Mind Mentor og Nærværs coach Lone Steiness - Powerful Mind

Nænsomhed - hvad er det og hvornår har vi brug for at give og modtage det?

For nylig har jeg fået en stærk personlig oplevelse af nænsomhed og hvilken vigtig kvalitet, det er for min vej i livet. Jeg har selv haft brug for at vise nænsomhed. Overfor mig selv. Og jeg har haft brug for at blive mødt med nænsomhed. Fra verden omkring mig. For jeg har blødt fra sår i mit indre. 

Når sår skal heales kan vi vælge to forskellige veje. Den hårde konfronterende vej eller den bløde nænsomme vej. Jeg har dybe blødende sår, der har brug for at heales. Min oplevelse er, at den hårde vej gør dem dybere og blodet flyder stærkere. Det er ikke en vej for mig. Derfor dukker ordet nænsomhed op i mit univers. Nænsomhed, som svar på mine sårs bønner for at finde en vej til at heales. Hvilken vej foretrækker du? Den hårde eller den nænsomme? 

I ordbogen står der, at nænsomhed betyder: forsigtig, blid og skånsom med hensyn til bevægelse eller behandling. Mild og hensynsfuld af sind og i sin optræden.

Hvad er det for nogle personer, der er nænsomme? Er du? Er jeg?

Personer, der udviser nænsomhed kan af andre blive opfattet som svage. Derfor er det fx et svært ord i den maskuline verden, som ikke gerne viser svaghed. Men nænsomme mænd er ikke svage mænd. For nænsomhed er ikke et udtryk for svaghed. Der skal indre styrke til at kunne optræde mildt og nænsomt over for andre, især når man provokeres eller ens tålmodighed sættes på prøve.

Det er også vigtigt at bemærke at nænsomhed virker forenende. At være nænsom i tale og handling virker beroligende og fredsskabende. Den nænsomme virker imødekommende, ikke afvisende. Den nænsommes optræden opbygger frem for nedbryder andre. Mens hårdhed, voldsomhed, magt og pres i ord og handlinger virker splittende og skræmmer andre bort, er nænsomhed tiltalende, healende og forenende.

Du kan også møde falsk nænsomhed. Nænsomhed, som kun findes på overfladen, som en trænet kompetence. Ægte nænsomhed må komme fra hjertet, med udgangspunkt i at ”jeg har lyst til at være nænsom overfor dig, fordi jeg kan se, at du har brug for det”. Nænsomhed er kærlighed, der favner og rummer dig, der hvor du er.

Hvem er det så, der skal være nænsom?

Det er den stærke hånd, ikke den svage, der skal lære at være nænsom. For nænsomhed er en omsorgsfuld og medfølende tilgang til andres svagheder og grænser. Andres sårbarhed.

Så hvis du er stærk, vis nænsomhed til dem, som har brug for det omkring dig. Ikke som en svaghed, men som en styrke. Og hvis du er svag, så bed om nænsomhed, ikke som en svaghed men som en styrke at kunne udtrykke dine behov.

Nu er du måske forvirret omkring det med svag og stærk? Forståeligt!

For betyder det så ikke, at den svage også er stærk? Jo netop!

Der er stor styrke i at kunne bede om hjælp. Og hvis den svage kan se den stærkes styrke i at vise nænsomhed, og den stærke kan se den svages styrke i at kunne bede om hjælp, så kan det blive et ligeværdigt møde i respektfuld, nænsom omsorg.

Hvis den stærke responderer med styrke mod den svages svagheder eller sårbarhed, kan den svage gå i stykker. Mens hvis den stærke responderer med nænsomhed mod den svages svagheder og sårbarnhed, kan den svage blive stærkere. 

Og så slog det mig, at det engelske ord for nænsomhed er ”gentleness”. Mon der er en sammenhæng med ordet "gentleman". A gentle man. En nænsom person.

Det er hvert fald, hvad jeg har brug for i dag. Nænsomhed. Hvad har du brug for?

I styrke og svaghed.

Lone Steiness

PS: Mindfulness kan vise dig vej til nænsomhed overfor dig selv og andre


__________________________

Lone Steiness
Mind Mentor & Nærværs coach
http://www.powerfulmind.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Nænsomhed. Hvornår har vi brug for at give og modtage det?