Stress er ikke dit ansvar - alene

Anonym

Hver eneste dag er jeg sammen med mennesker, der enten er, eller har været ramt af stress. Det slår mig hver gang, at det alle sammen er mennesker med en utrolig power. Det er mennesker, der har brændt for det de gjorde og som alle er dybt engageret i deres arbejde. De er på den måde en guldgrube for enhver arbejdsgiver.

Men det er ikke den følelse de efterlades med. Som stressramt bliver vi ofte sat i en situation, hvor vi føler os som fiaskoer. Som dem der ikke slog til, ikke kunne leve op til kravene og de andres standard.

Og omgivelserne har utrolig svært ved at finde ud af, hvad de skal stille op, med en der rammes af stress og bliver syg af det. Vi prøver at sætte hjælpe foranstatninger i værk på arbejdspladsen, men ellers vil vi helst ikke rigtig vide af det, før medarbejderen er tilbage i fin funktion igen. 

Og der hjemme, kan det virke som det rene pjat på familien, de reagerer ofte med en undren. For lige før, var du jo i super form, en der klarede alt og hvorfor kan du så ingenting nu? Og det kan jo ikke ses.  Men vi er alle ramt på den ene eller anden måde. For hvem kan sige sig fra, at blive fanget i tankemylder, pres og åndenød en gang imellem.

Som stressramt har det bare stået på for længe. Vi har alt for langt tid overhørt hvad kroppen fortæller os.  Overhørt alle de små signaler om, at vi har brug for en pause. Vi har brug for at trække stikket og give os selv luft.

Stress kan ramme alle, også DIG !


Men der levnes der ikke meget plads til pauser, i det moderne arbejdsliv. Alle de omstruktureringer der konstant sættes i værk, skaber uro.
 Det skaber usikkerhed.
Og det kræver uendelig mange ressourcer af hver enkelt medarbejder, at holde balancen i et arbejdsmiljø, der konstant ændre karakter, eller skifter chefer.



Min egen stress, startede allerede 2 år før jeg gik ned, da min daværende arbejdsplads blev solgt til et andet firma. Pludselig var hele fundamentet ændret.
 Nye kollegaer, nye arbejdsopgaver, og en meget længere vej til arbejde.
 Det fik mig til at skifte arbejdeplads til noget helt andet, men kun for at opleve en kultur der var endnu værre. Fra at være en del af et team, der lyttede til hinanden og var utrolig selvkørende, fik jeg nu en enerådig chef, som alle var bange for og en afdeling med 50% gennemstrømning af medarbejdere.

Så der var intet team mere, der var bare mig og jeg skulle bare gøre, som der blev sagt, ingen var interesseret i mine idéer. Med mindre chefen lige var i godt humør. Det er nok ret ekstremt håber jeg.

Men ikke desto mindre, er vi for at ændre stress strømmen nød til at kigge på kulturen på arbejdspladsen. Og ja stress handler ikke altid kun om arbejdspladsen, men den starter ofte her. Den starter med at det bliver for meget her.
 Så kan det godt være, at det der får sat det i gang, er en ændring på hjemmefronten f.eks sygdom, skilsmisse eller konflikter i familien. Men har man et godt klima, på sin arbejdsplads, med en tryg atmosfære og glæde i arbejdet, så kan den slags ting godt absorberes. Men er arbejdspladsen også præget af usikkerhed og mangelende stabilitet, så knækker filmen lettere.

Det er så svært at sige, præcis hvad der sætter det i gang. Men min erfaring er, at det ofte er et samspil. Det er sjældent kun en ting. Men igen de livsændringer, der sker kan godt absorberes i et godt arbejdsmiljø.

På mit gamle arbejde, oplevede jeg at være gravid og komme tilbage fra barsel, men som single mor, da jeg havde smidt manden ud grundet utroskab midt i barslen. Og min chefs reaktion (han var også noget helt særligt) var at give mig en ekstra månedsløn, så jeg ikke skulle bekymre mig om økonomien oven i alt det andet . Så var der ro på den første måned og så sagde han, jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde brug for hjælp.

Og også mine kollegaer var utrolig opbakkende og forstående. 

Jeg knoklede virkelig alt hvad jeg kunne, på det arbejde og gav mig 100% og elskede hver en time. Kan faktisk nogle gang stadigvæk tage mig i at savne det, selv om det er 20 år siden ;o)

Så det handler rigtig meget om arbejdsklima. Om hvad det er for nogle rummelige eller ikke rummelige miljøer vi skaber. Vi kan ikke tror, at vi kan skille arbejdsliv og privatliv fra hinanden, når vi bruger over 8 timer om dagen på vores arbejdsplads. Vi bliver amputerede mennesker, hvis vi skal være en, når vi er på arbejde og en anden når vi er hjemme hos os selv.
 Vi har brug for arbejdsmiljøer, der giver plads og rum til, at vi kan være hele os, også når vi er på arbejde. Det betyder ikke, at vi skal dele alt med arbejdspladsen, men at der skal være plads til hele os og det vi nu rummer.

Men det starter jo altid med os selv.

Har du talt med din kollega for nylig?

Har du spurgt din kollega hvordan han/hun har det?

Vi kender alle reklamen, hvor chefen i elevatoren spørger medarbejderen, sådan pligt agtigt: hvordan går det. Og medarbejderen begynder at fortælle det går forfærdeligt og chefen bare bliver mere og mere fjern i blikket.

Vi er hele mennesker og vi har brug for at blive set, hørt og taget alvorligt også på vores arbejdsplads.Vi har brug for arbejdsmiljøer, der støtter osog udvikler os og giver plads til det hele liv. Plads til at livet er foranderligt.

På sigt er der faktisk ikke noget der haster, for der er kun en slutning for os alle - døden. Den er lige i enden af det hele, for os alle. Den behøver bare ikke komme lige nu.

Ikke desto mindre dør der flere tusinde mennesker om året af stress.

Så vi er nødt til at tage det alvorligt.  Vi kan ikke nøjes med at uddelegere stress behandlingen til eksterne og så tror alt er godt. Vi er nød til at kigge på arbejdsmiljøet. 

Det burde være en selvfølgelighed, at hver gang en gik ned med stress, så spurgte alle de der var tilbage på arbejdspladsen:

hvad kunne vi have gjort anderledes? Hvad kan vi gøre fremadrettet for at forebygge det sker igen?
Hvordan kan vi bedst mulig hjælpe vores kollega lige nu?

Stress er ikke den enkeltes ansvar.

Det er vores alles ansvar.

Men det kræver først og fremmest, at vi tør tale højt om det. At vi tør se det i øjnene, at vi indser at det er et fælles anliggende, et fælles ansvar.

Kærlig hilsen
Flora 

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.  

__________________________