Sådan kommer du godt i gang med 2015 - 10 konkrete råd

En mørk måned

For lidt over en uge siden vendte vi kalenderbladene. Det er en chance for en ny start, men for mange er januar ikke nogen morsom måned. Vejret er koldt og mørkt, der er en masse regninger, der skal betales, og måske er man fysisk og psykisk træt efter mange arrangementer, megen mad og en overdosis familie i julen. Nytårsfortsætterne er måske allerede ved at løbe af sporet, og der er mange måneders arbejde forude, inden sommerlyset er tilbage.

Det kan jeg alt sammen genkende, men januar er også en chance for at viske tavlen ren, og jeg synes, at man mærker det næsten fysisk, her hvor man har båret julepynten ud og sat det visne juletræ til storskrald. Fladerne er blanke, og man kan gå i gang med noget nyt, om det er i sit arbejdsliv eller derhjemme. Det giver liv.

Lad din årsevaluering være udgangspunktet for det nye

Hvordan sikrer man sig så, at man får succes med det nye, uanset om det er et nyt projekt på arbejdet, et nytårsfortsæt om at komme i bedre form eller at realisere sin drøm om at udfolde et kreativt projekt? Selv tror jeg ikke så meget på nytårsfortsætter. De er for firkantede og alligevel for nemme at slippe udenom. Der skal ikke ret meget til, et par travle dage på arbejdet eller tre dages januarinfluenza, så er de faldet fra. Derimod tror jeg rigtig meget på retning, prioriteringer og vaner. Får man disse tre ting på plads, har man gode forudsætninger for at komme godt i gang med 2015.  

For selv at få en retning og få styr på mine prioriteter i det nye år, laver jeg altid en årsevaluering, som jeg skriver i en notesbog. Den er inspireret af den amerikanske forfatter Chris Guillebeau, og den går dybest set ud på, at jeg på en række vigtige områder i mit liv – både private og professionelle – stiller spørgsmålet om, hvad der gik godt, og hvad der gik skidt i 2014, og hvad mine målsætninger på det enkelte område er i 2015. På den måde får jeg en klar retning, der efterfølgende gør det nemt at prioritere. For mig viste min årsevaluering, at det vigtigste for mig i 2015 på det private område bliver at være nærværende og støtte mine børn bedre i forhold til at udvikle deres modenhed og selvhjulpenhed, og på det professionelle område at skrive en ny bog. Det er da både retning og prioritering, der er til at forstå.

10 nemme råd

Uanset om din fokus mest er professionel eller privat, anbefaler jeg dig helt vildt at lave en sådan årsevaluering, og den er den første af disse 10 gode ideer til at komme i gang med det nye år.

  1. Lav din egen årsevaluering.
  2. Omsæt din årsevaluering til klare mål, omformulér dem til spørgsmål (fx hvilken enkeltstående ting kan jeg gøre hver dag for at komme i bedre form?) og brug spørgsmålet til at udvikle en vane.
  3. Benyt anledningen til at rydde op og få skabt overskuelighed i dit hjem. Det giver frihed til det vigtige. Få gode, konkrete og billige tips her.
  4. Start året med en internetkur! Eksperimentér med at være offline i 24 timer, fx i den kommende weekend.
  5. Dyrk stilheden. Der er noget rent over de første dage i det nye år. Kan du slukke for fjernsyn, radio, din iPod og din telefon?
  6. Der er også stille i naturen i januar. Gå ud og mærk hvordan dyr og planter er i en dvaletilstand. Det giver dig ro.
  7. Stil dig selv spørgsmålet: Hvad er det vigtigste, jeg vil opnå i mit arbejdsliv i 2015? Skriv dit svar ned.
  8. Og på samme måde: Hvad er det vigtigste, du vil opnå i dit privatliv? Hvad vil du konkret gøre for at få det mål til at gå i opfyldelse? Skriv det ned.
  9. Benyt anledningen til at tænke over dine relationer, både på arbejdet og i øvrigt. Er der mennesker, som inspirerer dig, og som gør dig glad at være sammen med? Og på samme måde, er der mennesker i dine omgivelser, som suger energien ud af dig, og gør dig negativ? Gør det til et mål i 2015 at prioritere mere tid sammen med den første type mennesker og mindre tid med den anden – også selv om det kan gøre ondt.
  10. Begynd i januar at planlægge din sommerferie. Det giver opmuntring i den mørke tid, og du får som regel mere for pengene, hvis du planlægger i god tid. Her kan du få flere gode råd til en god ferie.

Jeg håber, at du kan og vil bruge rådene. Jeg følger dem selv, og de hjælper mig. Vil du have flere råd, så besøg min hjemmeside eller læs bogen "Om at leve - 20 skridt til mere overskud og mindre stress".

Rigtig godt nytår!

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Evaluering - kom godt i gang med 2015.10 konkrete råd til årsevaluering