Skal vi virkelig dø, før vi tør leve?

Stress og dårlig livskvalitet fylder desværre mere og mere ikke bare i den offentlige debat, men også hos det enkelte menneske.Flere og flere af os har ondt i livet, mistrives med det, der burde være det bedste af det bedste, nemlig hverdagen.

Dan Turèll sagde det så fint:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne.

Skåret til benet, er dette måske livet? Hverdagen og det, den handler om. Livet helt enkelt, lige til og uden besvær.



Hvorfor gør vi det så egentligt så besværligt for os selv og hinanden? Hvorfor mistrives vi så meget i det, der turde være så enkelt; som at dufte til kaffen, lytte til posten, se naboen gå forbi, mærke et kys og alt det andet?

Kunne det være fordi, vi stiller for store krav til os selv og store krav til, hvad livet skal indeholde og være for en størrelse. Er det måske fordi vi simpelthen blot stiller alt for store krav til hinanden og det, vi kalder virkeligheden?

Selvudvikling har været tæt på at være erklæret død og ubrugelig i den sidste tids debat i medierne. Der bliver talt om, at få “Nej-hatten” på og tage sig lidt mere sammen, opføre sig ordentligt og være med det hele. Mindfulness, positiv psykologi og alle de andre selvudviklingsværktøjer til lykke karakteriseres som “psyko-sludder”, der vikler os ind i en tåge af forestillingen om det lykkelig liv. Et par stykker råber op og mange flere råber “Hurra!”.

Men er det virkelig så enkelt? Er det et enten eller? Et sort eller hvidt?

I de sidste måneder har svær sygdom og desværre også død været tæt inde i mit mit liv.

Dem, jeg holder allermest af i verden, har jeg set krakelere i sorg foran mig, magtesløs og uden mulighed for at gøre andet, end bare at være der. Jeg har håbet og håbet lige til det sidste, både for den, der var syg, men ligeså meget for at beskytte dem, jeg elsker så højt, mod dødens uundgåelige smertefulde længsel og tomhed.

I sådanne stunder kommer man så uendeligt tæt på døden. Men man kommer også så uendeligt tæt på livet. Man kommer så uendeligt tæt på, hvad livet egentlig handler om.

Og for os var svaret ganske enkelt kærlighed og nærvær - intet andet var betydningsfuldt i disse sidste svære dage. Og er det måske så ikke sådan livet er? Lige så enkelt som Dan Turèll beskriver det. Hverdagen er betydningsfuld. Det nære, det enkle, det kærlighedsfulde er betydningsfuldt - ikke bare i det svære, men hver eneste dag.

Og måske er det dér, smerten, stress og det triste sniger sig i vores sjæl. At vi glemmer at være sammen med dem, vi elsker. Vi lader vores allerkæreste passe af andre, for at vi kan få en karriere og nogle spændende kolleger, som vi alligevel ikke må blive for tætte med, for vi skal jo være professionelle, når vi er på job og vi skal levere varen og ikke bare hænge ud i hyggelige kaffeklubber. Det sociale kan vi klare til fredagsbaren eller til julefrokosten, resten handler og vækst og overskud.

Og den dag, vi segner af udmattelse; den dag, vi ikke kan mere og må blive hjemme og melde fra til arbejdsfællesskabet, føler vi os helt forladte - for ingen kan bruge os, når vi ikke længere er produktive og effektive. Pludselig er vi bare et udskud og et socialt problem i sygefraværsstatistikken. Og når man så står dér, hvilket fællesskab er der så tilbage? For familien har vi ikke nået at se så meget i farten, og dem er vi så måske endda vi blevet lidt uvenner med over bagateller, som virkede uendelig store, da de opstod, fordi vi havde så travlt, at vi ikke lige havde tid til at tage den gode dialog om modsætningerne. I vores optik og opfattelse af sandheden, syntes vi også de andre var egoistiske og at de ikke kunne se vores behov i vores travlhed (!).

