Vi siger, at der findes ventetid, i venteværelset hos lægen, i køen i Netto, i forårslængslen og i den rastløse venten på, at andre træffer beslutninger på vores vegne. Ventetid er en uvelkommen gæst i et samfund, hvor effektivitet er pejlemærket.
For de fleste af os opleves ventetid som spildt liv. Det vækker, med rette, angsten for det ulevede liv. Ventetiden er en mangeltilstand, hvor vi uforløst higer efter at blive forløst i et fremtidigt nu. Men måske ligger der en mulighed i ventetiden, en mulighed for, at vi bliver bevidste om, hvad vi dybest set gerne vil bruge vores tid til? Hvis du er en af dem der siger, at du mangler tid, så er ventetiden en mulighed. Stop op et øjeblik. Hvad vil du bruge din tid til?
Vi behøver ikke at være et offer for ventetiden, for vi kan finde og skabe livsfylde imens vi ”venter”. Ventetiden kan bruges til at trække vejret dybt og lade op. Ventetiden kan bruges til at nyde livet med taknemmelighed. Ventetiden kan bruges til, at vi bidrager med vores friskhed og glæde og til at sætte vores talenter i spil. En sådan tilgang til livet finder man i mindfulness praksissen, hvor vi stopper op, mærker åndedrættet og accepterer det nuværende øjeblik med venlighed. Dette gør ventetid til en generøs værensfylde.
Så hils ventetiden velkommen, for den findes slet ikke, når man spørger sig selv, hvad kan jeg bidrage med lige nu? Mangeltilstand bliver til generøs værensfylde, når vi praktiserer mindfulness.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer