Styrk dit barn ... bliv en bedre voksen

Styrk dit barn - bliv en bedre voksen

Så skete det igen. Jeg lod mit hjerte stole blindt på et medmenneskes bedste egenskaber og opdagede desværre at tage fejl. At vedkommende svigtede mig igen, som så utallige mange gange før. Men det var nu ikke det værste, for sådan er det også i livet. Og det vil sikkert ske igen.


Nej… det, der var det værste, var, at jeg mærkede, at det skabte stress i min krop og mit sind. Det forvirrede mig. Jeg mediterer flere gange dagligt. Jeg laver min yoga. Jeg er opmærksom på min mindfulness tilgang til livet og at være i verden på.

Hvor kom så denne stress fra? Hvor kom denne uro fra?

Jeg tænkte, at jeg måske skulle kigge på kosten. Den kunne måske hjælpe til at genskabe balancen. Og dér hos min kostnaturvejleder kom åbenbaringen. Det var ikke tabet af et nært medmenneske, der skabte uro. Det var ikke min kost. Det var ikke min fysiske sundhedstilstand. Det var noget helt andet.

Det var min egen indre kritiker, der havde fået overtaget.

Den sad derinde og råbte så højt den kunne: “Du burde have vidst bedre!” “Du burde ikke lade dig gå på af den slags!” og den fortsatte i samme dur: “Du af alle kender jo værktøjerne så tag dig dog sammen og hold op med det piveri!”

Og jeg undrede mig over, hvordan denne stemme igen havde fået kuppet mig, uden at jeg havde opdaget det? Selv med den store træning, jeg efterhånden har, i at kende mit sind, betragte min tanker og være med følelserne uden at forfølge dramaet.

 Og så slog det mig, hvad det måske handlede om.

Jeg var faldet i fælden. Fælden, der handler om, at vi i vores kultur er vokset op med disse ydre kritiske stemmer fra de voksne. Vi er fra barnsben trænet intensivt og solidt i at blive holdt nede og kritiseret. Vi er så dygtigt trænet i at få at vide, at vi er forkerte, så det alt for let kommer til at virke helt naturligt, når ens egen indre stemme tager over og kritiserer én sønder og sammen. “Sådan er det jo.”



Små børn er glade, tillidsfulde væsner, fulde af kærlighed, nysgerrighed og gå på mod. Men der sker meget hurtigt en regulering så de passes ind i en voksenkultur, der måler dem på, hvad de kan og ikke på, hvem de er.

Igen og igen sætter vi præstation over væren. Vi måler vores børn på, hvornår de kan gå, tale, læse, sove igennem og i det hele taget gøre sådan, at de passer bedst muligt i vores definerede verden. En verden af krav, præstation og stress.

Og i dette pres, kommer der mange kritiske stemmer ind i billedet. Mange oplevelser og følelser af at være forkert, ikke passe ind og være, som de voksne forventer, vi skal være.

De voksne bliver frustrede, når vi skaber alt for meget uro i deres travle verden. Vi skal ikke skabe for meget uro. Vi skal ikke skabe for megen skævhed i den lineære, travle og perfekte voksne verden. Derfor bliver vi allerede som børn meget hurtigt vejet og fundet for let, for tung, for urolig, for stille, for lidt af noget eller for meget af noget andet.

De kritiske røster bliver hverdag. De kritiske røster bliver måden, vi gør det på. De kritiske røster bliver standarden, vi måler tingene ud fra.

Ikke at de nødvendigvis siges højt fra de voksne, men forventninger fra de voksne er tydelige i kropssprog og mimik. Børn læser alt i de voksnes opførelse. Børn afspejler alt fra de voksne og prøver at tilpasse sig. Af den simple grund, at det eneste børn vil er at samarbejde og leve op til de uudtalte forventninger, de tydeligvis fornemmer fra de voksne.

Derfor skaber vi, allerede fra børnene er helt små, en forkerthedsfornemmelse i alt for mange moderne børn. Vi glemmer helt som voksne, at børnenes trivsel er vores ansvar og at børnenes opførsel og trivsel afspejler vores måde at være og leve på. Så hvis vi skal ændre på noget hos vores børn - så er det os selv, vi skal kigge på.

