Mønsterbrydere er frihedskæmpere

Vidste du, at mønsterbrydere er frihedskæmpere? De kæmper blot på en anden arena og uden fysiske skjold og våben.

En frihedskæmper kæmper og gør modstand mod en okkupationsmagt. Noget, der har besat ham. Noget, der hæmmer ham. For en mønsterbryder er det mønstrene, der har haft magten og ”besat” hans tanker og handlinger. Når mønsterbrydere bliver bevidste om det, starter frihedskampen. Modstanden.

Okkupationsmagten, mønstrene, lever i det ubevidste sind. Der hvor al ting kører helt af sig selv uden indblanding. Der, hvor vi tænker og handler på automatpilot. Der, hvor vi ikke bemærker, at et gammelt mønster bliver afspillet. Selvom vi er i en ny situation.

Frihedskampen går i gang når mønsterbrydere bliver bevidste om, at de har hæmmende mønstre, ofte fra barndommen, som forhindrer dem i at leve det liv de ønsker. For mønsterbrydere er  det ikke i det ydre, men i det indre, den største kamp kæmpes. For at vinde frihedskampen, kan der også skulle kæmpes i det ydre. Fx når vi tænker, at de andres behov er vigtigere end vores egne, så vi ikke får sat vores egne grænser. Eller at vi opdager, at vi har fortalt os selv, at vi ikke er noget værd og vi har handlet efter det. Så sker det, at dem vi omgiver os med vedligeholder vores tanker.

Jeg er selv vokset op i en meget dysfunktionel familie med omsorgssvigt og misbrug. Det gav nogle virkelig kedelige mønstre. Noget af det, jeg fik med var at jeg ikke skulle pive, men bare tage mig sammen, når noget var svært, gjorde ondt eller lign. Det betød også at jeg ikke måtte græde. Det var også noget piveri. Især når det var på grund af de voksne, at jeg græd. Og vrede. Det var kun noget de voksne kunne tillade sig. Ellers blev der virkelig ballade. Når de voksne var færdige med at lave ballade.

Det med at tage sig sammen og holde op med det piveri, tog jeg med ind i voksenlivet. Jeg havde lært at overhøre min krop og mine følelser. For de var nogle pivskider. Kroppen og følelserne.

Men viljen. Den var ikke en pivskid. Den kunne noget. Den sad i hovedet.

Så med viljen i hånden arbejdede jeg derudaf i mit voksenliv. I privatlivet. I følelseslivet. I arbejdslivet. Og hold kæft, hvor var den stærk, den vilje. Der var ingen grænser for, hvad den kunne.

Men en dag brændte den ud. Viljen. Jeg brændte ud. Jeg fik stress. Kroppen larmede. Viljen kunne ikke styre følelserne. Viljen kunne ikke styrer tårerne. Viljen kunne ikke styre vreden.

Av, av, av. Det gjorde ondt. Der var nogle usunde mønstre, som jeg skulle se på. Jeg tog kampen op. Kampen for frihed. Frihed i mit eget sind. Frihed i min egen krop. Frihed til at være mig. Frihed til at mærke, det jeg mærkede. Frihed til at opgradere mine programmer.

Men med stressen i hånden….og i kroppen, opdagede jeg det næste sted, jeg skulle kæmpe. Jeg havde nemlig også et mønster med ikke at bede om hjælp. For jeg havde lært, at det ikke var ok, at bede om noget. Så var jeg grådig. Og selvoptaget. Så var der ikke noget til de andre.

Så det der med at klare det selv, stressen, det mønster måtte jeg også se i øjnene og tage kampen op med. Så jeg kunne blive fri. Fri til at være mig. Fri fra fortiden.

Det er nemlig sådan, at vores tanker om og opfattelse af en situation styrer vores følelser og dermed vores handlinger. Og at alt det skabes i barndommen. De fleste af os bliver opmærksom på det, når vi hører os selv sige noget til børnene, som lyder som noget vores forældre har sagt til os. Hov, hvad skete der lige der. Var det mig eller mine forældre, der talte? Var det mig eller mit mønster? Det svar afhænger af, om jeg var bevidst eller ubevidst i situationen.

I princippet er der jo ikke noget i vejen med ubevidste mønstre. At handle på automatpilot udfra barnelærdommen. Altså forudsat at ens egne forældre var fornuftige. Det var mine fx ikke.

Uanset om det er heldigt eller uheldigt i situationen, så gør automatpiloten at jeg ikke selv bestemmer, hvad jeg vil sige og gøre – jeg afspiller bare et tillært program! På den måde ser jeg heller ikke mine øvrige (andre) muligheder for at tænke og handle.

Mine tillærte programmer får betydning for hvordan jeg oplever mig selv og omverdenen i voksenlivet, fordi jeg ubevidst styres  af den måde jeg har lært at se tingene på, at blive bange i bestemte situationer, at tænke dårligt om noget eller nogen, at kunne lide det ene og afsky det andet, at have tillid eller ikke at have det, at vise respekt osv. Dvs. at så snart jeg "mister bevidstheden", eller rettere opmærksomheden, så falder jeg tilbage til mine vaner og indgroede tankemønstre. Der, hvor jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved, om det er en god idé. Og om det er sandt, sådan som jeg fortolker verden.

Så derfor handler mønsterbrydning for mig ikke som social mobilitet. At klatre op af den social rangstige. Få en bedre uddannelse end mine forældre. Det er bare det, som kan ses af samfundet.

Det handler meget mere om tanke- og handlemæssig mobilitet. At træde ud af de kedelige mønstre. Det er her, hvor de virkelige store frihedskampe kæmpes.

Frihedskampen kan både være blodig, hård og svær, eller stille, nænsom og kærlig. Det handler nemlig også om måden vi kæmper på og ser os selv, og hvad det er vi har brug for at slippe af med. Jeg kalder det blot "kampen" for at illustrere, at der er noget vi bevidst arbejder væk fra. 

Har DU brug for at kæmpe for frihed? Tanke-, følelses- og handlefrihed? Så må du starte med bevidsthed. Og nærvær. Det bringer dig til stede lige her. Her, hvor du kan tænke, føle og handle anderledes.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mønsterbrydere kæmper som frihedskæmpere. Læs mere