Nærvær og kærlighed modsætninger eller nødvendigheder?

I denne tid tager jeg mig selv i at være opfyldt af nærvær og kærlighed i parforholdet ikke kun i mit eget, men som et generelt element, som det bindemiddel der skal til for at holde det hele sammen. Mest fordi jeg i den sidste tid har oplevet at have klienter i individuelle forløb, hvor kærligheden har fyldt, men også fordi jeg forleden hørte, at skilsmisseprocenten i disse krisetider er stærkt stigende.
Så tænker jeg jo, at netop i krisetider burde vi rykke tættere sammen også i parholdet, eller især i parforholdet hvis vi ikke skal have alle de konflikter i parfoldet.

Jeg husker stadigvæk min tid som alenemor med min yngste som værende forvirrende og til tider ret ensom, jeg husker, hvordan jeg manglede at være fælles om oplevelserne, bekymringerne og glæderne, men ikke mindst manglede jeg en at være tæt med, en at ligge i ske med og kysse på, en jeg kunne dele alle min indre tanker med. Og især i de perioder hvor det var svært.

Min mand og jeg har været sammen i snart 10 år. Ikke alle år har været lykkelige, faktisk hvis man ser på det ude fra, så har en stor del af dem været ret hårde. Vi startede med at min mand blev arbejdsløs, samtidig med at jeg var blevet gravid og vi havde to små hunddjævle på 8 år, der syntes vi var nogle frygtelige forældre og en stor bondegård, der var købt med udgangspunkt i to indtjeninger. Ikke særlig praktisk, og den dag i dag betaler vi stadigvæk af på den periode, hvor også en længere sygemelding var ind over. Alt sammen ting, der virkelig pressede det daglige liv og skabte utryghed.

Men kærligheden til hinanden var vi aldrig i tvivl om. Og hvis jeg skal se på hvad der virkelig lykkedes og stadigvæk lykkes for os, så er det respekten for at vi er to vidt forskellige mennesker med hver vores drømme og behov. At vi derfor giver absolut frihed til den anden. Vi spørger aldrig hinanden om lov, vi følger hver især vores hjerte og bakker den anden ubetinget op i det. Men selvfølgelig taler vi sammen om, hvordan det rent praktisk kan hænge sammen, så alle er tilfredse. Vi stiller ikke krav og forventninger op til hinanden om hvordan eller hvorfor tingene er, som de er. Vi lader livet folde sig ud, stille og roligt i sit helt eget tempo og med stor respekt for, at vi nu er fem forskellige mennesker, der skal leve sammen og have plads til hver vores forskellighed. Vi bruger stadigvæk meget tid og giver og meget plads til, at alle kan få sat ord på deres følelser.

Vi har altid givet ultimativt plads til, at også vores børns behov og stemmer er blevet hørt. I starten havde vi indført husråd, som man havde veto ret til at indkalde til, hvis man ikke trivedes i familien. Vi havde mange husråd de første år, især indkaldt af de to tøseprinsesser på 8 år ;o) Her fik vi vendt alles følelser og sammen fundet veje og løsningsmodeller, så alle kunne rumme at være i fællesskabet. Hvilket også betød, at de to prinsesser følte sig hørt og respekteret og efterhånden derfor faldt til ro i det nye og i dag er de skønneste og nemmeste teenagere i verden, der samtidig er hinandens bedste venner og vores største fans og støtter i hverdagen. Og som har stor kærlighed til deres fælles lillesøster, som de aldrig er blevet tvunget til at skulle passe eller tage sig af, men som de kun er sammen med af lyst.

Og hvordan er det så lykkedes os voksne, at holde fast i kærligheden i al den turbulens? For mig  handler det om nærværet, det handler om tilstedeværelse og fuld respekt for den anden. Det, at vi aldrig stiller ultimative krav. Vi har støttet hinandens udvikling hele vejen og sammen brugt nærværsrummet til at finde kærligheden. Hvad er nærværsrummet så?

