

Du er ikke dine tanker, men de former hvad du bliver.
At være uautentisk er nærmest blevet moderne. Så mange gange møder jeg mennesker, der er blevet låst i at være en anden, end den de egentlig er indeni. Det er jo ikke et bevidst valg, men et valg der er opstået ud af ikke at lytte til sig selv.
Vi tudes ørene fulde af, at vi skal være robuste, vi skal sætte mål - store mål - for os selv og vores fremtid, vi skal skabe vækst, lykke og sundhed ikke bare for os selv, men for alle omkring os. Men i hele den mølle taber vi os selv. Jeg oplever nærmest nu også en konkurrence på, hvem der har prøvet det mest seje yoga, været på de mest udfordrende retreats, være længst tid i stilhed eller detoxet/fastet sig selv længst. Som om evig lykke ligger i at skulle, i at gøre, i at handle.
Det vi helt overser, er at vi faktisk allerede har alt det vi har brug for, for at finde indre fred og lykke.Du behøver ikke forandre noget, du behøver ikke skulle noget, alt du behøver er at lytte. Lytte indad til hvad din indre stemme fortæller dig.
Men hvordan gør vi dog det, i en verden hvor 35.000 dagligt er sygemeldte med stress, hvilket kunne tyde på, at de ofte har overhørt deres egne indre signaler alt for længe. Det gør vi, ved at indse at stilhed er en nødvendighed i denne verden for, at være menneske. I “gamle” dage var det helt naturligt, at vi brugte tid i stilhed, at vi gik indad, at vi holdt mørkning.
Og vi lyttede til de ældste, de vise, dem der havde opnået indre dybde, ikke dem der ejede mest, eller var hurtigst, mest magtfulde, havde flest spin doktorer.vEt gammelt ordsprog siger: hvorfor søge efter viden, når jeg tilbyder dig visdom. Visdom er en skjult gave, en skjult diamant der findes indeni dig. Indeni hver af os, hvis vi tør lytte og lytte efter i stilhed.
Gennem åndedrættet kan du bringes i dyb kontakt med din sande natur. For vi er ikke vores tanker og følelser.
Vi har tanker og følelser og det er en helt anderledes måde at være i livet på, at se sig selv herfra. Hver gang en tanke opstår så betragt den. Kig på den, træk vejret igennem den og giv så slip igen. For vi har gennemsnitlig omkring 60.000 tanker på en dag og vi kan derfor ikke forholde os til dem alle, men vi vælger i stedet, hver eneste dag de samme 20 - 30 tanker, som vi flytter ind på vores mentale “Hilton” og giver dem 5 stjernet behandling, spa og champagne.
Og bagefter kan vi ikke forstå, hvorfor vi kan føle os så låste, så fanget i omstændighederne, i det samme liv. Ekhardt Tolle siger det så smukt: følelserne opstår der der hvor tanken møder kroppen. Så jo mere vi kan opdage vores tanker, jo mere vi kan opdage, at vi har valget mellem at gå med tanken eller slippe den, jo mere kan vi begynde at være Herre i eget hus, vi kan tage magten over vores liv tilbage til os selv.
Og gennem det valg, kan vi opdage, at vi har evnen til, at forme vores liv i den retning der får os til at gro og vokse bedst. At vi kan slippe burde / skulle. UAutenticiteten.
Det eneste du ved med sikkerhed du skal i dette liv, er at dø.
Det lyder barsk, men det er fakta. Derfor er der ingen grund til at slippe dig selv og din egen autenticitet til fordel for andres behov, andres vækst og moral.
Du må godt skabe dit eget.
Men du kan kun gøre det gennem stor viljestyrke, mod og kærlighed til dig selv. Gennem at opdage, at du er fantastisk præcis som du er.
At du rummer alle muligheder, alle veje.
Du kan lige præcis det du vil, det du drømmer om, hvis du vil.
Men du må starte et sted.
Ved at opdage, at du ikke er dine tanker og at de derfor ikke behøver eje dig. Du ejer dig.
Vær med dine tanker, præcis som de er, men lad dem ikke eje dig. Dine tanker former dine følelser, der igen former dit helbred, din livskvalitet. Tillad dig det bedste mest autentiske liv du kan. Start i dag. Du skylder ingen noget, kun dig selv. Træk vejret dybt og opdag din forbundethed med alt levende omkring dig, så du kan begynde at opleve hvor levende du er.
Hvor meget du rummer af liv - af muligheder.
Tillad dig stilhed.
For i stilheden kan du begynde at høre, hvad fremtiden kalder dig til at gøre. Og slip tanken, for den er kun et øjebliks billede af dette nu og ofte formet i din fortid.
Så hvis du vil denne nutid, så slip.
Træk vejret mød tanken og slip den så igen.
Og husk at holde tålmodigheden i hånden undervejs.
Kærligst
Flora
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer