Er du mand eller mus?

Er du mand eller mus?

Sidder i min udestue efter det, der egentlig skulle være en stille søndag - og som på mange måder nok også har været det - og nyder stilheden og et kort øjebliks ro. Jeg elsker min familie og jeg elsker, at være sammen med dem, men hold nu op, hvor det også kræver sin mand at være en del af den.

Dagen var planlagt til at starte stille og roligt med min elskede morgenyogarutine, men idet jeg står op, vågner både ældste datter på 18 og yngste på otte samtidigt. Sætter den ældste i gang med at bage pandekager, men der går ikke mange minutter inde i yogaen, før den lille kommer og kræver min opmærksomhed. Hun har nu allerede fået tøj på og er på vej ud for at ville lave hule udenfor og har brug for hjælp til at finde tæpper til hulen. Beder hende pænt om selv at prøve, så kommer jeg, når jeg er færdig med yoga. Hendes far er travlt optaget, da strømmen i huset er gået i løbet af natten, så strømmen og dermed fyret ikke virker og der er mega koldt.

Det går fint lidt endnu, men så kommer yngsten tilbage og insisterer nu på tæpper. Hun vil ud - solen skinner og det skal være nu, denne gang er hun ikke til diplomatiske forhandlinger. Så jeg stopper yogaen, finder tæpper, giver hende dem og sikrer mig, hvor og hvad det er, hun har gang i, før jeg igen vender tilbage til mit dejlige, rolige yoga.

Når 10 min længere ind i programmet , nu er de lækre pandekager med både gulerødder og havregryn så færdige, hvilket betyder at den ældste nu slår sig ned tæt ved mig, for hun  har været i byen dagen før og haft en helt vild god oplevelse. Overvejer kort at afbryde hende, men nænner det heller ikke, så jeg lytter mens jeg fortsætter yogaen, nu uden ro, da ældsten taler i en strid strøm om aftenens begivenheder. Og sådan forsætter stort set hele dagen, da den anden ældste senere vender hjem for at fortælle om hendes aften i byen og midt i det hele dukker en nabo op, der skal have hjælp til noget brænde og senere igen kommer min far lige forbi for at sludre og elektrikeren farer rundt imens for at løse det med strømmen og fyret, der er gået helt i udu.

Pyyyyyyh! Sådan er mange af mine dage. Også de, der var planlagt til ro. Jeg kunne være mus, springe over bord og insistere på min ro og stilhed. Men jeg vælger som regel at være mand og stå model til det min familie har brug for i dette nu. Hvorfor?

Fordi jeg ved, at mine børn har jeg kun så kort tid og jeg har erfaret, at det giver dem en uendelig tryghed at vide, at det, de har på hjertet altid er velkomment og vedkomment. Der er altid plads til deres bekymringer, hjertesorger og andet. Det gør, at jeg ved 100% hvor mine piger er henne i deres verden og deres tænkning, jeg følger dem i tykt og tyndt og de ved, de altid kan stole på os.

Det gør dem til verdens nemmeste teenagere, for de lytter også altid til os, når vi har noget vigtigt, vi synes, de skal vide eller har en holdning til et eller andet i deres liv. De smækker aldrig med dørene, de er aldrig sure, mugne og umulige teenagere, vi ikke kan nå. Og den yngste på otte er det mest kreative barn, jeg kender. Hun er altid i gang med at male et eller andet, bygge en hule eller lave butik af mudderkager o.s.v. Hun kræver i bund og grund så lidt og hun ved, at så snart hun spørger, om vi ikke skal gå en tur eller cykle eller gynge i haven, så siger vi som regel Ja, selvfølgelig! Hun er med andre ord utrolig selvkørende, fordi hun hviler så meget i sig selv.

Alt dette skriver jeg kun for, at sige at det kræver så meget mandsmod, at være til stede i min familie, hvor følelserne ofte fylder meget, og det kræver masser af energi og tid. Men på den lange bane lønner det sig.

Hvor mange børn og teenagere er ikke blevet overset og overhørt, presset ind i kasser som forældrene synes passede til dem, uden at de er blevet spurgt. Hvor mange børn og  teenagere i dagens Danmark føler sig set, hørt og mødt med nærvær af sine forældre og har derfor samme evne til selv at møde verden på den måde?

Desværre ikke så mange, som det kunne være. Kære forældre, det kræver tid og prioritering at være nærværende. Det er et simpelt valg: et valg der står mellem at sætte sig selv eller sine børn først i livets trædemølle. Er du parat til at parkere dine egobehov og  være tilstede med fuldt nærvær i din familie? Det kræver faktisk ikke så meget i bund og grund, det kræver, at du tør stoppe og lytte og være fuldt ud til stede i absolut nærvær, når de har brug for dig og det har de hver dag.

Lykke er ikke at præstere. Lykke er, at være dér, hvor der virkelig er brug for en. At være langt mere mand end mus.

Hav en dejlig forårsdag!

Flora Eriksen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lykke er ikke at præstere. Læs på Levlykkeligt.dk