

Måske har du ligesom mig, igen ladet dig fange ind af Matador plagen og set med de seneste lørdage?
Det der slår mig igennem hele serien, er hvor meget der ikke siges til hinanden, hvor lidt ægtefolkene i serien egentlig taler sammen om det der er væsentlig, nemlig hvordan de har det indeni. Alt forties i en pæn og stiv overflade, der så mange gange skaber langt flere smerter end nødvendigt.
Og så er det, jeg kommer til at tænke på, om det har forandret sig så meget i dag. Om vi i det moderne samfunds stress og jag, egentlig husker at tale sammen om det der er væsentligt. Om vi får delt vores inderste jegs tanker, ve og vel med hinanden, eller om vi i travlhedens jag og de mange praktiske opgaver der skal løses, vælger kun at sætte ord på det der nu en gang fylder af hverdag og er praktisk anvendeligt , for at hverdagen kan hænge sammen, med job, børn og fritidsinteresser.
I min dagligdag med mindfulness , møder jeg så ofte mennesker der kommer med kvaler i livet, men som ikke har kunnet dele dem med den de lever sammen med. Eller hvor det, der kvæler dem i livet, netop er at de ikke kan tale sammen elle måske få kærlighedslivet til at flyde med den de bor sammen med. Deres inderste tanker, har de i alt for lang tid båret med sig selv, og derved er de gledet ud af hver sit spor og glemt den fælles rytme. Glemt det fællesskab der bandt dem sammen. De har fuldstændig glemt at være nærværende overfor hinanden.
Et partnerskab er et fællesskab der skal plejes og holdes ved lige, og pudses af med masser af kærligt nærvær, præcis som et hvert andet team. På arbejdspladsen ved vi ofte godt, hvor vigtigt det er, at få lavet fælles møder i teamet og givet nye spændende værktøjer, for at teamet hele tiden kan præstere sit bedste. Men i kærlighedsteamet er det som om, det glemmes og mister sin vigtighed, fordi alt andet får for meget fokus og nærværet glider ud til fordel for handling.
Det er nogen gange som om, at kærlighedslivet bliver gjort til en selvfølgelighed, som en plante der af sig selv, skal finde ud af hvordan den vil skaffe sig den nødvendige nærig og pleje for at trives. Vi fokuserer mest af alt på, om vi nu får al den sex, som damebladene lover os vi skal have.
Hvornår har du sidst kigget din elskede i øjnene og spurgt:
Er du lykkelig lige nu skat?
Er der noget vi sammen kan gøre, for at du trives endnu bedre?
Har du nogen drømme du gerne vil have opfyldt?
Eller andre spørgsmål, der kan styrke din elskedes opfattelse af at I er et team og du er villig til at lytte til andre og tilsidesætte bare lidt af dit ego, for at øge fællesskabets trivsel. At I sammen kan alt, hvis bare I husker at tale sammen og sætte ord på det der optager jer lige nu og her.
Måske det var en god idé, at indføre faste team møder i hjemmet også. Hvor teamets trivsel lige vendes, og der laves en opgørelse over hvad “teamet” egentlig bruger tiden i hverdagen på. For at få et overblik over, om der er noget der kan skrues ned for at øge trivslen, eller noget der kan skrues op for, for at øge trivslen og vigtigt af alt skabe plads til mere nærvær med hinanden.
Husk ord forløser, ord binder os sammen. Men ord kan også slå ihjel, præcis som ingen ord kan dræne et hvert samspil for al energi.
Hvad har du lyst til, at dele med din partner af inderste tanker om dit liv lige nu?
Husk det gamle budskab: samtale fremmer forståelsen ;o)
Flora Eriksen
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer