Når stilheden skaber forandringer

Anonym

Jeg er ikke specielt religiøs i hvert i ikke i kristen forstand, men jeg holder rigtig meget af min lokale præst. Hun formår altid hver gang jeg dukker op i kirken, at få sat fingere lige der hvor det kan mærkes og giver eftertænksomhed. 


Dette år var ingen undtagelse, til jule gudstjenesten talte hun med fast og myndig stemme om den nye lukkelov. Og hvorfor nu det? Fordi den er endnu et eksempel på, hvordan vi konstant effektiviserer vores hverdag og sætter fart på. Ikke at fart i sig selv er dårlig, men det er ofte der i farten og når vi dropper alle helligdage og søndags fridage, at vi aldrig får tid til at stoppe op og mærke efter og mærke os selv. Derved glider vi bare med i livets strøm, uden at sætte spørgsmåltegn, uden af mærke hvem vi i bund og grund er i vores fulde potentiale.

For nogen kan det jo være godt nok i perioder, for det bliver også så opslidende, at skulle forholde sig til sig selv hele tiden og kan nemt ende i et ego trip.

Men i min hverdag møder jeg, så mange mennekser der er løbet sur i livet. De har fået giftet sig med den forkerte mand/kone, fordi de bare gled med strømmen og tog ham/hende der nu lige var til rådighed på det tidspunkt, da alle vennerne fik kærester eller ham/hende, der viste dem mest interesse eller bare var lækrest til festen. De har fået taget en uddannelse, fordi andre synes det ville være godt for dem, eller fordi det lige var den der var nemmest på det tidspunkt. Eller fået gjort alt for meget i familien, på jobbet, for vennerne og nu slet ikke kan mærke noget som helt. Eller er løbet stærkt, men i hver sin retning i forhold til ungdoms kærligheden, som de nu slet ikke kan kende mere.

Kort sagt: mennesker der nærmest er tørret ind og mistet livspusten, fordi de netop ikke mærkede efter: hvem er jeg og hvad er mine vildeste drømme?

Jeg har selv fået startet livet på denne måde, tog den uddannelse min mor synes jeg skulle fordi den var nem, ikke den jeg drømte om i hjertet. Jeg tog også ham den først, der kom forbi og viste mig masser af kærlig interesse, uden at mærke efter om det nu var ham for evigt. Og jeg fik også barn med ham. Troede på alle måder jeg var på rette kurs i livet, for jeg gjorde jo som alle de andre.
Men jeg var bare aldrig rigtig lykkelig og vores forhold var fyldt med konflikter og ondt i maven.

Uddannelsen tændte mig slet ikke, men den gav jo smør på brødet efterfølgende. Men en dag traf jeg en beslutning. En dag fik jeg mærket efter i et øjebliks stilhed, faktisk var det da min daværende mand fortalte han havde været mig utro, så gik jeg hjemmefra og gik og gik og fik pludselig mærket og følt mig selv. Og det var som, at komme ud af en osteklokke. Pludselig følte jeg, at jeg kunne trække vejret, at jeg havde alle muligheders råben foran mig. Ikke at det så nemt ud, men det gav håb og liv til at alle de inderste drømme kunne sættes fri og komme ud. At jeg ikke behøvede at lade mig nøjes. Denne enkel tur i stilhed helt med mig selv, igennem Frederiksberg Have, gav mig så meget, som gør at jeg er der hvor jeg er i dag. Og siden er stilheds tid og fordybelse blevet faste ritualer i mit liv.

I dag har jeg fået, lige præcist det liv jeg drømte om den gang, men aldrig turde håbe på blev mit. Jeg lever af at hjælpe andre mennesker med at finde deres indre drømme og sætte dem fri gennem indad skuen, nærvær og langsommelighed. Jeg er gift med mit livs kærlighed, verdens dejligste og mest kærlige mand og vi skændes aldrig. Vores liv sammen er fuld af harmoni og glade stunder, også når vi møder modgang, som alle jo gør i ny og næ, formår vi altid at finde en vej sammen, ud på den anden side ud i solen igen.


Og jeg tror, at min præst har ret, når hun siger at vi har brug for hellige stunder med os selv, vi har brug for tid og dage uden aktivitet, for at få mærket ordentlig efter, for at nå ind til kernen af hvem vi er og hvad vi gerne vil have ud af livet.

Ellers er risikoen der hele tiden for, at vi bare løber afsted der ud af, uden nogen siden at få mærket ordentlig efter og derfor bare lader stå til og tager til takke. 
MEN vi kan alle få vores drømme sat fri, hvis bare vi tør tage stilheden, langsommeligheden og nærværet ind. For det er min erfaring, at det er gennem denne rejse, at vi først rigtigt mærker os selv og vores fuld potentiale.

Og denne tid på året er jo nærmeste, som skabt til denne indre rejse, når mørket sænker sig året rinder ud, så er det et godt tidspunkt at mærke efter og finde ud af med sig selv hvor man er på vej hen og hvilke drømme der endnu venter på at blive sat fri i året der kommer ;o)

Rigtig godt Nytår alle sammen.

Flora Eriksen