Når fysisk træning og selvudvikling bare bliver for tungt

Overalt omkring os mødes vi af dem. Igen og igen.

Kravene.

Kravene om, at vi skal gøre, skal handle eller skal være noget bestemt. Vi kan ikke åbne et ugeblad, en avis, TV’et eller Facebook eller andre af de sociale medier uden det bugner med tilbud om at skulle gøre, være og handle på en bestemt måde. For at være sund nok. For at kunne følge med. For at se evigt ung ud. For at være en succes. For at være den bedste udgave af os selv.

Den ene uge skal vi være vegetarer og gå til bikram yoga alle sammen, den næste er det palæo mad og detox og kettlebell træning. Og ugen efter noget helt fjerde…

Hvad sker der lige i samfundet med alle de ideal billeder, vi bliver bombarderet med? Selv mindfulness er blevet til noget vi SKAL. Stilhed og nærvær er blevet moderne og kunne stilhed fås på dåse, så tror jeg faktisk man kunne blive superrig. Men er vi lykkelige i al den præsteren? Kan vi overhovedet følge med i alle disse tilbud, krav og muligheder? Jeg tænker ofte, at vi lægger så utrolig stor vægt på det ydre liv, på at se ud og handle - og langt mindre på at være. Når jeg læser om, hvordan “rigtig” mindfulness er, bliver jeg ked af det. Når jeg ser alle de tilbud, det bugner med, føler jeg mig forkert og når jeg se alle de sociale arrangementer folk vælger at gå til og jeg hellere vil være i stilhed, bliver jeg træt. Og når der igen og igen refereres til kurser, man burde tage, bliver jeg endnu mere træt.

Kender du også følelsen?

Hvad ville der mon ske, hvis vi nu en gang for alle besluttede os for, at det var lyst og glæde, der skulle drive tingene. Hvis det vigtigste i verden var, at du hver morgen kunne vågne op og tænke, hvad er godt for mig i dag for at være i balance og have overskud til min familie og mig selv. Hvad skal der til i dag, for at jeg føler mig sund og veltilpas. Og jeg ved godt, at mange her vil sige: "Jamen sådan har jeg det da i høj grad også"... “Jeg er helt afhængig af min sport… min måde at spise på… min detox" osv. Men helt ind til benet - er der så nogensinde nogen, der virkelig er lykkelige ved at skulle noget. Jeg oplever gang på gang mennesker låst i en retorik omkring rigtig og forkert og hvis ikke jeg gør sååh...

Ja.. så hvad?

Hvad nu, hvis du allerede var der, hvor du skulle være? Hvad nu, hvis det, du higer efter, faktisk allerede er lige foran dig, men du bare ikke kan se det for præstation og tænkning. Vi lærer helt fra små af, at der skal handling til for at skabe forvandling. Men hvad hvis den vigtigste handling er bare at komme tilstede i dit eget liv. Hvorfor skal alting vurderes og sættes i kasser, selv noget så smukt som en værens tilstand af nærvær, nemlig mindfulness bliver med mellemrum sat i en kasse af rigtigt og forkert. Men kan man dyrke nærvær og ro forkert?


Vi er nødt til at forstå, at for at kunne ændre verden, så må vi mest af alt ændre vores syn på os selv og på verden. Vi må gå ud af kassen, ud i det fuldstændige åbne landskab; dér, hvor alle muligheder stiller sig frem til skue.

Einsteins ord om, at vi ikke kan løse de problemer, vi står i, med den tænkning, der har skabt dem, er også blevet til hule monumenter over en tid, hvor vi hele tiden tror, vi mentalt kan regne den ud. Og at vi kan handle os forbi enhver krise.

For nylig oplevede jeg to mennesker, der var ved at vælge at gå fra hinanden, fordi de var vokset fra hinanden - mente de. De kunne ikke længere tale sammen uden at råbe, de kunne ikke længere finde en vej til hinandens hjerte. Og så gennem en lang snak på mange timer, nåede vi ind til kernen. De var begge fanget i et præstationshjul fra omverdenen, fra jobbet fra kurser, fra mennesker, der krævede af dem. Og i dette præstationshjul havde de helt glemt sig selv, de havde helt glemt kærligheden. Og da det først gik op for dem, blev de først kede af det og siden helt vildt lettede, for så var der jo en anden vej. Så var der jo pludselig masser af kærlighed.

Vi er nødt til at forstå, at livet ikke skal forstås, det skal bare leves. Og glæde, kærlighed og nærvær er den simple drivkraft i alt hvad vi gør - ellers mister vi så nemt os selv og hele vores kerne og bliver fortabt i præstation, handling og vurdering. Hånden på hjertet - hvis du fik chancen, ville du så gerne have den uge, der lige er gået, igen. Ville du gerne gennemleve din sidste uge eller din sidste måned igen? Som Bill Murray i den skønne film “En ny dag truer”? Jeg tror, de fleste ville sige pænt nej tak.

For det er ikke selve livet, vi klynger os til, det er vores eksistens. Og hvad består eksistensen af? Af ren væren, af kærlighed og nærvær, hvis vi bare kunne se det. Hvis vi bare kunne give slip og opdage, at vi allerede er der. Men det er langt lettere at tro på det “gamle” for det kræver intet af os, det er langt sværere at turde virkelig give slip på burde/skulle tyranniet. At melde sig ud og sige: jeg laver hverken yoga, kettelbell træning, mediterer, detoxér eller tager på lange kurser. Jeg er bare med dagen i dag, som den nu folder sig ud og nogle gange laver jeg yoga, fordi det er sjovt og jeg bliver glad af det.

Andre gange løber jeg måske en tur, fordi naturen kalder på mig og andre dage igen ligger jeg på sofaen dagen lang bare i stilhed og gør absolut ingenting. Jeg læser ikke, jeg går ikke på kurser, jeg spiser det, min krop siger den har lyst til og jeg er i bund og grund bare glad for at være mig og mærke livets susen hver eneste dag.

Livet skal jo ikke være tungt og fysisk belastende, det skal leves udfra glæde, kærlighed og nærvær. Og vælger vi alt til udfra den kerne, så giver livet sig selv .

Kærligst
Flora Eriksen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Mmmm...dejligt budskab Flora! <3

Kh Camilla

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K

Fysisk træning og selvudvikling bliver bare for tungt. Læs mere