Er du narkoman efter gode følelser

Følelses narkoman - hvad betyder det ?!?

I vores kultur er mange af os blevet følelsesjunkies. Det er ligesom blevet meget afgørende hvordan vi har det. Vi arbejder med at få gode og dejlige følelser. Med at have det rart.

Det kan man godt kalde at være en følelsesjunkie. Det at ens liv afhænger af hvordan man har det – eller nærmere at sådan som det føles, er meget vigtigt.

"Jeg definerer mit liv udfra den følelse jeg har".

"Når det føles godt og føles rart er jeg på en måde mere mig selv. Og når det føles ubehageligt er der ligesom noget galt".

Særligt i den "spirituelle, selvudviklings kultur" er der hos mange et stort fokus på at undgå ubehagelige følelser og arbejde på at få behagelige og rare følelser. Være positiv, tænke positive tanker, forestille sig man er en succes osv.

Det er klart dejligt at opleve glæde og succes, selvfølgelig.

Men problemet med dette arbejde er bare at følelserne altid ændrer sig. At du ikke kan holde på dem og styre dem. Du kan selvfølgelig gøre meget - men du kan ikke opnå en varig teknik til at få det vi kalder gode følelser. Ikke i sidste ende. De ændrer sig med garanti. Og i denne følelses junkie verden er det især her mange mennesker i vores tid kæmper. Kæmper en kamp for at finde frem til en metode til at få dejlige følelser og dejlige oplevelser.

Men du kan måske glemme det fokus lidt, bare et øjeblik hvis du vil? Lade det være. Hele definitionen på hvad en følelse egentligt er.

Måske det er energi – noget der sker i din krop. En forbigående rus.

Ikke at følelser er ligegyldige. Men mere, at der er en åbning, i enhver følelse. Noget der er dybere – hvis du giver dig selv lov til at opleve enhver følelse som du har, fuldt ud. Uden forklariingen på hvorfor den er der, eller hvem der har skylden.

Simpelthen give slip - ind i, og ned i, og hen i følelsen.

Undersøge hvad der er HER samtidig med den dårlige følelse, samtidig med vreden, sorgen, osv. Hvad er der HER, bag den? Mens den er her. Gå ind i den.  På en opdagelse om hvem du i virkeligheden er. Hvis du ikke skal væk fra eller håndtere noget?

Du kan måske tro du bliver ædt op – at angsten vil fortære dig? At frygten får overtaget, så du mister dig selv. At du ikke kan samle dig selv op, bagefter.

Tænke at hvis du møder det hele – så ikke kan tage ansvar for noget.

Men det kan du!

Det er dog din egen rejse. Ind i dig selv. Ingen kan gøre det for dig. 

Hvad er det, der ikke forsvinder? Hvad er det, der altid er her?

Det er spørgsmål du altid kan stille dig selv. Som en undersøgelse.

Der er IKKE et resigneret given slip jeg taler om. Det er IKKE at give op i en slags håbløshed eller i en tilstand af ligegyldighed og tristhed. Men det er at slippe din søgen efter ”det behagelige” et sted.

Bare et øjeblik stoppe din higen efter at ”noget” kan give dig det.  I det ”stop” som er et aktivt og bevidst stop. Der kan du undersøge hvad der er her – NU. Du kan se og opdage hvad der faktisk er her allerede. Før enhver følelse og efter enhver følelse. 

Men hvis det afgørende er hvordan du har det, vil du aldrig opdage dette. Så vil du blive ved og ved med at skulle håndtere og forstå hvorfor mon det er som det er. Og hvordan du kan få det bedre. 

Men bedre er måske altid her. Hvor du er. Sammen med både gode og dårlige følelser?

Dette er for mange meget drastisk og yderst radikalt, da vi ikke er vant til at være hvor vi er.

Og det vil betyde at du kommer meget tæt på dig selv. Dine tanker om hvem du tror du er. 

Der vil helt sikkert komme angst, eller frygt eller andet ubehag - fordi du så skal slippe alt det du har gået og troet at du var. Slippe roller, begreber og definitioner om dig selv. Det kan ikke undgås.

Det er ukendt land du træder ind i. 

Landet før historien om dig selv. Før du begyndte at tro på alle historierne om at du f.eks er svag eller stærk. Klog eller dum. En fiasko eller en succes.

At stoppe alt det, er både skræmmende og fascinerende. 

Forbundet med en følelse af at miste, og der er meget få af os der bryder sig om at miste.

Men hvis du er villig til at miste det hele, ikke at du skal, men at du er villig.

Så vil du opdage hvad du ikke kan miste, hvad der altid er her. Dybere end enhver tanke og enhver følelse.

Måske er der slet ikke noget du kan gøre, for at blive mere lykkelig, for at finde mere glæde og tilfredshed. 

Men hvis du tror, der er noget du kan gøre, så holder du dig selv fast i en løgn, en tanke der bliver ved og ved – fordi du netop tror der er noget du kan gøre.

I sidste ende vil ethvert tiltag i den retning i virkeligheden bekræfte dig i at du er ”på vej” mod at blive mere lykkelig, og i sagens natur derfor ikke er det nu!.

Tværtimod må du stoppe op og blive stille, helt stille – stoppe din søgen og undersøge hvad der er lige her.

Lykken finder dig selv, helt af sig selv, når du gir slip, i det du tror, er dig selv.

Virkeligheden er livsbekræftende, hvis du har modet til at møde alle lagene af alt det negative. Lade det overvælde dig. Møde det du ikke har lyst til at møde. Se det lige i øjnene.

Lige under det, er det så kærligt og lykkeligt, at du ikke kan fatte det.

Det er med garanti. 

Det er muligt at stoppe op nu. Også selvom det føles lidt som at dø.

Men du dør kun fra kampen.  

I det øjeblik du gør det, vil du stå tilbage med dig selv.

Nøgen. Med kærligheden.

Stå med den du er. 

Ivan Fruergaard

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Narkoman efter gode følelser er udbredt - helt uholdbart. Læs hvorfor