Nytårsløfter, falske profeter og hurtige quick-fix

I snart 15 år har jeg arbejdet med mindfulness, som en vej og en dør ind i at forstå mig selv og mit eget sinds kringlede struktur.

Det har givet mange sjove oplevelser. Det har været hårdt arbejde. Og det har været utroligt givende. Ikke mindst fordi det har åbnet døren til at leve af min passion, min erfaring og store viden på området, som jeg især har fået fra min læremester Sri Vasudeva.

Men det slår mig, hvordan det mindfulde og spirituelle og “lige om lidt er du frelst og et lykkeligere menneske” marked er eksploderet i de 15 år.

Især de senere år, hvor mindfulness har vundet indpas også i ikke spirituelle menneskers liv og i organisationer, er der kommet flere og flere tilbud.

Og måske glemmer vi en gang imellem, at mindfulness faktisk, som vi bruger det i vesten, er et stærkt evidensbaseret værktøj, som ikke mindst Århus Universitet her i Danmark gør et stort og flot arbejde for at påvise har en positiv effekt på især stress, angst og depressioner, men også mange andre tilstande.

Der er så mange tilbud, der lover os, at hvis vi lige tager det her kursus, det her weekend forløb, møder den her guru, hører det her foredrag, følger de her spilleregler, mediterer på den og den måde, så er vi frelste.

Så står lykken lige uden for døren og venter på os.

Så kan vi alle få et liv, som dem i ugebladene eller som hos dem, der altid shiner på Facebook og ser lykkelig rige og smukke ud.

Og mange tror på, at lykken kan købes.

Måske også fordi flere og flere mennesker lider. Flere og flere mennesker er ved at knække halsen på det helt almindelige liv og bildes ind, at hvis bare de lærer rmindfulness eller styrker deres robusthed, så går det nok alt sammen.

Men så enkelt er det ikke.

Hvis det var, tror jeg nok vi var mange der allerede var der og levede det liv med lykken og rigdommen.
Men livet er også hårdt arbejde.

Livet kræver en del af os.

Det kræver ikke mindst, at vi tør stå ved os selv.

Noget af det, jeg har lært og som jeg ser igen og igen hos vores elever er, at det, vi lærer dem, er at komme hjem til sig selv. At blive autentiske.

At turde stå ved det hele. Mange mennesker, lever på en løgn. De fortæller sig selv, at livet er hårdt, at de ikke er gode nok, at de skal gøre sig større umage, at de ikke må mærke føle og tænke som de gør.
Og det skaber ikke kun dårlig stemning i tanken, men i høj grad også i kroppen.

Det skaber en masser opspændinger i kroppen, som på sigt kan føre til en masse skavanker. Så mange gange har jeg set, at mennesker, der troede, de havde godt styr på det der med krop, bliver overraskede over, hvor usmidig kroppen er og dermed opdager, at det alt sammen kommer fra et usmidigt sind. Fordi krop og sind er to sider af samme sag. Og her opstår den største rejse, rejsen hjem til sig selv.

Det kan ikke læres i et quick-fix, det kan ikke forceres, det skal fremelskes med stor tålmodighed og kærlig/venlighed.

Det er ofte en lang proces for de fleste, at finde ind til kernen i det at være dem. At turde stå ved alt det, der mærkes. At turde møde alle de begrænsende tanker og acceptere at de er der. For først da kan de slippes eller måske bare løsnes lidt. Det er et arbejde som kun kan gøres af dig selv og kun gennem virkelig, virkelig at ville forandringen.

Hvor mange kan sige 100% ja til at ville forandring?

De fleste vil sige jo det vil jeg gerne, men jeg skal lige vide hvad det kræves af mig. Jeg ser mennesker på vores forløb som flytter sig med syv-mile skridt og jeg ser nogen der kun lige opdager, at de står på deres fødder.

For at flytte sig. Virkelig at turde skabe forandring i sit liv, kræves mod. Stort mod.

Det kræver en indsats.

Det er derfor, det ikke kan betale sig med Nytårsforsæt og de gode intentioner i at ville noget andet ved at tage et lynkursus, at møde en kendt lærer fra østen eller andre hurtige løsninger.

Det er en rejse, der starter hos dig selv og slutter hos dig selv. Der er ingen genveje. Ingen hurtige løsninger, men fast daglig disciplin igen og igen.

Da jeg mødte min lærermester i sin tid, sagde han hele tiden : Disciplin, Flora, disciplin!
Og som den halv-dovne vesterlænding jeg er, tænkte jeg: Ja, ja, det er godt med ham, det bestemmer jeg selv. Men jeg har siden indset, at han havde ret.

Kun gennem virkelig at ville forandringen. At ville at ville rejsen hjem til mig selv, er jeg kommet dertil, hvor jeg er i dag.

Er alt fryd og gammen?

Nej, slet ikke.

Men livet er langt lettere, fordi jeg selv taget ansvar. Jeg tror ikke længere på, at andre kan redde mig. Jeg ved, at kun jeg kan “redde” mig og kun ved at blive ved og holde fast, hver eneste dag i min praksis, i min måde at give slip, rydde op og komme til stede under min fødder.

Mærke min krop. Trække vejret dybt ned og synge mine mantra: Jeg er god nok, som jeg er og: Der er altid meget mere, der virker end der ikke virker.

Og senest har jeg fået et nyt: Jeg er stærkere end jeg selv tror.

Så vil du gerne noget andet i dit liv?

Så stop op og spørg dig selv: Er jeg villig til at give det ind i det, der kræves? Er jeg villig til disciplin hver dag og sætte en langsigtet plan i søen. Et pejlemærke, der selv om det kommer til at gøre ondt en gang imellem, på sigt vil hjælpe mig til at få et liv med langt større indre ro og glæde end det, jeg har nu. Og ikke mindst en krop, der er langt mere i balance og glæde med end nogensinde før?

Min læremester har været med mig hele vejen, aldrig dømt aldrig presset, aldrig skubbet. men stillet sig selv ubetinget til rådighed, når jeg var klar, når jeg ville mere. Med stor kærlig venlighed har han vist vejen og det vil jeg frygtelig gerne give videre til andre. For at finde hjem til sig selv er den største gave, vi kan give os selv. 

Er du klar i det nye år?

God Jul

Kærligst,

Flora

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Nytårsløfter, falske profeter og hurtige quick-fix. Læs mere