Hvis vi skal skabe børn, der trives og vokser i kærlighed, skal vi være langt mere optaget af om de er glade. Vi skal være opmærksomme på om de trives og om de får plads til at være dem, de er inderste inde. Og at de føler sig elsket præcis, som de er. 

Her kan ingen Pisa-test hjælpe. Her kan intet præstationsskema give svar. Her kan ingen standard skabe klarhed.

Der er kun os. Der er kun os, som voksne til at se, mærke og forstå. Hvis vi vel at mærke er tilstede. Hvis vi er nærværende i vores børns liv. Hvis vi møder vores børn, som dem, de er og ikke som dem, vi gerne vil have de skal være. Og når vi holder op med at give vores barn kritiske stemmer i deres indre, fordi de ikke lever op til alle de krav og forventninger, vi sætter op for dem.

Se dit barn, som det hun er, uanset hvad! Elsk ham præcis, som han er. Slip forventningerne. Og giv dig tid, ro og rum til at lære dit barn at kende, til at være tilstede i hans liv også når det er svært. Støt hende, lyt til hende, giv hende den tillid, at hun altid kan dele alting med dig, uden at få kritik. At du vil være der uanset hvad.

Hvis vi kunne lære vores børn det, så er der et håb for, at vi ikke også taber den næste generation på gulvet, selv om der desværre allerede er mange tegn på, at det er ved at ske: Flere og flere børn får stress og diagnoser, der behandles med medicin, men som måske først og fremmest er udtryk for, at de ikke er blevet set, hørt og mødt med nærvær rummelighed og masser af kærlighed.


Men fordi det gik galt for os voksne, behøver vi ikke give det videre. Fordi vi så let lader vores indre kritiker tage magten, behøver vi ikke at give konceptet videre. Vi har nu chancen for at gøre det bedre, for at rette op på fejlene. Men det kræver tid, nærvær og masser af rummelighed. Og det kan aldrig måles og vejes i resultater om at kunne præstere.

Valget er dit lige nu. Du er nødt til at lære dig selv at kende som voksen. Du er nødt til at blive ven med din indre kritiker. Med dine barndoms stemmer om ikke at være god nok, ikke at kunne leve op til forventningerne.

Og så give slip helt slip.

Stille dig åben for, at det kan være anderledes at være dig og at du derved kan give denne ro og indsigt videre til dine børn. 

Og bare rolig. Min erfaring siger mig, at det ikke nødvendigvis er for sent, fordi børnene er bleve store. Hvis vi ændrer os som voksne, så kan vi også lære vores børn, at de kan få plads og lov til bare at være dem, de er indeni. Ikke andet.

...  Jeg gik hjem fra min naturkostvejleder med ro og fred i sjælen. Hånd i hånd med min indre kritiker, som nu er lagt i seng i igen. Og dermed er der igen blevet masser af plads inde i mig til bare at være mig, uden at skulle leve op til noget, uden at skulle præstere noget bestemt, men bare være fra det ene nu til det næste. Og mens jeg skriver dette, kan jeg sidde og glæde mig over synet af min yngste, der har samme ro og glæde i sig som en nyfødt, selv om hun nu er snart ni år. Blot fordi hun altid er blevet mødt præcis som den, hun er. Elsket for lige præcis den, hun er. Med masser af nærvær. Med masser af kærlighed. Du kan godt. Husk, den dag vi ligger på dødslejet, så er det ikke vores præstationer, der optager os. Det er heller ikke, hvor meget vi har tjent eller hvilke find jobs, vi har haft. Så er det, der optager os, om vi havde gode nære relationer til vores nærmeste og om vi levede efter vores indre værdier.


Hvorfor ikke starte i dag. Lige nu. I dette øjeblik.

Kærligst,
Flora Eriksen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Skønne Flora, fantastisk dejlig læsning <3 <3 <3

__________________________

Birthe Buhl, Stress Coach og Mindfulness instruktør
Se mere på www.birthebuhl.dk

Børneopdragelse kræver nærvær. Læs mere