Mindfulness Ekspert Flora Tara Melchiorsen

Rend mig i stressen

I disse år fylder stress mediebilledet med artikler, udsendelser i TV og masser af artikler som denne, der vil fortælle os om, hvor farligt stress er og hvor meget stress fylder i vores moderne liv. WHO siger i deres forudsigelser af hver fjerde vesterlænding i år 2020 vil være ramt af stress, angst eller depression.

Men det, ingen rigtig kan komme med, er et svar og en vej til at komme ud af eller helt uden om stress.

Danmark er et uland, når det kommer til at forstå mange slags sygdomme og stress er så afgjort en af dem. Alle synes at have en holdning og mening om, hvad stress er og hvordan det skal håndteres, men meget få ser det hele menneske og endnu færre forstår kompleksiteten i stress.

Og fordi stress er så komplekst og meget individuelt, kan vi ikke bare lige sådan, som vi plejer, finde en kur, en vaccine eller en enkelt løsning, der lige fikser det.

Hvorfor tillader jeg mig at komme med en sådan påstand? Fordi vi i vores meget naturvidenskabelige tænkning helt overser at have øje for det hele menneske.

Jeg siger ikke, at jeg har den eneste unikke løsning. Jeg siger ikke, at alle, der prøver at hjælpe de stressramte, ikke gør det godt nok. Jeg prøver faktisk ikke at pege fingre, men derimod at vise, at vi har overset en masse i vores søgen efter svar.

Naturligvis findes der også svar, hvis vi f.eks. løfter blikket lidt og kigger til USA, hvor mindfulness MBSR forløbet har masser af år bag sig med stor succes for stress, angst og depressionsramte.


Men jeg bliver ked af det, når et TV-produktionsselskab henvender sig til os for at få cases til en udsendelse om stress - ikke for at vide noget om mindfulness - men simpelthen for at få klienter, der vil sætte deres triste situation til skue.

Vi sender folk til lægen med deres fysiske symptomer, som kan være mavesmerter, trykken for hjertet eller værste fald hjertesmerter, spænding i brystet, astma anfald, udslæt, hovedpine, søvn problem og meget andet. Og lægen kigger på de fysiske symptomer og behandler dem efter bedste skøn. Men psyken og alle de tanker, der har været med til at skabe de fysiske symptomer, forholder lægen sig som regel ikke til.

Det gør til gengæld psykologerne, som efter bedste evne prøver at hjælpe klienten til at finde en årsag til, at folk ikke kan klare presset. Og psykologen lytter og lytter og prøver sammen med patienten/klienten at sætte ordene i en sammenhæng for at finde en årsag og i bedste tilfælde at hjælpe til at få øje på nogle dårlige vaner, gamle mønstre, der kunne være skyld i, at det kom til stress og i bedste tilfælde at give klienten/patienten nogle nye gode ressourcefyldte strategier i stedet for de gamle, der ikke virkede.

Og måske blive lidt klogere på, hvorfor de handler som de handler.

Men meget ofte udelades kroppen her. Og selv om mange psykologer bruger mindfulness teknikker, så glemmer de,  at ikke alt behøver at få sat ord på. Nogle gange er det i stilheden gennem kroppens blide iagttagelse fra åndedrættet og fra hjertet, at vi kan få de største erkendelser om os selv. Når vi lærer at møde alt og alle sider i os selv med accept, nysgerrighed og stor venlig kærlighed.

Fordi vi er unikke hver især, fordi vi er fantastiske hver især og fordi vi hver især ejer alle de redskaber, vi skal bruge. Nogle gange skal vi skal bare have hjælp til at pakke dem ud.

Vi behøver ikke altid forstå, men vi har brug for at lære at håndtere det, vores liv gør ved os på godt og ondt uden at gå i stykker af det. Stilheden kan være fantastisk healende.

