Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne
Jeg er meget optaget af talentudvikling, fordi jeg mener at vi i erhvervslivet kan lære rigtig meget af sportens verden. I sportens verden er der helt faste procedure for hvordan de talentudvikler. Hvorimod det i erhvervslivet ofte er op til det enkelte talent, at finde sin udviklingsvej.
Derfor søger jeg ofte inspiration i sportens verden og det bragte mig i går til et foredrag med Ulrik Wilbek, som mindede mig om en væsentlig faktor i talentudviklingen.
Han siger at de virkeligt talentfulde, er dem der har viljen til at udvikle deres talent. Så talentet ligger måske mere i viljen?!
Det stemmer meget godt overens med en meget anerkendt sportspsykolog og forfatter som har skrevet bøgerne ”Marginalmanden” og senest ”Viljens bog”. Han taler meget om at talenterne skal have udviklet viljen til at ville. For uden viljen er det i bund og grund uinteressant hvor meget du kan.
Du kan være nok så dygtig, men hvis du ikke vil fortsætte med at ”træne” og dygtiggøre dig, og virkelig gøre den insats der er nødvendig. Så slipper evnerne op - du bliver simpelthen overhalet indenom.
Til gengæld kan du med en ret beskeden evne og en stor vilje, skabe utrolige resultater. Hvis du har viljen til at fokusere, dygtiggøre dig, prioritere osv, er der næsten ingen grænser for hvad du kan opnå.
Så viljen til at ville, skaber evnen til at kunne......
Jeg hører af og til ledere tale om nogen der har ”spildt deres talent”. Men hvis vi holder fast i tesen om at talentet handler om viljen og ikke evnen, så er det jo ikke interessant at tale om at spilde sit talent. For hvis personen ikke har viljen, har de heller intet talent at spilde.
Prøv at inddel dig selv og dine medarbejdere i de fire følgende kategorier:
1 Dem der VIL og KAN
2 Dem der VIL og måske KAN
3 Dem der KAN og ikke VIL
4 Dem der ikke KAN og ikke VIL
Dem der ligger i kategori 1 er selvkørende, de skal bare have retning og anerkendelse.
Dem der ligger i kategori 2, er de virkeligt interessante. For de har evnen til at ville og med din hjælp, kan de skabe evnen til at kunne.
Dem der ligger i kategori 3, skal du arbejde rigtig meget med og de er sandsynligvis kilde til frustration, fordi du ved de kan, men alligevel ikke gør. Spørgsmålet er, om alle var bedre tjent med at de gjorde noget andet. Noget de virkelig ville!
Dem der ligger i kategori 4 - tja, behøver jeg sige det? Nej vel.
Jeg har altid forsøgt at ansætte udfra indstillingen fremfor evnerne. For mennesker med den rette indstilling ( viljen ) kan du altid fylde evner på. Det er meget sværere den anden vej rundt. For viljen til at ville, skaber evnen til at kunne.
De bedste hilsner
Annette Klausen
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer