Har nærværet spillet fallit?

Har nærværet spillet fallit?

Hvornår har du sidst kigget din elskede i øjnene eller holdt din barn i hånden og virkelig set på det? Eller droppet at tage telefonen eller ikke svaret på en mail, for at være fuldt til stede med din familie. Og når du så sender en mail eller ringer op til en person, er du så tilstede dér? Er du der fuldt ud eller er du allerede et andet sted i tankerne?

Jeg oplever desværre alt for ofte, at vi ikke er tilstede, når vi er sammen med hinanden. At vi sidder og smiler venligt, men inde i hovedet er vi et helt andet sted. Eller at den anden kun taler om sig selv og sine egen projekter og aldrig når til at få spurgt oprigtigt ind til, hvordan modparten har det. Men det udvander vores sociale mekanismer og forfladiger vores samvær, når vi altid er på vej et andet sted hen og derfor aldrig helt til stede. Filosofen Ole Fogh Kirkeby skriver, at der er forskel på tilstedeværelse og nærvær. Tilstedeværelse er bare at være der, nærvær er når vi oprigtigt af hjertet vil hinanden det bedste.

Ikke mindst vores brug af smartphones har rykket udviklingen i en uheldig retning. Hver gang jeg underviser på Mindfulness Akademiet skal alle deltagere huskes på at slukke telefonen og de opfordres til ikke at tænde den, før de skal hjem og det er meget svært for mange. Selv på vores stillereterats kribler det i fingrene for deltagerne i lige at tjekke telefonen - selv om det er “forbudt”.

Det er, som om vi har mistet den naturlig medfødte evne til at fuldt ud at være tilstede med det, vi nu en gang er i. Forleden dag var jeg på café og også dér oplevede jeg par, der sad sammen i tavshed, fordi hver især var på hver deres telefon med et eller andet.

Når vi lader os stresse af andre, er det ofte, fordi vi i hovedet ikke er med det, der er, men et andet sted henne og så kan vi ikke fokusere ordentligt og mister derfor lettere besindelsen.

Og når vi mister besindelsen og lader irritationen eller vreden tage over, så afskærer vi os ren hjernemæssigt for at kunne få forbindelse til vores fornufthjerne og til vores empati. Dermed er det de lavere og mere primitive instinkter, der tager over.

Ved at træne vores nærvær, træner vi også hjernen i at kunne bruge dens fulde kapacitet langt bedre.

Og det er faktisk så enkelt. Se på den, du er sammen med. Vær tilstede i samtalen, brug din nysgerrighed på at se den anden præcis, som den anden er og lyt med det lyttende øre. Brug hver dag bare syv minutter på lige at stoppe op og trække vejret; intet andet end bare betragte, at du trækker vejret. På app’en iMindfulness kan du hente mere inspiration.

I vores Stressfri familie forløb bruger vi et værktøj, som vi kalder Koalaen. Det handler blandt andet om nærværstræning i familien; om at stoppe op og se hinanden og tale sammen og ikke til hinanden og at få langsommeligheden ind som hos Koalaen. Og når jeg underviser på Mindfulness Akademiet så sker der magiske ting i rummet, når vi laver øjenøvelsen - at kigge et andet menneske i øjnene i blot et minut. At give sig hen og være fuldt nærværende. Efterfølgende træner vi det også i måden, vi giver feedback og i samtaler.

Fordi det er en mangelvare for rigtig mange af os. Forleden havde vi nogen af vores børns venner på besøg og efter middagen, hvor vi havde siddet og talt sammen om livet og været fuldt tilstede og oprigtigt interesseret i hinanden, sådan som vi plejer at være, når vi er samlet. Efterfølgende sagde den unge pige helt overrasket: Så meget tror jeg aldrig vi har talt i min familie sammenlagt. Øv, hvor er det træls sådan noget.

Vi må virkelig alle gøre en endnu større indsats for, at vi - når vi kaster os ud i livet og i samspil med hinanden - kan parkere vores ego så meget, at vi kan åbne os op og være fuldt tilstede og fuldt nærværende med den anden.

Den berømte amerikanske børnepsykiater Daniel Siegel taler om, at vi har brug for at føle os følt af den anden. Alle børn har brug for ikke bare at blive set, men at føle sig følt af en anden voksen. Det er et af grundelementerne i at opbygge en sund og velfungerende hjerne. Men også en evne, der kræver stort nærvær, for virkelig at være tilstede og lade den anden føle sig følt.

Det, du vil opdage, er, at du får så utroligt meget mere igen; at du går så meget mere  beriget fra mødet med den anden, når du giver dig hen og åbner dit nærvær og dine sanser mod den anden.

Mindfulness er ikke bare at gå på kursus og lære nogle smarte teknikker. Mindfulness er når vi gennem en fokuseret indsats formår at være tilstede i livet med en helt anden og mere kvalificeret opmærksomhed på andre og på os selv og det vi er en del af. Mindfulness er, at skabe masser af nærværsrum og øjeblikke med andre mennesker i løbet af dagen og med os selv i stilheden. At forstå os selv på en helt ny måde og blive vores egen bedste ven igen - gennem fokuseret nærvær.

Lad nærværet sejre og giv plads til at være tilstede, når du nu alligevel er her.

venligst

Flora Eriksen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Dejligt indlæg, gode pointer! :-)

Tak Camilla ;O)

Mindfulness bør bruges til stressfri familie. Læs på Levlykkeligt.dk