Mindfulness Ekspert Flora Tara Melchiorsen

At lære at elske den du hader

Mange mennesker er fanget i at være vrede på nogen i deres liv.

Tit og ofte er det nære pårørende, familie og ikke mindst ex'er, der kan være dem, vi lægger allermest for had. De mennesker, vi engang elskede så højt, at vi fik børn sammen, er nu pludselig de, vi ikke kan holde ud at se på. Eller det kan være vores forældre, der gennem hele vores barndom ikke fik fundet evnerne til at give os det, vi havde brug for. Og som voksne bebrejder vi dem nu vores sår og ar på sjælen. Vi holder dem fast i, at det var dem, der svigtede og at det er deres skyld, at vi nu lider indvendigt.

Vreden, sorgen og frustrationen over et liv, der ikke fungerer optimalt sender skylden videre til andre.

Vi lægger ansvaret for vores indre smerte ud i verden og håber at nogen ser den og kommer og healer den. Og når ingen gør det, vokser smerten og frustrationen kun. Det skaber afstand, det skaber frustration og det skaber lidelse i os selv.

Vi bærer det med og og det lagres i vores celler og bliver til den vi er og det helbred, vi har. Men det bliver også den dåbsgave, vi giver videre til vores egne børn.

Vi smitter alt omkring os med vores smerte, så længe vi ikke selv tager ansvar for den.

Også selv om vi har gemt den væk og gjort den ubevidst og på den måde lever et liv, som om intet var hændt og alt var godt. Når det indre er i flammer, uanset om vi vil være ved det eller ej, så smitter det vores verden omkring os.

Så giver vi det videre til alt, hvad vi rører ved. Ofte er det den ubevidste smerte, der gives videre ved manglende nærvær. For når noget i os mærkes utrygt og vi ikke har bevidstheden eller modet til at være med det, så tør vi ikke være nær med os selv. Og når vi ikke tør være nær med os selv, så tør vi heller ikke være nær med andre. Så lever vi livet i overskrifter og facade uden nærvær, uden at give noget af os selv, fordi vi ved ikke, hvad det er, vi skal give, for vi har ikke fundet vejen ind i det i os.


Det skaber lige så meget smerte, for når livet leves med afstand til noget i os selv, så kan vi ikke forbinde os til noget uden for os selv, heller ikke til dem, vi egentlig elsker allermest. Og vi har fået skabt en ond spiral af frustration, lidelse og dårlig trivsel i os. En manglende trivsel, vi så let kan komme til at lade verden omkring os til at tage skylden for. "Det er også fordi der er så meget ufred i verden, at jeg er trist og bekymret." eller "Det er også fordi min familie ikke elskede mig, da jeg var lille, at jeg er så trist og ulykkelig." eller "fordi jeg ikke har så mange penge, det gode job, den rigtig kæreste.. eller". Mange ydre ting kan få årsagen for indre lidelse og medierne spinder guld på det. 

Paradokset er, at verden været langt mere utryg før, end den er nu. Nu hører vi bare konstant om det og bliver inviteret ind i at forholde os til det. Bare i morges da jeg stod op, var der en hilsen på min telefon fra Folkekirkens Nødhjælp med en historie om Savana og hendes families lidelser i Columbia og jeg tog mig selv i at tænke, ej er der nu også konflikter der over? Men der er altid konflikter og krig i verden, sådan har det altid været og sådan bliver det ved med at være.

Indtil den dag vi alle finder fred indeni os selv.

For det er i os selv, at vi skal finde friheden til at forløse smerten, lidelsen og frustrationen. Det kan ingen andre.

Vi ved i dag fra forskningen, at noget af det, der gavner vores fysiske mentale helbred allermest er evner som tilgivelse og taknemmelighed. 

Vi ved endda, at vores tarmflora har langt større betydning for vores velbefindende, end noget andet og at tarmfloraens balance er afhængig af vores indre stemning og vores sociale engagement ud over en grøn og varieret kost uden E-numre og kemikalier. Så vi kan spise os til bedre humør, som det første. Ved at blive mere bevidste om, at nærvær når vi spiser, er vigtigt. Der er undersøgelser der tyder på, at socialt samvær og nærvær, når vi spiser understøtter en bedre fordøjelse og dermed trivsel i vores tarmflora, som har kæmpe betydning for både humør og helbred. Med andre ord, det vi putter vi munden, er med til at forme vores tanker og vores helbred. Både gennem kvalitetsbevidsthed og nærvær. 

En anden og vigtig faktor i at slippe smerten og lidelsen er tilgivelse. Vi lever faktisk i et samfund, hvor der er utrolig mange goder. Og ofte forspilder vi den store gave, det rent faktisk er at være i live. Vi glemmer at fejre, at vi trækker vejret og lever. Hvilket i sig selv er en stor gave!

Først når vi står ved kanten af livets slutning eller bliver alvorligt syge, indser mange at de glemte at være taknemmelige for livet, bare fordi det er. At huske taknemmelighed hver eneste dag, for alle de små ting i livet og de større, skaber et bedre helbred og en bedre mental tilstand og dermed et bedre liv. Og så kan vi arbejde med tilgivelse. Fordi når vi ikke tilgiver, så holder vi fast i dårlig indre stemning i os selv. Og dårlig indre stemning er lig med dårligt helbred og dårligt humør.

