig måtte være sig selv.

Den del jeg i mange år har fortrængt.

Jeg blev engang rost for bare at være mig selv og brød grædende sammen. Jeg viste det ikke hvad det indebar. Jeg satte en ære i at være det andre mennesker forventede.

Jeg har oplevet, at alt hvad jeg var er tillært. Jeg tog en facade på, et mønster jeg har mestret til et rent 12 tal

Jeg har ofte måtte spille en bestemt rolle for at sikre familiens stabilitet – det var det hvad der nu måtte være brug for, typiske  roller der gjorde jeg kunne eksistere , men også en måde at fornægte hvem jeg var og ikke mindst min familie.

Den rolle tog jeg ubevist med mig ind i voksenlivet – i mit  arbejde, i mine parforhold – også selvom den ikke længere er er nødvendig for min overlevelse, men er gået hen og blevet skadelig for mig. Jeg lod mig ofte rive med af min impulsive følelser når glasset var fyldt om, men jeg havde aldrig lært at sætte ord på følelser. Min impulsivitet ført til forvirring, selvforagt og tab af kontrol. Det førte med sig, at jeg ofte fortrøde og kunne så bruge store mængder af energi på at rydde op efter mig.

Jeg byggede mit liv på en løgn. Benægtede, fandt forhold hvor jeg blev medafhæng, kunne bevare kontrollen og sårede ubevist mennsker jeg holdt at. I min verden skulle jeg beviser eller kæmpe for nærvær og kærlighed.

Jeg var/er et voksent barn.

Som barn er vores overlevelse 100% afhængig af de voksne, og ubevidst er det meget klart for os. Derfor finder vi meget hurtigt – allerede fra vi er få måneder gamle – ud af hvordan vi skal være for at overleve i den her familie, og det gør vi så troligt. Men selv når overlevelsen er sikret og vi er flyttet hjemmefra og vi kan klare os selv, fortsætter overlevelsesmekanismen – indtil vi foretager et bevidst valg om at stoppe det.

 

Følgerne af min opvækst er mange.  Jeg blev selvskadende, spiseforstyrret, arbejdsnarkoman og udviklede et selvdestruktiv selvbillede.

 

 At nå til erkendelsen af, at jeg måtte tage livet i egen hånd, og slippe tanken om, at andre bare skylden for mine fortsatte destruktive handlinger. Acceptere fortiden og træde ud af offerrollen. Ingen andre ind mig selv kunne ændre det mønster. Indsigten var det første skridt og med den kom sorgen.

Jeg har grædt som aldrig før. Et lille barns tåre, mærket magtesløsheden og ensomheden i erkendelse af at måtte smide kontrollen.

En øvelse der har hjulpet mig meget er, at visualiser mit hjerte. Dybt i hjertet ligger der et lille frø. Frøet blivet til den smukkeste blomst og mine tåre er vandet der får frøet til at vokse.

Jeg ser mine mønster som min sociale arv. Mønstrene er ubevidste og følger usynligt mennesket fra opvæksten, op igennem livet og bliver uforvarende givet videre generation efter generation. Derfor brydes den sociale arv ikke, fordi man får uddannelse eller arbejde - den brydes først, når man tør vedkende sig sin smerte og tør mærke sine autentiske følelser.

Men at være et voksent barn har også positive sider som at være utrolig kærlig, loyal, de giver ofte mere en nogen anden gruppe mennesker.

At kunne skabe balance i alle delene gøre os til hele mennesker, der kan slippe angsten, frygten og pleaser rollen. At livet ikke bare skal overleves, men leves.

Bryd tabuet og vis du er en mønsterbryder.

Bettina, coach

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lavt selvværd, angst og depression var virkninger fra min dysfunktionelle familie. Læs på Levlykkeligt.dk