At gå med eller imod dine smerter?

Anonym

Smerter fylder rigtig meget i mange menneskers liv i det moderne samfund.

Både fordi mange af os er ramt af forskellige sygdomme, men i høj grad også fordi, det er blevet moderne at overbruge sin krop. Ikke at lytte til den. Ikke at høre hvornår nok er nok og hvornår der er brug for pauser. Lange pauser.

Mange af os tror vi kan løbe os fra og træne os fra det liv, vi ikke er helt tilfreds med og så længe vi holder os i gang fysisk, mærker vi intet andet end endorfin-kicket fra den fysiske aktivitet. 
Og det er først, når vi bliver tvunget til inaktivitet, at vi måske pludselig mærker, hvordan kroppen gør modstand.

Vi oplever det stort hver gang, vi har stilleretreat på vores Mindfulness Advanced forløb. Også selv om det blot er nogle få dage. Undervejs i stilhedsperioden må deltagerne ikke lave nogen fysisk aktivitet andet end små gåture, med streg under små. Perioden handler nemlig om at mærke. Og når vi hele tiden gør det, vi plejer at gøre, kan vi som regel ikke komme ind og mærke os selv. Sådan virkelig mærke os selv.

Og måske er der en forståelig grund til, at vi har vænnet os til at presse os selv til hele tiden at være i gang. Hele tiden at skulle handle, gøre og være aktive.

At være rund i formerne anses i dagens samfund ofte for dovenskab og manglende rygrad og hvem gider at blive sat i den bås? Nej, vinderen er den, der kan holde sig i form, spise sundt, altid være aktive og i gang.

Og hvis vi af en eller anden grund ikke længere kan det eller gør det, hvem og hvad er vi så? Hvad tænker de andre omkring os så? Og hvis vi ikke kan komme på arbejde eller være superaktive længere, er vi så også tabere?

Så. Når vi ikke kan mere og når smerterne pludselig tager over. Hvem er vi så? Hvad er vi så?

Ja, så risikerer vi pludselig at stå uden for fællesskabet, fordi der altså ikke er noget vinderagtigt over at sidde stille og have ondt.

Især ikke fordi mange smerteramte ofte også bliver hjerteramt. Forstået på den måde, at vi blive triste, vi bliver selvoptagede og hele verden drejer sig pludselig kun om os og smerten. Og vi kan ingenting.

Smerter er noget af det mest egocentriske, der findes. Det er utrolig svært at løfte blikket ud over sin tilstand og det kræver en enorm viljestyrke ikke at falde ned i “det er synd for mig”.

Og det hjælper slet ikke, at vi i samfundsmæssig sammenhæng bliver sat uden for fællesskabet og slet ikke i et samfund, hvor flere end hver fjerde af os lider af smerter på den ene eller anden måde.

Derfor er der ikke noget at sige til, at den letteste løsning ofte bliver at tage en pille og så tage sig sammen og komme videre. Men der er en anden vej.

En vej der kræver hjælp og viljestyrke, men som til gengæld kan hjælpe på rigtig mange ting ud over smerterne. Og vejen er mindfulness. Mindfulness er et utrolig effektivt værktøj til behandling af alle slags smerter.

Det fjerner jo ikke nødvendigvis smerten, skal vi huske, for det er ingen mirakel kur, men det hjælper os til at kunne være med den, ikke at føle os forkerte i smerten og ikke at lade smerten styre vores liv.

Hvordan kan et enkelt værktøj være så effektivt?

Fordi meget af smerten ligger i tanken bag ved. I de mønstre, som vores smerter trigger i os. Hvordan vi - uden at vi opdager det, når smerten griber os - hurtigt får fanget os selv i et spind af negative tanker om os selv og om vores egen formåen.

Det er derfor smerter kan være så svære at leve med, fordi i det øjeblik at tankespindet har taget fat i os, så tager det også magten fra os. Magten til at turde handle på smerten.

Mange smertepatienter bliver mere og mere inaktive, fordi de oplever at små bevægelser nogle gange kan forværre smerten og så er det lettere at lade være. Men måske handlede det mere om tankerne omkring det at bevæge sig, det at gøre noget andet end selve smerten?



Når vi tør gå vores smerte i møde og sige til den: “Hvad vil du mig, fiskefjæs?!” Så har vi pludselig åbnet op for nye handlemuligheder. Og når vi så samtidig tør trække vejret dybt ind igennem smerten, uanset hvor den sidder henne, uanset hvad den kommer af.

Der er som regel aldrig noget, der kan blive værre end de tanker, du allerede har haft om det. Du har i tankerne ofte allerede været igennem dit værste mareridt, så det kan ikke blive værre herfra.


Mød smerten.

Træk vejret dybt ind i smerten, ånd langsomt ud igen og igen. 

Øv dig flere gange dagligt i at kunne trække vejret dybt ned i maven og trække vejret gennem smerten.

Øv dig i at møde smerten med nysgerrighed. Hvordan er smerten lige nu? Er den som den plejer, har den forandret sig bare en smule? Notér evt. i et skema, hvordan din smerte er på bestemte tidspunkter af dagen. Så vil du opdage at den faktisk forandrer sig hele tiden nogle gange til det bedre, nogle gange lidt til det værre. 

Opdag gennem Mindfulness iagtagelsen, at du er ikke din smerte, den ejer dig ikke. Den er kun en del af dig og der er altid meget mere, der virker i dig, end der ikke virker.



Acceptér smerten præcis, som den er lige nu 100%, for den er, som den er. Det kan du ikke lave om på i dette nu. Men du kan øve dig i at møde den på en ny måde i næste nu og derved kan den måske forandre sig? Men lige nu er den som den er.



Mød hele dig, alle tanker følelser og oplevelser i dig med venlighed og kærlighed. De er jo en del af dig og du er skøn, som du er, præcis som du er. Du må godt have dårlige/triste tanker, præcis som du må have glade tanker. Men kunsten er ikke at lade tanken eje dig, men at observere at lige nu, er det sådan at være dig, så tag hånd om dig, vær med dig præcis, som du er i dette nu.

Venlighed. Venlighed. Venlighed.

Og husk mest af alt, at vi ikke andenrangs mennesker fordi vi lige nu ikke byder ind til samfundet - fordi vi lige i en kort periode ikke kan være med på samme niveau, som vi plejer. Opdag alt det du kan, i stedet for at hænge fast i alt det, du ikke kan.

HUSK! Du er stadig meget, meget værd både i dine egne øjne og i andres.

Gå med smerten. Ikke imod.

(Skrevet i en periode, hvor daglig smerte var en stor del af mit eget liv lige nu. Men vi kan meget mere end vi tror, når vi vil). 

Kærligst,

Flora Eriksen

__________________________