Og børnene vil hellere passes, for ellers ved de ikke, hvad de skal lave og partneren har for travlt med sin karriere og ham eller hende er vi måske heller ikke helt tilfredse med, for han eller hun har ikke deltaget nok i det praktiske, kysset os nok, givet os nok god sex på det sidste eller bare lyttet, når vi havde brug for det - hvorfor? Fordi han eller hun havde for travlt med sit eget og sin egen karriere og anerkendelse fra ligegyldige kolleger, der i øjeblikket virker som de bedste venner i verden.



Og lige præcis her.

Lige præcis i denne jagen efter vind, i dette tomrum efter oprigtige fællesskaber og kærlighedsnære relationer har vi brug for noget, der kan lære os at stoppe op. At mærke indad og finde ud af: Hvem er jeg? Hvad er vigtigt for mig i mit liv? Elsker jeg mig? Elsker jeg det, jeg ser i spejlet?



Vi har netop afsluttet endnu to fantastiske hold Mindfulness PractitionersMindfulness Akademiet®. Og dét, der slår os hver gang, er, hvor lykkelig hver enkelt elev er for endelig, at have fundet ud af at give sig selv lov til at elske sig selv og at have fundet vejen til at turde gøre det med det hele.

At turde slippe dramaerne og at betragte dem i stedet for hele tiden at være fanget i dem. At turde gå ind i hverdagen med åbent sind, fuld af nysgerrighed og opmærksomhed og virkelig opleve livet, som det er og lade det folde sig ud helt og fuldt. Som en af vores elever sagde, da vi startede forløbet: “Jeg kommer for at lære at nyde min familie og mit liv før det hele forsvinder i travlhed og arbejde.”

Hver eneste gang bliver vi lykkelige, når vi ser forandringen hos dem. Når det går op for dem, at det hele allerede er der. At de allerede har alt det, de ønsker sig, men at det er et spørgsmål om blot at turde vælge at se det. Nogen når også dertil at de må melde sig syge fra deres arbejde og sige fra. For simpelthen at give sig selv en tiltrængt pause til lige at finde ud af, hvordan livet egentlig skal skrues sammen. For at holde fast i sig selv. Og for at kunne være sit eget fyrtårn.

På denne måde er mindfulness en kæmpe gave midt i en sammenbrudstid. For mindfulness lærer os - hver især - at finde hjem til os selv igen. Ikke længere at være offer for samfundet, for arbejdet eller alle andres forventninger. Men bare at turde være sig igen, med det hele. At turde sige fra overfor alt det, som ikke er understøttende for ens helbred og mentale balance.

Det ville da være skønt, hvis det slet ikke var nødvendigt med mindfulnesskurser eller kurser i udvikling eller afvikling. Naturligvis ville det da være at foretrække. Men i et samfund, hvor vi tilsyneladende helt har mistet even til at kunne nyde hverdagen, til at kunne duften kaffen, til at se det enkle i livet, så har vi i den grad brug for hjælp til at finde tilbage til det nære, det tætte og ikke mindst til kærligheden i os selv og omkring os. Vi behøver vel ikke komme tæt på døden før vi tør leve, vi kan gøre det lige nu. Vi behøver vel ikke at tage den ene eller den anden hat på. Vi kan vælge livet og os selv lige nu.

Og ved at mærke os selv, er min påstand, at vi helt automatisk kommer i kontakt med et dybere lag og en længsel efter samhørighed, efter oprigtige, kærlige fællesskaber og derved sluttes ringen. Vi vil så have fundet ud af at skabe et samfundet baseret på den enkeltes autenticitet og ægte kærlighedsrelationer. Og i dette samfund findes ingen stress. Ingen jag. Ingen jagen efter vind. Fordi vi har forstået kunsten at nyde duften af kaffen, at se bussen kører forbi og ikke lade os rive med af hverdagens små irritationer, fordi vi har overskud til at lade være.

Pas på dig selv derude. Nyd hverdagen. Elsk livet. Og lev det, før du skal dø.

Som en anden dansk poet - Piet Hein - sagde det: “Husk at glemme bagateller. Husk at nemme, hvad det gælder. Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det.”


Kærligst,
Flora Eriksen, 

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

Flora Eriksen, Mindfulness Akademiet

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det. Et indlæg om mindfulness og at vælge livet nu.