Hvid Sorg - sorgen uden ansigt

Anonym

Hvid sorg kan bedst forstås og karakteriseres som en tomhedsfølelse, en følelse af sorgfuldhed uden ansigt og væsen - uden en egentlig og synlig grund. 

Den kan være til stede som en følelse af tristhed, nedtrykthed - som en følelse af at have "hvide" dage - tomme, triste, farveløse dage, hvor du føler dig nedtrykt og "blå" - uden helt at vide hvorfor, eller som en gennemgående grundlæggende melankolsk stemning. 

En grundlæggende melankolsk stemning, der kan få dig til at fristes til at tro, du nærmest er melankolsk eller depressiv anlagt, eller få dig til at frygte, at du netop er ved at få en depression. 

Hvid sorg kan få dig til at tro, at du ER sorgen selv - at sorgfuldheden, nedtryktheden og tristheden er en del af din identitet - eller at der tale om en igangværende depression, der skal og bør behandles med lykkepiller - snarere end en oplevet grundstemning.

Hvid sorg kan på den måde altså udmønte sig som en manglende forståelse for, hvem du egentlig er - når tristheden og sorgfuldheden sætter ind og tager over. 

Hvid sorg opstår når det omnipotente [det "almægtige"] barn med sin umiddelbare væren føler, at det kan gøre alle - inklusiv sin far og sin mor - glade – og, at det af forskellige grunde bare ikke lykkes. 

HVORFOR ER FAR OG MOR IKKE GLADE NÅR DE HAR MIG?

Barnet forstår simpelthen ikke, hvorfor far/mor ikke er glad, når far/mor har "mig" - barnet. 

Mennesker, der er bærere af hvid sorg har typisk haft en forælder, der er psykisk syg, misbruger, alkoholiker, eller eksempelvis en meget ulykkelig mor eller far - en forælder der har været fraværende omkring barnets behov, og derfor ikke har set, mødt og imødekommet barnets psykologiske behov for nærvær, for at blive mødt omsorgsfuldt, at blive mødt aldersvarende, kærligt, varmt og venligt og med en voksen forælders ansvarsfølelse for relationen og en forståelse for barnets psykiske behov.

Derfor kan det ofte være svært for bærere af hvid sorg at forholde sig til nærvær, nærhed og inderlighed, fordi det netop er uvante følelser – hvilket især giver problemer i forhold til kærlighedsforhold og parforhold.

Det bliver svært at føle glæden, tilliden og troen på livet - fordi det netop ikke er en indlært følelse og dermed svært at mestre parforholdet.

AT TURDE LIVET

Det føles svært, at turde livet og kærligheden med alt, hvad det indebærer af muligheder, riscisi, positive og negative forventninger.

Et svigt, fravær af nærvær, en oplevelse af manglende imødekommelse af dét, der rent faktisk var til stede bliver nærmet per automatik erstattet med de idealer og forestillingsbilleder – idéer om det perfekte liv, den perfekte partner m.m. - som man som sorgbærer ubevidst har sat op på en pidestal for at søge, at undgå den smertelige gentagelse af sorgfuldheden. På den måde skaber sindet - med fantasien, ideal- og forestillingsbillederne - afstand til sorgen og smerten, hvilket paradoksalt nok bliver en afstand til livet selv.

Det bliver derfor svært at overgive sig til livet, lykken og mulighederne og måske endda til den dybe forelskelse - fordi det netop er en indlært følelse, at glæden og lykken er for risikofyldt og ikke "langtidsholdbar". Som sorgbærer af hvid sorg vælger man ubevidst ofte resignation som stødpude eller buffer mod den hengemte sorfuldhed. Et typisk handlemønster er resignation i relationerne og i parforholdet eller man resignerer sig måske ud af forholdet.

Ulykken, der altid er en følgesvend til kærligheden/lykken - om det så først er den dag, man mister sin partner efter mange år - er for velkendt.

Ulykken lurer altid, og er med ombord - omend det er på det førbevidste/ubevidste plan.

På den måde kan man som sorgbærer gå rundt som en "levende død", når det kommer til at kunne mestre de muligheder, der åbner sig, samt turde gribe troen, håbet og tilliden til, at det gode også finder sin vej til mig og udfolder sig i livet.

Mennesker, der er bærere af hvid sorg er ofte ikke opmærksomme på fænomenet før jeg møder dem i min praksis og brikkerne til puslespillet og selvforståelsen pludselig falder på plads.

Generelt er vi som behandlere sjældent opmærksomme på at opfange og forstå hvid sorg hos hverken børn, unge eller voksne.

Sort sorg - den eksistentielle sorg - som er konkret, navngivne kriser eller traumer over direkte tab – f. eks. skilsmisse, dødsfald, livstruende diagnoser el. lignende - forstår vi, da de er åbenbare og synlige og ofte har fundet sted i en nær fortid.

Sort sorg - eller eksistentiel sorg - finder derfor naturligt sin plads i behandlingsrummet, hvorimod hvid sorg bliver den oversete og hengemte sorg, der lagres i sindet som en dyb og tilsyneladende ubegrundet sorg, der udmønter sig angst for selve tilstedeværelsen i livet; for at tage chancer, for at turde håbe, le, grine og elske og dermed turde miste.

HVER DAG ER EN NY CHANCE FOR AT GRIBE LIVET

Det er min erfaring, at bærere af hvid sorg kan profitere af nærværstræning - og nå til en accept af dét, der var, og det der netop ikke var – det, man så inderligt ønskede sig, men ikke fik med sig fra sin far eller mor. At få mødt og beabejdet den hvide sorg, at få givet slip på smerten og fortrængningerne samt erkendelsen i, at et dagligt tilvalg af nærvær er centralt for, at kunne slippe sorgen.

Sorgbearbejdelsen udmønter sig ofte i en nuanceret oplevelse af det egentlige problem - og det åbenbarer sig ofte for den enkelte, at den hvide sorg netop var det filter, der stod imellem personen, og dennes evne til at mestre livet og gribe lykken - og ikke en uforløselig del af selve personens indentitet.

Kærlig hilsen

Britt Camille

Psykiater Finn Skårderud skriver i år 2000 første gang om begrebet hvid sorg. Denne artikel er en videre behandling af begrebet hvid sorg som fænomen med udgangspunkt i empiri fra min daglige praksis.

__________________________