Men hvad er det egentlig, der får folk til at bryde sammen nærmest på samlebånd af stress, af udkørthed med mange både fysiske og psykiske symptomer? De nyeste tal siger at over 500.000 er ramt akut og hertil kommer så alle de, der bare lige har fået nogle enkelte symptomer. Det værste er, at mange børn og unge også rammes.



For ca. otte år siden ændrede mit liv sig dramatisk.

En almindelige eftermiddag på vej hjem fra arbejde i bilen, gik mit hoved pludselig helt i sort. Tårerne begyndte bare at trille og trille og alt stod helt stille. Jeg lykkedes på mirakuløs måde at komme hjem, hvordan husker jeg dårligt. Og i de næste seks måneder sad jeg bare og græd og græd. Jeg kunne ikke overskue at se andre mennesker end min nærmeste familie. Jeg kunne ikke overskue at gå ret langt væk fra huset og jeg magtede næsten ikke noget andet end bare at sidde og sidde.
Jeg var dybt deprimeret, led pludselig af astma (hvilket jeg aldrig havde gjort før) kunne ikke tåle make-up, havde hjerte spændinger og åndenød i lange perioder og mange andre symptomer som udefinerbar ondt i kroppen.

Men værst af alt var min totale følelse af fallit, af at være en fiasko, for samfundet smed mig ud af dets fællesskab.

Min arbejdsplads forstod ingenting. De sagde høfligt “Kan vi gøre noget?”, de første par gange de ringede, men det var tydeligt at høre, at de i den anden ende ikke anede, hvad de skulle stille op med mig, at de nok lidt tænkte gad vist om hun altid har haft kuk-kuk, men at de bare ikke så det i tide? Og så holdt de op med at ringe. I stedet kom der breve, der forlangte at jeg kom til sygesamtaler og at jeg startede hos en psykolog.

Så gik jeg til egen læge, for at få hjælp til ikke at skulle forholde mig til arbejde og få en sygeerklæring. Og lægen var sød nok, hun sagde jeg havde stress og depression og burde tage medicin. Og så sørgede hun for jeg fik en sygemelding på 3 måneder i første omgang.

Psykologen var også rigtig flink, han lyttede og lyttede og det var faktisk rart, at have et sted at læsse af, for det var ret meget for familien at skulle rumme og i bund og grund tror jeg ikke helt de forstod, hvad det var der skete med mig, men hos psykologen følte jeg mig forstået og rummet med det hele. Jeg kunne bare fortælle og fortælle og få luft, og det hjalp i øjeblikket.

Men det hjalp ikke på mine symptomer.

Forud for min stress var gået nogle år med store omvæltninger. Jeg havde endelig mødt min drømme mand, vi var ret hurtigt blevet gift og flyttet sammen, fået ekstra barn, min mor var død, min mand var blevet arbejdsløs. Mit arbejde var blevet solgt til et firma i København, så jeg pludselig fra at have 20 minutter transport til arbejde havde lidt over en time. Og jeg havde fået en chef, der virkelig var bitch, hvilket alle syntes, men ikke turde sige højt - på trods af at gennemstrømingen i afdelingen var næsten 50 %. Og gemt helt i mit indre var en frygtelig masse gamle sår, fra en barndom med svigt og nogle slemme overgreb som helt ung.

Alt i alt en kæmpe stor bunke at rumme for et menneske.

Og her er det at stressen bliver svær at forholde sig til. For hvor skulle jeg starte, hvis alle de tråde, jeg var hængt op imellem skulle heales hver og en? Men det er jo netop det, man har brug for. At alle trådene heales og ikke kun en eller to, hvis man skal komme godt ud på den anden siden igen.

For alt for mange kommer alt for hurtigt tilbage på arbejde. Ofte fordi de føler sig presset til det af kommunen eller arbejdsgiveren og så går det som regel galt igen efter et par år. For lærer vi ikke at forstå os selv og vores egen kompleksitet, så lærer vi heller ikke at kunne håndtere, når den igen kigger frem.

