Det er aldrig for sent at give op

Anonym

Jeg har givet op! Jeg har givet op i forhold til at tro, at mit liv kan blive lige så let frit og ubesværet, som det var før jeg fik børn. Jeg gider ikke længere leve i en eller anden drøm om, hvordan livet skal være, for at jeg kan være lykkelig, for at jeg kan være en god nok mor og en god nok elskerinde. Og tiden har jeg sluppet fuldstændigt.

En gang handlede alt om mig, verden drejede sig i en akse omkring mig og mine behov. Da jeg så fik kæreste og ekstra børn, tænkte jeg, at alt stadigvæk skulle handle bare om ham og mig. Det var en kamp, der aldrig kunne vindes. Det var en konstant stresset stræben efter det perfekte, efter masser af sex som ugebladene dikterede, overflod af nærvær og lækkerhed.

Det gider jeg ikke mere. For jeg har fundet ud af noget helt andet. Jeg har i løbet af de 10 år, vi snart har været sammen, lært, at jo mere jeg giver af energi ind i fællessskabet - og dropper enhver tanke om mit eget lille ego - der skal fodres, jo mere ser jeg, at mine børn vokser og trives. Og jo mere ser jeg, at vores familie er en helhed i vækst og trivsel.

En gang var vi fem egoer, der hver havde en drøm og en forestilling om, at jorden kun drejede rundt om hver af os og bare lige skulle dække vores behov. Men i dag ved vi, at sådan er det ikke, at alles trivsel og opfyldte behov, kommer af først og fremmest at give plads til fællesskabet.

Jeg bliver så ked af det, når jeg ser, hvor mange familier, der helt glemmer deres børn. Det er som om, børn bare er blevet endnu et statussymbol, vi kan hive frem efter behov. Vi undrer os over, at så mange børn mistrives, lærer dårligt og får forskellige urolighedssymptomer. Men helt ærligt! Kig dig lige lidt omkring. Hvor mange af os voksne kan med hånden på hjertet sige, at vi gav alt for at vores børn følte sig set, hørt og mærket gennem hele deres opvækst. Nej, vel?

Jeg var ikke den perfekte mor for min store datter, da hun var lille. Det ved jeg i dag. Den gang undskyldte jeg det hele med, at jeg jo havde mit arbejde og det var helt vildt vigtigt og så skulle mor jo også have lidt voksen tid og være i fred. Ja, right! Det holder bare ikke i Byretten!
I dag kan hun så få lov at slås med de sår, jeg har givet hende undervejs. Sår som jeg kan se hendes bonussøster ikke har, fordi hun voksede op med en mor og far, der altid satte hende og hendes behov først, som altid så hende og lyttede til hende.

Heldigvis for min datter, så har jeg lært undervejs og det betyder, at hun får al den støtte og plads hun har brug for i dag og det har hun fået de sidste 10 år. Men derfor er der stadigvæk sår fra de første otte år, som vi arbejder med at hele i dag. Med nænsomhed, kærlighed masser af plads og en stor portion mindfulness (smiler).

Nope! Jeg er på ingen måde perfekt og har aldrig påstået, at jeg er det. Men jeg kan bare se, at de værktøjer og den livsstil, som vi har fundet gennem at bruge mindfulness de sidste 10 år har bragt så meget godt med sig til alle i familien. Og den yngste på otte år, der er vokset op med denne livsstil, er så klar i mælet om hendes egen værdi, at hun ikke viger tilbage for at give sine søstre på 18 år gode råd, når de er kede af det eller føler sig uretfærdigt behandlet. Og det bedste er, at det faktisk som regel er ret gode råd (smiler igen).

Men hvad er det dog, vi jager sådan efter? Hvad er det dog for nogle glansbilleder, vi har om det perfekte liv? Hvad er det dog, vi ikke kan få nok af?
Hvorfor giver vi ikke bare lidt slip, giver en lille smule op og tager tingene, som de kommer. En dag ad gangen.

Vi er nødt til at indse, at for at få sunde børn, der trives, så er der mange ting, rigtig mange ting, vi ikke kan som voksne. Men hør her - de bliver ret hurtigt store - børnene - og så er det givet så fantastisk godt ud. I vores familie har vi i dag de mest omgængelige, fornuftige  og søde teenagere, som aldrig kunne drømme om at råbe og opføre sig urimeligt, fordi de altid er blevet behandlet respektfuldt og ligeværdigt, siden de var helt små og guess what... i dag behandler de os på præcis den samme måde.

Og ja, der kan godt gå mere end nogle uger imellem, at vi har sex, men gør det noget? Vi nusser, kysser og elsker hinanden lige højt af den grund. Og når vi så endelig har chancen, så giver vi den gas dér. Men det er jo ikke det væsentlige. Det væsentlige er hverdagen og tonen mellem os og vores børn. Stemningen og den energi, vi skaber omkring os, som skaber hjemmets energi.

Vores børn siger altid til os, at de er så lykkelige for den måde, vi er sammen på og den måde vi er på overfor dem. Det gør dem trygge, glade og rolige at opleve den kærlige energi, vi hver dag gør os umage for at sprede omkring os.

Og ja, det kræver umage, men det er det hele værd. Så giv du nu også bare op, læn dig tilbage og se op, se på dit liv lige nu, se på dine børn lige nu. NYD dem, elsk dem og giv dem al den opmærksomhed, du overhovedet kan. Tag mit ord for det: Det lønner sig i sidste ende.

Så i sidste ende er det bedre at give op end slet ikke at give noget.


Kærligst
Flora Eriksen