Når vi ikke kan tilgive, slæber vi hver eneste dag gammel bagage med ind i det nye, der er på vej. På den måde holder vi os selv fast i fortiden, fast i mangel på forandring og vi undrer os over hvorfor livet føles som en kamp, men ser slet ikke at kampen er inde i os selv.

Hver eneste dag er der små ting, vi kan tilgive. Buschaufføren, der var sur, naboen eller kæresten, der vrissede, veninden der ikke ringede, som hun havde lovet eller os selv for ikke at være det, vi gerne ville have været og andre, der trænger til at blive sat fri af vores indre mentale spindelvæv.

Masser af muligheder for små trin i tilgivelse, som sætter os fri og som skaber plads og mod til at begynde at kigge på, at sætte de større ting fri i os ved også at øve os i at tilgive dem.

Gennem tilgivelse skaber vi plads til, at noget nyt kan blomstre. Vi øger vores mentale kapacitet. Undersøgelser har vist så skør en ting, som at vi kan hoppe højere, når vi har tilgivet. Altså rent fysisk kan vi mere. Og mentalt kan vi endnu mere.

Hver eneste dag kan vi træne os selv i et bedre liv. Gennem fokus på nærvær i alt, hvad vi gør. Ved at øve taknemmelighed. Ved at tilgive de små ting, og på sigt de større. 

I mit liv har tilgivelse fyldt en del på det sidste. I mange år har jeg haft et noget anstrengt forhold til min far og jeg husker stadigvæk den gang i teenage årene, hvor jeg råbte til ham, at jeg ville ønske han var død. Jeg var så vred på ham, at jeg nærmest hadede ham. Jeg følte han havde sviget, at det var hans skyld jeg var i lidelse. At det var hans skyld, at jeg ikke fik min mors kærlighed. Der var mange ting han fik skyld for. Og nej, måske har han ikke været den mest optimale far. Men i de sidste par år er han blevet rigtig syg. Han er blevet svag og gammel og har ikke langt igen.

Og i den tid, har jeg været rigtig meget sammen med ham. Meget mere end nogensinde. Fordi jeg oplever, at det healer. For her i stuen i hans stol, hvor han sidder som en lille såret fugl, ser jeg hvem han er. Et såret mennesker, der aldrig fik det, han kom for. Der aldrig fik tilgivet og sat fri og som derfor altid har været fanget i sit eget indre fængsel. Det, der for mig som barn så ud som en voldsom far, men som i dag kan se faktisk bundede i noget helt andet. Og mildheden er trådt frem i min far. Han holder min hånd og han siger, han elsker mig og han græder, når vi skilles. 

Samme forløb var jeg igennem med min mor, for år tilbage. Og faktisk med min ex mand for nylig, hvor han var tæt på at dø af en blodprop. Og dér, når døden banker på, så træder mildheden og kærligheden frem. For dybest set, er vi alle skabt i kærlighed og drømmer kun om at blive elsket og holdt af.

Alt det, der forhindrer os i det, skabes indeni os selv. Vi lukker af, vi lukker ned. Vi gemmer os væk fra verden og visner langsomt, når vi ikke tør kærligheden. Når vi ikke tør sætte os selv fri.

Fortiden er gået. Den kan vi ikke længere bruge til noget. Den gav det, den gav. Intet mere, intet mindre. Det, der er langt mere vigtigt, er, hvordan vi vil leve lige nu.

I dette nu skabes fundamentet til resten af dit liv og i næste nu og i næste nu. Hvad bygger du dit fundament med? Med kærlighed eller frygt? Der er kun de to veje. Og at for at kunne vælge kærligheden, må vi først sætte os fri, fri af gammelt, fri af fortid, fri af begræsningerne, der ligger i ikke at være tilstede lige nu og lige her. 

Når jeg sidder i stuen med min far og holder hans hånd, så er der kun nu. Så er al fortid slettet. Det findes ikke mere, kun som svage skitser i mit sind, eller sjove minder, vi kan dele. Alt det andet er lige meget, for det skaber kun afstand og smerte i os begge. Skal han straffes evigt for de fejl, han gjorde? Skal du? Nej vel? Og at tilgive ham og for den sags skyld mig selv, for alle mine ugerninger skaber en enorm frihed og lethed i kroppen. Det øger min livskvalitet og det øger hans. Er det let. Nej... ikke i starten. Men det er der intet der er.

Det handler om vilje, om at ville en anden vej i dit liv. Og at skabe plads til, at i dag er en ny dag og her er alt åbent, alt er muligt, alt kan ske. Mindfulness giver plads til så meget mere kærlighed. Til dig selv og til dem du holder af. Og det fjerner smerten og lidelsen i dit liv. Fordi du opdager, at i dag er som den er og her er alt muligt.

Du er ikke længere begrænset af gamle lænker. Du har lært, at vende had til kærlighed både i dig selv og udenfor dig selv og det skaber livskvalitet, bedre helbred og øget mentalt overskud.

Det giver dig mulighed for at hoppe så højt du vil.

Kærligst Flora

Mindfulness Akademiet®

Mindfulness Akademiet

At Leve Mindfuldt på Facebook

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.  

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
At lære at elske den du hader. Læs hvordan