Er det så samfundets ansvar? Ja! For selv om stress altid er en blanding af privat og arbejdsliv, så handler det jo om at få sunde mennesker tilbage i samfundet igen, det handler om at give tid masser af tid til at heale alle de sår, som både arbejde og livet kan give os. Og på sigt betyder det gode tal på bundlinjen for os alle.

Heldigvis for mig, havde jeg allerede fem år før mit kollaps mødt min lærermester i meditation, yoga , selvudvikling og mindfulness og hans metoder hjalp mig tilbage på fode igen.

Ganske langsomt begyndte jeg at lave små åndedrætsøvelser, blid yoga (for løb gav mig endnu mere angst og kroppen kunne simpelthen ikke) daglig meditation og ikke mindst lærte han mig at håndtere mine gamle tråde gennem kroppens fantastiske visdom.

Tråd for tråd blev jeg blidt ført tilbage til, hvorfra jeg første gang fik lavet en knude på min tråd. Ikke gennem samtale, ikke gennem behandling. Gennem ren og skær selvrefleksion via åndedrættet og de dybe meditationer.

Og via yogaen begyndte jeg at kunne lide min krop igen, jeg begyndte at mærke, at den ville mig det godt. Og det gav mig også overskud til at få skabt nogle sunde kostvaner, som støttede min hjernes healing bla. med gode olier og masser af grønt (vi havde på det tidspukt en økologisk gårdbutik).

For kosten er jo det, vores celler skal bruge til at trives og rigtig mange med stress får dårlige kostvaner. For lidt “rigtig” mad, der mætter og giver gode olier, vitaminer og proteiner. Og alt for meget kaffe, sukker og hurtige kulhydrater.

Og så lærte jeg en rigtigt vigtig ting. At jeg er den vigtigste i mit liv!


Det kræver fast daglig disciplin at passe bedst muligt på mig selv og derfor er yoga, meditation og åndedrætsfokus faste daglige praksiser jeg har den dag i dag. Jeg dyrker også gerne motion som løb og styrketræning, men er meget opmærksom, fordi også denne handle-aktivitet kan bringe mig ud på kanten af, hvad jeg kan rumme i min krop. For min krop og mit sind vil for altid være mærket af stressen, det lever jeg med, men jeg lever godt.

Krop og sind hænger sammen.

I dag så mange år efter, har jeg haft masser af klienter igennem stress forløb i mit professionelle virke. Og hos mig arbejder vi med det hele menneske. På samme måde som vi gør, når vi arbejde med vores elever på vores uddannelse. Hos os er man aldrig bare et nummer i rækken.

Og på mange måder er det egentlig ganske simpelt, hvilket Jon Kabat-Zinn’s forskning i MBSR også viser. Vores reflekshjerne med åndedræt, fordøjelse og hjertet hænger direkte sammen med vores følelseshjerne og vores oplevede erindringer.
 Så når vi blidt og stille gennem reflekshjernens reflekser, lærer vores sind at kende og dets måder at reagere på, kan vi faktisk ganske blidt gennem så simpelt ( og alligevel kompleks en ting) som åndedrættet begynde at binde alle knuderne i vores tråde op igen. Vi kan lære, at vi til enhver tid har de værktøjer, der skal til for at styrke og helbrede os selv, hvis vi har tålmodigheden, hvis omverdenen og arbejdspladsen giver os lov.

Vi har i kroppen så mange fantastiske veje til heale vores sind. Gang på gang har jeg oplevet, hvordan ganske få gange med træning i åndedrættet og blide kropsbevægelser kan begynde at skabe store forandringer ikke bare i krop, men især i sind. Især når vi får værktøjer til at forstå os selv og sammenhængen mellem krop og sind.

