Er du herre over dit sind eller er det herre over dig?

Anonym

Jeg har en indre kamp i mig, den har stået på lige så længe jeg kan huske. Det er en kamp mellem det gode og onde, præcist som i eventyr filmene. Sådan er der også i mit indre og om natten kan filmen blive lige så uhyggelig, som den værste krimi eller gyser. Kampen står mellem tillid til livet eller ikke tillid, om livet er trygt at være i eller ikke er trygt at være i.

De første 40 år af mit liv handlede næsten kun om kamp, om overlevelse. Næsten lige så længe jeg kan huske tilbage, har livet for mig handlet om overlevelse, om at kæmpe mod alt det ydre kaos.


Der var svigt, sorg, tab, psykiske og fysiske overgreb, mangel på penge, alvorlig sygdom, mangel på kærlighed o.s.v. Præcist som der er i så mange andres liv, hos mig var det der måske bare i lidt større mængder, og det varede i hvert fald længe, før jeg opdagede årsagen til mit livs trængsler.

Nemlig mit indre fokus. Hver eneste morgen når  jeg vågnede (også i de år hvor det faktisk gik godt, jeg havde lækre elskere og gode job, en dejlig datter og skønne familie sammenkomster) var min første tanke, hvornår mon det går galt i dag.
 Hvad mon jeg skal passe på i dag.

Ikke at jeg var særlig bevidst om det, det skete nærmest helt af sig selv og sendte en chok bølge ned igennem kroppen, der med det samme gik i kamp beredskab. ( jeg er nemlig ikke en der flygter, endnu en gl.overbevisning der intet gavner ;o)

For 10 år siden opdagede jeg pludselig, at jeg havde et valg. Jeg mødte min store lærermester i livet Sri Vasudeva og det første han sagde var: du har alt hvad du har brug for indeni dig. Pludselig opdagede jeg, at det handlede ikke om mit liv og min historie, men om hvordan jeg skabte mit liv og min historie selv, gennem det jeg gav opmærksomhed.

At det var mit opmærksomheds teleskop der var indstillet forkert og ikke mig. Wow det var en kæmpe oplevelse og overraskelse, for nu havde jeg pludselig muligheder, nu var jeg ikke længere låst i at være offer. Faktisk var det en livsændrende oplevelse. For mit opmærksomhed teleskop kan jo ændres, det kan trænes til, stille og roligt, at ændre retning og dermed kan jeg ændre kurs i livet. Det var en kæmpe aha oplevelse. Pludselig følte jeg mig ikke længere forkert, fanget i et forkert liv, der hele tiden prøvede på at ville mig til livs. Pludselig kunne jeg føle taknemmelighed og glæde. Taknemmelighed for alt det smukke der var i mit liv, min datter, mit job, min familie, min venner, min have, mit hus og meget mere. Glæde over at være i live, at være sund og rask.

Når mit kamp kalejdoskop et øjeblik holdt pause, kunne min indre kikkert pludselig få øje på nye veje at gå, nye måder at tænke på og nye måder at håndterer livet, mig selv og min historie på. Det har skabt et helt andet liv, et liv hvor jeg i dag kan leve af at give det jeg selv oplevede og lærte/lærer af Sri Vasudeva (og senere alle min andre læremestre videre.)

For jeg tror ikke, man kan gå denne vej selv, jeg tror ikke man selv kan opdage hvor låst man er, og hvis man gør, så har man ofte brug for hjælp til at træne sit nye perspektiv og ikke mindst at fastholde det.

At øve mindfulness og selvudvikling gennem enkle meditative værktøjer er let, at leve et mindfuldt liv er svært og kræver stor viljestyrke hver eneste dag.

Sådan var det for mig, sådan er det stadigvæk.

 For det sjove er, at selv om livet i dag er dejligt, selv om mit indre kompas er stillet på glæde og taknemmelighed, så er der en indre stemme der stadigvæk råber: pas på lige om lidt går det galt.

Er det min fortid der hænger fast? Nej jeg tror det er vanen. Jeg tror og oplever, at mit sind i så mange år, har fortalt sig selv den historie, at den slet ikke kan få øje på andre veje end sådan må det være og at den har fået min krop med på samme tanke.

Så min krop og mit nervesystem på mange måder stadigvæk har en lille del, der holder fast, der nægter at overgive sig, for hvad nu hvis.( 10 år er kort til når de 40 var "farlige").

Så hver morgen vågner jeg stadigvæk med en (meget mindre ) men dog en uro af, går det nu godt i dag. Men nu ved jeg jo at jeg kan ændre mit fokus. Så jeg tænker lidt på det, som en af vores dygtige HMSR undervisere sagde: en flok hundehvalpe der ikke kan falde til ro.
 Så når en af de mentale “hundehvalpe” forlader kurven og begynder at løbe rundt i alle hjørner og lave ballade, så i stedet for at råbe af den (som jeg før ville have gjort.)

Så sætter jeg mig mentalt ned, kalder blidt på den og får den hen til mig, aer den og beroliger den med kram og søde ord og siger: du må godt være der, det er ok du er urolig lige nu, men om lidt skal jeg videre med noget andet. Og så lægger den sig til at sove igen, billedligt talt.

Det giver ro og det giver overskud og det får langsomt stille og roligt min krop til at slippe de gamle mønstre. Mønstre skabt gennem vane og vedholdenhed. Skabt gennem de fortællinger vi har givet vores fulde opmærksomhed, vores fokus.

Når vi begynder at ændre fokus, når vi opdager at vi kan træne vores opmærksomhed til, at vi kan vælge hvor den skal gå hen, så begynder vi pludselig at kunne berolige os selv, at kunne skabe plads til at nye historier kan folde sig ud.

 Vi skaber så at sige vejen mens vi går den.
 Vi kan ikke kende os selv ved at betragte vores landsskabskort eller tale om det, vi må gå vejen. Og den vej kræver måske en hjælpende hånd, for der kan være mørkt, der kan være koldt og måske ensomt, at gå i første omgang.

Men når først vi begynder at få ryddet lysningerne, så kan vi begynde at sætte lys på nye sider i os selv, på nye historier i os selv og det skaber en forstærkende effekt. Og ikke mindst en beroligende effekt på de dele af vores krop, som stadigvæk ikke helt vil eller kan give slip.

Det skaber et overskud til at ville mere.

Bessel Van Der Kolk, en af de førende psykiatriske forskere i verden, beskriver hvordan vi kan bruge kroppen til at skabe det rum, hvor det bliver muligt at flytte os fra vores mentale sinds gamle fortællinger og opdage, at der er nye veje vi kan gå.

Og gennem mindfulness træningen, kan vi trygt gå ind i den forandring det kræver, at ville ændre sit indre landskabskort og sætte sig selv og sine indre dæmoner fri.

Er det nemt? Nej.

Men det kan lade sig gøre og jeg har igen og igen set på vores bare 9 ugers Mindfulness Practitioner forløb, mennesker der finder vejen. Mennesker der giver slip og pludselig opdager, at de kan forandre sig og dermed også deres liv. Gennem kærlig/venlig og mindfuldt vandring i deres indre landskab, kan de pludselig finde nye veje at gå. Ændre opmærksomheds teleskopet og få øje på nye stier, nye muligheder.

Det kan du også hvis du vil og tør.
For det kræver mod.
Det kræver udholdenhed og stor vilje.



Men det er det hele værd.

Flora 

__________________________