Nultolerance vs. maxtolerance

Forleden morgen får jeg en bøde på 500 kroner for at køre på cykel på gågaden foran Helsingør rådhus. Klokken er kun lidt over ni, og jeg kommer daffende i slowmotion fra nærmeste gadehjørne og de ca. 50 meter hen til den lokale café for at få mig en kaffe. Alt er stille, og der er ikke et øje at se. Kun mig og to unge politifolk, der står længere henne ad gaden på udkig efter morgencyklister, der bryder færdselsloven. 

De spotter mig, og jeg smiler til dem i et forsøg på at vise lidt forståelse for deres jobsituation med den bagtanke, at det virkelig må føles som en utaknemmelig måde at starte dagen på. Én ting er at give bøder til cyklister. Det er næppe det, man drømmer om som ung politimand. En anden at gøre det om morgenen, hvor alt ånder fred og idyl i kernen af en dansk provinsby, og hverken jeg eller andre cyklister er til fare for vores omgivelser. Jeg føler, jeg kan sætte mig ind i de stakkels betjentes situation, og at det er på sin plads at udvise lidt empati.

Står derefter af cyklen og parkerer den for at gøre klar til min morgenkaffe inde på caféen. Men så sker der det, at en af de to betjente kommer gående meget hurtigt hen mod mig og siger, at han har brug for at tale med mig. Nu lever jeg af at undervise andre i, hvordan de kan optimere deres liv og møder ofte netop den sætning, så jeg vender mig mod ham og spørger, om jeg kan hjælpe ham med noget. Han svarer, at han er nødt til at sigte mig for et brud på færdselsloven.

Jeg bliver lidt paf og forstår ikke helt, hvad jeg kan have gjort galt, før det går op for mig, at  det er fordi jeg har kørt 50 meter på cykel på gågaden. Jeg kigger ham i øjnene, peger på den øde gade bag mig og siger: “Mener du virkelig det?” Han svarer med skabelonsætning om, at jeg ikke er berettiget til at udtale mig til politiet, men at han vil høre, om jeg erkender forholdet. Jeg svarer, at det vil jeg da gerne, men at jeg ikke rigtig synes, det giver mening, når der nu ikke er nogen på gaden, og at jeg jo ikke ligefrem er kommet tordnende gennem byen.

Hans svar er blot, at jeg er velkommen til at klage til politidirektøren, og at politiet i øjeblikket kører en nultolerance-kampagne. Kort og godt er det ligegyldigt, hvad jeg siger til ham. Jeg skal have bøden, og hele hans attitude emmer af, at jeg kan tale nok så meget for min syge moster. Han er sendt i byen for at dele bøder ud for selv de mindste overtrædelser, fordi temaet er nul-tolerance. Jeg svarer derfor blot, at det forstår jeg da godt, men at det alt andet lige ville give mere mening at gennemføre kampagnen på et tidspunkt, hvor der var trafik. Han trækker på skulderen og siger, at de skam også har tænkt sig at komme tilbage senere på dagen, hvor der er flere folk. Vi bliver stiltiende enige med hinanden om, at det nok er en meget fornuftig tanke.

Nu har jeg ikke noget som helst imod kampagner for større trafiksikkerhed, og jeg betaler såmænd min bøde med glæde. Jeg har prøvet at bo i Indien, hvor der godt kunne være behov for et par kampagner om ordentlig færdsel i trafikken. Selvfølgelig skal vi have politi på gaden med jævne mellemrum for at vifte lidt med flaget. Men bøden fik mig alligevel til at tænke over, om nulttolerance nu også er den rigtige præmis for sådan en kampagne. Har et samfund virkelig brug for nul tolerence, når vi sådan ser det hele lidt fra oven?

Mit eget svar er nej. Det giver ingen mening at bygge et samfund op på en præmis af nul tolerance. For hvor er så den menneskelige elastik, der får tingene til at glide lidt lettere? Hvor er fugemassen mellem de hårde sten? Hvor er så vores evne til at vurdere en situation ud fra fællesmenneskelige kriterier i stedet for ud fra fasttømrede paragraffer? Vi kan jo ikke gå rundt og være så rigide i vores tilgang til livet i det fælles rum, at der ikke er plads til at bruge vores sunde fornuft til at foretage skønsmæssige vurderinger af den enkelte situation. Det fører ikke til et harmonisk samfund med plads begejstring. Snarere til snæversynethed, angstens politik og manglende udviklingspotentiale. For hvem har lyst til at afprøve det skæve, det eksperimenterende og det vovede, hvis ikke omgivelserne skaber grobund for det? 

Det ville give mere mening at indføre begrebet max-tolerance forstået på den måde, at vi hylder princippet om, at det altid er en skønssag om en eventuelt overtrædelse af eksempelvis færdselsloven nu også har været til fare for andre. Eller om den er så meget på kant af det acceptable, at vi er nødt til at slå ned på det. Underforstået: hvad kan vi max tolerere i den her situation? Hvad er vores breaking point?

Jeg er på ingen måder tilhænger af passivitet og laden-stå-til, men eventuelle straffe skal stå mål med de samfundsmæssige værdier, vi gerne vil give videre til vores medmennesker og børn. De her ting har jo en afsmittende effekt, fordi vi taler sammen. Der bliver sagt en masse mellem linjerne i de her sammenhænge, og personligt så jeg gerne, at der altid var plads til en hvis rundhed i opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert. Det ville gøre os til bedre og mere forstående mennesker og i sidste ende skabe et samfund med højere til loftet.

Min cykelbøde forleden morgen har jo ikke haft nogen præventiv effekt. Den afholder mig ikke fra at gøre det samme igen i en lignende situation. I stedet får den mig til at undre mig over, hvordan den stakkels betjent kan holde sig selv og sit arbejde ud, når han ikke må udvise nogen som helst form for tolerance i et situation, der skriger på almindelig sund fornuft. Havde han taget en kort snak med mig voksen til voksen om, at det da er et pokkers uheldigt signal at sende til eventuelle børn at køre på cykel i gågaden, når jeg ved, det er ulovligt, så havde jeg nok lyttet til ham og givet ham ret. Hvorefter jeg havde sagt det videre til mine børn. Og måske han så havde følt sig som en bedre politimand, der havde gjort en forskel på jobbet den dag i stedet for at være et anonymt tandhjul i et stort maskineri. For selv man har uniform på, kan man vel godt være et menneske i uniform.

Af en eller anden grund er det blevet populært i Danmark at tale om tolerance. Jeg forstår ikke værdien af begrebet. Vi er en lille åben økonomi med et indbyggertal, der i en hel del lande dårligt nok klassificeres som en storby. Vi er afhængige af kunne rumme mere end andre. At forstå verdens sammenhæng bedre end andre. At kunne tolerere mere end andre. Som danskere er vi ganske enkelt kun stærke, når vi kan møde os selv og verden i gensidig forståelse - og hele tiden med en margin af fællesmenneskelig nysgerrighed og interesse, inden vi dømmer hinanden for ligegyldige fejl og foreteelser. Max-tolerance må være præmissen for fremtidens Danmark, hvis vi stadig skal have noget at byde verden omkring os - og dermed hinanden.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Har et samfund som det danske virkelig brug for nul tolerance?