Hvor ville jeg af hjertet ønske, at der var flere derude, der virkelig ville sætte sig ind i, hvad stress er og arbejde udfra en helhedsbetragtning af krop, sind og ånd. Vi er ikke bare en maskine, der skal fikses. Vi er en fintfølende mekanisme af krop, sind og ånd, der konstant spiller sammen og hvad vi tager ind og ikke får ud igen bliver siddende i vores system, hvad enten det er en følelse, en tanke eller en noget spiseligt.

Og vi er ikke vores tanker og følelser og heller ikke vores krops symptomer. De er bare øjebliksbilleder, der prøver at vise os en vej. Men hvor vi vælger at gå hen, er helt op til os selv. Det kræver bare, at vi får øje på det lille valg, der ligger gemt i hvert øjeblik. At vi lærer at betragte, give slip og ikke mindst, at der er altid meget mere, der virker i os end der ikke virker.

6 små input til dig

  1. Prøv det næste stykke tid, at starte din morgen med fuld bevidsthed. Stræk din krop og kom til stede. Mærk, hvad det er for en dag, du er vågnet til. Uden at dømme, uden at bedømme, bare betragt. Har du tid, så træk vejret 5-10 min med fuld fokus på kun at trække vejret intet andet.
  2. Læg små pusterumspauser ind i løbet ad dagen. Når du henter mere kaffe, printet i kopimaskinen, går på toilettet, inden du går ind til møde osv. Stop op mærk dit åndedræt, hvor er det henne, bare betragt uden at bedømme. Tag en dyb indånding helt ned i maven og gå så videre.
  3. Hav ikke ambitioner for hele dagen, men del dagen op i små bidder, så du tager en bid ad gangen. Denne morgen vil jeg være nærværende, denne frokostpause, i det næste gøremål osv.
  4. Glem alt om meditation, hvis du har børn, lige når du kommer hjem. Men indfør i stedet nedgearingstid, hvor alle falder til ro finder sig selv igen efter en travl dag. Sæt rolig musik på. Læg dig på gulvet. Invitér til at gå ned i gear, til at samtale stille og roligt.
  5. Sidst men ikke mindst skulle du få 15 min til en meditation så gør endelig det, men ikke mere. Meditation må aldrig være en stressende “skal/burde” ting.
  6. Når du lægger dig på puden om aftenen, så spol lige dagen igennem. Slip det, der kan slippes. Fejr det, det, der kan fejres. Sig tre ting højt, du er taknemmelig for eller skriv det ned. Skal du huske noget, så skriv det ned. Og brug nu åndedrætsfokus til at forberede dig på, at det er sovetid, Slip dagen og gå roligt ind i søvnen. Intet tv, ingen iPads og ingen computerr i soveværelset før sengetid - og få dig et vækkeur, istedet for telefonen.

Husk dit åndedræt afspejler dit sind og når sindet strammes, strammes åndedrættet. Vær blid ved dit åndedræt, lær det at kende, respektér det og pas godt på det.



Og pas godt på dig selv.

kærligst,

Flora Eriksen

partner og underviser i Mindfulness Akademiet®

mindfulness-akademiet.dk

PS! Skal du lytte til nogle eksperter på dette område, der i min optik ved, hvad de taler om, kan jeg varmt anbefale dig at følge Majken Matzau, læse Umahro Cadogan’s bøger om kost og følge Anna Bogdavanas træningsforløb for stress ramte, som du kan læse i bogen Skyhøj Forbrænding.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Flora

Dit indlæg er meget meget velskrevet og spot-on ift. hvad stress handler om; det hele menneske. Jeg har selv vandret hvileløst rundt i et års tid og savnet hjælp, en navigatør som jeg kalder det. Lægen og psykologen er ikke nok. Nu har jeg fundet en som har givet mig øvelser til at forstå min krop og de mekanismer som udløser stress og hvilke redskaber der kan bringe mig tilbage i balance. Det virker og jeg er så taknemmelig.

Kh Morten

Stress og depression - Danmark er et uland til at forstå sygdomme. Læs mere