Drukner du din smerte i pænhed?

Drukner du din smerte i pænhed?

I 80’erne var en af mine yndlingsbøger “Primalskriget”.

En fantastisk lang og tyk bog om det at skrige sin smerte og sorg ud. At få den forløst rent fysisk og stemmemæssigt. Anbefalingen var at søge ud i naturen og dér - med sig selv -  give slip på alt det indebrændte. Råbe fra sit hjertes dybeste kraft og bare give helt slip. For derefter rent fysisk og mentalt at kunne mærke forløsningens søde følelse brede sig i krop og sind.


Rigtig mange af os er vokset op i “pæne samfundet”.

Her holder vi nemlig på følelserne. Vi holder facaden. Smiler og nikker pænt. Vi gør os umage for at følge de kulturelt bestemte love om ikke at træde ved siden af og slet ikke give udtryk for vores dybeste følelser i det offentlige rum. Og vi lærer det allerede fra små: “Nej, mor er ikke ked af det, hun er bare lidt træt.” eller “Nej, vi er ikke uvenner. Vi diskuterer bare lige lidt.” osv. osv. Du kender sikkert allerede alle pladerne. Kønne er de ikke og brugbare er de slet ikke; for det, vi den vej lærer vores børn, er, at de ikke kan stole på deres følelser. At de ikke kan regne med, at det, hele deres krop og sind fortæller dem, er sandt og i orden.

Og allerede dér lægges kimen til rod i både krop og sind hos den senere voksne. Vi lærer at undertrykke, at gemme væk, at opføre os pænt. Og måske låget så ryger af i ny og næ, men det undskylder vi med, at vi var pressede og at det er naturligt at give den lidt gas i opløftet stemning og udveksle meninger i høj røst.



Men hvorfor er det så svært at sige: “Du gjorde mig ked af det.” eller “Din handling gjorde mig ondt.” “Jeg kan mærke, det er svært for mig at håndtere dette”… eller hvad det nu er, vi egentlig godt kunne have lyst til at sige til vores allernærmeste. Og ikke så sjældent er disse allernærmeste vores egen familie. Jeg tror ikke på, der kommer noget godt ud af at råbe af hinanden og skrige grimheder i hovedet og tage hele barndommen med i pakken, når vi nu er i gang.

Men jeg tror, at rigtigt mange af os har brug for at lære at få et sprog for alle de ting, vi har bidt i os gennem årene. At få forløst alle de ting, som har gjort indtryk, men som vi aldrig fik udtrykt og som derfor har sat sig fast i vores system.

Men for at kunne det, må vi første give os selv lov til at mærke. At mærke helt inde i os selv, hvordan vi egentlig har det. Hvad det er for nogle ar, vi har på sjælen, måske ligefrem gamle sår, der aldrig for alvor er helet. Sår kræver luft og lys for at hele, de kan ikke heles når de er gemt væk i sindets mørke kælder.

En af de store gaver, jeg opdagede og stadigvæk opdager gennem mindfulness, er, at det er blevet mere og mere tydeligt for mig, hvem jeg egentlig er - derinde bag al pænheden. Inde bag facaden, der dækkede over ikke at måtte sige til og fra og at skulle indordne mig for at blive bare nogenlunde inkluderet i min familie.

Lige så stille og roligt genfinder jeg den “gamle” Flora. Det glade lette barn, der er derinde et sted og altid har været der, men som har været undertrykt. I den opdagelse er der også stor smerte. Smerte i at erkende, at “nej, jeg blev aldrig elsket”, men at det er ok. Jeg kan ikke ændre det nu. Jeg kan til gengæld lære mig at elske mig, som den jeg er. Jeg kan lære mig selv og tillade mig selv - i en nu voksen alder - at være lige præcis den, jeg er. Uden filter. Jeg ser også, og erkender at denne opdagelse skubber nogen fra mig, men at de nogen nok alligevel aldrig rigtigt var der. Andet end i mine barnedrømme om accept og kærlighed. Deri ligger der smerte. Sorg. Men, som Kahlil Gibran skriver i “Profeten”: “Jeres glæde er jeres sorg befriet for sin maske.”


Den dybe kærlighed er uendelig. Den kender ingen grænser, for den kommer inde fra dit eget indre i erkendelsen af, at du godt må være dig - præcis som du er. Du må godt stå ved din smerte og dine sår, præcis som de er. Du behøver blot ikke længere lade din smerte og dine sår skabe din identitet. Den er i stedet helt åben. Helt ny. Og klar til at gå en fremtid i møde, som er fuldstændig åben for, at alt er muligt.

Der er altid meget mere i os, der fungerer og virker, end der ikke gør. Og i den erkendelse, kan jeg elske mig selv fuldt ud. Jeg kan elske min smerte, fordi den viste mig vej. Jeg kan være stolt af mine ar, fordi de minder mig om, at jeg er kommet videre og at jeg selv har even til at hele mig selv. Og det kan det minde os om, at vi alle har ret og krav på at være præcis den, vi er. Og når det er medmenneskelig omsorg til os selv, der driver hvert eneste skridt, vi tager, så burde alle omkring os juble og råbe “Hurra!” for, at vi har modet til at stå ved os selv til at turde give udtryk for dem, vi er inderst inde. For dem vi var, da vi var børn. Helt nye. Helt rene.  Inden “burde/skulle” ødelagde det hele.

Så stå ved din smerte, råb den gerne ud i stilheden og giv slip på den. Men det vigtigste af alt: Så husk i det daglige at få sagt fra. At få mærket efter hvad der får dig til at vokse og hvad der får dig til at visne.

Og gå den vej, der er rigtig for dig.

Kærligst,
Flora Eriksen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Smukt!

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Jeg kunne ikke være mere enig.

 

Drukner du din smerte i pænhed. Læs med på Levlykkeligt.dk