Er du fanget i lyskeglen?

Er du fanget i lyskeglen?

I morges, da vores største datter blev kørt til toget, blev en hare fanget i bilens lyskegle.

Vi kom nærmere og nærmere, men haren blev i lyskeglen. Den måtte løbe hurtigere og hurtigere i en ørkesløs kamp for at komme væk. Den sprang lidt mod den ene side. Vendte tilbage til midten. Lidt mod den anden side. Og tilbage til midten igen. Ørene var rejst. Hårene på dens ryg nærmest strittede op i luften. Panikken hos den var tydelig. Helt tydelig. Men den blev i lyset. Hele tiden ind mod midten. Hele tiden låst fast i lyskeglens kendte verden.

Først da vi satte farten helt ned og slukkede lyset fra bilens lygter. Først da. Sprang den -  med et enkelt hop - væk fra vejen og ud på marken. Ud i det, der før virkede som en sort væg, men som nu var et velkendt og hjemligt landskab af marker, sø og skov. Vi kunne se den hoppe forpjusket, men alligevel i en helt anden stemning ind mellem markens planter, før den forsvandt i krattet. Tryg. Hjemme.

Og vi kom til at tænke på, at dette billede er det samme billede, som mange af vi mennesker finder os selv i. Fanget i lyskeglen.

Livets omstændigheder kalder nogen det. Vi gør jo det, som vi skal. Sådan er det jo.

Og vi løber. Stærkere og stærkere. I zig zag. Lidt mod den ene siden. Lidt mod den anden side. Men altid straks tilbage igen. Til midten. Vi løber så stærkt, som vi kan. Til vi næsten ikke kan mere. Men vi kan heller ikke komme væk. Et eller andet forhindrer os i det. Selv om vi ved, at vi hele tiden risikerer at blive opslugt af det, vi flygter fra.

Selv om vi ved, at faren, der er dér. Lige bagved os. Vil opsluge os, i det første sekund, vi tøver. Vi kan ikke stoppe. Men vi kan heller ikke komme væk. For i lyset kan vi se den verden, vi kender. Og uden for lyset er der mørkt. I lyset er det kendte. Uden for lyset er det ukendte. Så vi bliver i keglen. Og løber for livet.

Det pudsige er, at løsningen er enkel. Himmelråbende enkel.

Et enkelt hop til siden. Og vi er fri af lyskeglens fængsel. Et enkelt hop til siden og vi kan pludselig stoppe op. Helt op.

Og vi kan stille os dér. Ved siden af. Og se. Betragte. Den fare, der for et øjeblik siden truede med at opsluge os. Og vi kan stå dér. I ro. I fred. I fuldkommen væren. Og undre os over, hvorfor vi dog ikke sprang noget før.

Og vi kan vende os til den anden side. Og pludselig opleve, hvor stor verden faktisk er. Vi kan pludselig opleve, hvor rig verden faktisk er. Vi kan pludselig opleve, hvor meget vi kan. Og vi kan pludselig opleve, at vi er fri til at gøre, det vores hjerte kalder os til at gøre.

Et lillebitte hop. Væk fra lyskeglen. Det er alt, der skal til.

Tør du hoppe?

Kærligst,

Flora

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Ja. Smukt beskrevet!

Et lillebitte hop. Det er alt, der skal til. Læs med