Nærværsrummet er der, hvor vi hver dag bekræfter overfor hinanden, at vi stadigvæk elsker hinanden, det kan være med ord. Vi siger hver dag søde ting til hinanden på den ene eller anden måde, men ord er der så mange af i vores hektiske verden. Det, der er langt vigtigere, er berøringen. Hver dag at huske gennem kærlig berøring, tætte kram og dybe hede kys, at forsegle kærligheden igen og igen. At give slip på forventinger og det ideelle og elske det; det som hver dag støtter mig og giver mig plads og varme. Gennem berøringen kommer vi tættere på hinanden, gennem berøringen skaber vi tætte følelsesmæssige bånd og giver hinandens hjerner mulighed for at få små lykkekick. Det er i den daglige berøring og de tætte kys, at vi bibeholder vores samvær. Det er her vi forsegler, at vi stadigvæk vil hinanden.

Og ofte fører berøringen jo til mere, en dybere lyst til at være tæt og forenes. Ikke altid i timer, men mange gange i en hektisk hverdag også bare i korte intense øjeblikke, hvor vi møder hinanden på et dybere plan. Hvor vi kan kigge hinanden dybt i øjnene og se ind i den andens verden og dele det mest intime med hinanden. Vi kender hver en afkrop af den anden og det giver tryghed. Vi ved altid hvordan den anden har det og giver plads til det.

Det lyder så ideelt, at man næsten kunne få brækfornemmelse (jeg kan godt selv se det). Men rent faktisk tror jeg, at det lige præcis er langt lettere for rigtig mange, at være fanget i forventningshelveder, om hvad den anden skal give og byde ind med, for at jeg kan trives. Hvordan den anden skal se ud og gøre, for at jeg kan være i det. På den måde kommer det hele tiden til at handle om mig mig og mig og mit behov ikke om os, om det fællessskab jeg har valgt at blive en del af, da jeg gik ind i parforholdet.

Der findes et spirituelt samfund i Italien hvor man hvert år bliver gengift. Hvert år skal man forholde sig til, om man stadigvæk vil være gift med den anden og elsker den anden. Nogle af mine venner har indført et fuldmåneritual, hvor de ved hver fuldmåne bekræfter deres kærlighed til hinanden gennem forskellige ritualer, de har aftalt. For er der noget, der dræber kærligheden, så er det hverdagen det er trivialiteten hvor nærværet er forsvundet til fordel for et hektisk liv, der hele tiden er fokuseret omkring at nå ydre mål og tider og leve op til andres billeder af det perfekte, for det perfekte findes ikke.Der er ingen sandhed, der er bare det, der er lige nu for dig og det er gennem dette nu, at du skal finde din vej. Ikke gennem at leve op til, forskellige sandheder og medieskabte virkeligheder.

I et liv, hvor de ydre rammer og mål og det hektiske, er det der fylder allermest, kan der aldrig blive tid til nærværet. Det handler om at ville det. Om at turde stoppe op, kigge på hinanden fordybe sig i hinanden, se på hinanden med nybegynderens øjne en gang imellem og give slip på den indre bedømmelse, ikke have ambitioner om noget bestemt, men være fuldt ud med det, der nu er og elske det præcis, som det er. Og kan du ikke 100% elske det lige nu, så kig ind i dig selv og se hvad dit bidrag er til at tingene ikke fungerer optimalt. Der er altid to om det, når et fællesskab ikke virker. Indkald til familieråd og få styr på kærlighedskontrakten igen når noget ikke virker, hvad enten det er den praktiske fordeling af opgaver eller sexlivet. Begge dele er lige vigtigt.

Du kan godt, det handler bare om at turde, om at åbne dig vise din lyst, dit nærvær og din sårbarhed fuldt ud. Nogen siger at det kræver bare 20 sekunders mod, for at ændre hele din verden ;o)

Start i det små med at bruge berøringen, rør din partner se ham/hende dybt i øjnene undgå tantekys og fordyb dig i dine følelser og åben dig for din partners. Små skridt og stor tålmodighed er vejen til at finde tilbage til fællesskabet i parforholdet igen.

Må kærligheden være med jer ;O)

Flora Eriksen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Nærvær og kærlighed modsætninger eller nødvendigheder? Læs med på Levlykkeligt