Brevet der aldrig blev sendt

Anonym

Når jeg arbejder med personlig udvikling både for mig selv og mine klienter, har jeg ofte brugt at skrive mine tanker ned. Det giver luft og tankerne fylder mindre og mindre. Når jeg er færdig har jeg brændt teksten af, læst den højt eller gemt den alt efter hvordan omstændighederne er/har været. En proces der stadig hjælper mig. Jeg vil gerne dele et eksempel med Jer. Vejen kan være lang, men aldrig uden formål.

Brevet der aldrig blev sendt.

Kære mormor og bedstefar

Jeg er nu kommet til et sted i mit liv, hvor alting gøre ondt. Hvor jeg mærke konsekvenserne af min opvækst i alle celler. Hvor tankerne tager overhånd, danner en lille storm der i løbet af kort tid bliver til en tropisk orkan.

Jeg føler, at angsten og ensomheden fra den lille pige der blev gjort fortræd på både krop og sjæl æder sig ind i mit hjerte.

I havde de bedste intentioner, men de mange tæsk, det fysiske og psykiske misbrug har givet dybe ar, der ved den mindste berøring springer op til et blødende sår.

At være den voksne i familien som 7 årig, være den der tog ansvar, være den der trøstede når I ikke formåede at rumme Jer selv og Jeres følelser. Den der hentede bedstefar når lønnen var drukket op. Den der tog ansvar for mormor, når de indre dæmoner endnu engang tog over og hun forsøgte selvmord.

At lægge låg på min egen smerte og følelser for at dække Jeres behov, for at kunne overleve i en verden hvor kærlighed var noget jeg læste om i eventyrerne.

Ikke at måtte danne relationer, for det var konkurrenter til mormors behov.

Altid at få at vide jeg ikke var god nok, at jeg skulle være en dreng og jeg nok var bedst tjent med at blive sendt på børnehjem.

Ofte drømte jeg om, at en engle kom og tog mig med hjem. At jeg måtte komme væk fra denne verden.

Den ene gang efter den anden blev jeg udsat for jeres overgreb. Intet barn fortjener dette og på trods af dette elskede jeg Jer ubetinget. Jeg var blevet gjort så følelsesmæssigt afhængig , at angsten for at bliv afvist, for gang på gang at vise jeg var god nok blev drivkraften i mit liv. At der trods alt også var en plads til mig.

Jeg blev den lille pige, der gjorde alt for at være til behag i hjemmet og i verden var jeg drengen der kunne klare alt for at få andres respekt. Nogen måtte jo elske mig, men ensomheden var enorm.

Jeg skabt min egen verden, hvor jeg var det barn der var ønsket og elsket. Ikke at jeg faktisk var i en verden hvor løfter og aftaler bare var tomme ord uden handling.

I dag prøver jeg at navigere rundt i en verden hvor jeg faktisk bare skal være mig selv, men hvor jeg gang på gang lader mig fange i tanker og mønstre jeg har fået med.

At jeg skal gøre mig fortjent til at blive elsket, at jeg ikke er god nok og nok aldrig bliver det.

Tanker der dræner og fylder. En proces jeg nu har arbejdet med i 7 år, fordi jeg dybt inde ved jeg fortjener et andet liv end det jeg fik i dåbsgave, men hold fast hvor sidder det fast.

At skulle redefinere det jeg har lært og set. At skulle skrælle lag på lag af , og stadigvæk bevare troen på livet og kærligheden. At kunne møde verden med tillid og åbenhed, og bare være essensen af mig,er det eventyr jeg drømt om som barn.

Men når jeg åbner for mine inderste følelser agere jeg ofte som et rådyr på spring, der er klar til at tage flugten ved den mindste gren der knækker.

At jeg ikke skal yde, kæmpe og tage ansvar for at blive elsket.

Af den årsag har jeg i mange år ikke lukket andre mennesker helt ind i mit hjerte, så kunne aret ikke springe op. Men at jeg ikke længere kan leve bag den facade og ikke længere kan lægge låg på mine følelser.

Kærligst
Bettina Pedersen, Coach