Nøglen til universet er humor!

Anonym

Vi har hørt om ham. Sagt hans navn igennem årtier. Læst om ham. Seeren fra Andalusien. Været klienter hos ham og måske endda mødt ham, været venner eller elskerinder med ham. Calle Montsegur. Alle har vi nydt hans ånd, vid og humor i forskellig form, og for nogle af os blev det også til mere end det. Det blev en læreproces, hvor Calle delte sin metode og filosofi med rund hånd og lod os finde vores egen vej under hans vinge, indtil vi kunne flyve selv.  

Jeg var en af dem, og jeg mødte ham i hans livs efterår. Calle Montsegur var min mentor de sidste 18 måneder af sit liv, og han gav mig den store opgave at føre hans metode, visdom og indsigt videre, når verden var klar til det. 

Den tid er kommet nu. Løgnene falder på stribe, og sandheden skal træde frem til hjælp for menneskets udvikling fremover. Det var essentielt for Calle, at sandheden om mennesket blev sat fri, så vi én gang for alle kan forstå, hvad vi er en del af, og hvordan vi håndterer det. Frem for alt sandheden i os selv som både fysiske og åndelige væsener. 

Det er netop nu fem år siden, jeg mødte Calle, og min egen rejse begyndte. Han lærte mig ting, der ikke hører denne verden til, men som det ikke desto mindre er min opgave at folde ud for alle, der har lyst til at drikke af den samme kilde. En kilde vi alle bærer i os, og som vi kan få til at vise os vej i livet, hvis bare vi giver den lov.

Det første jeg lærte af Calle var princippet om humor, og hvordan humoren er knyttet til det højvibrante følelsesplan og dermed sandheden. Den bedste måde, jeg kan udtrykke det på, er at citere fra min bog "Det Vingede Menneske", der netop handler om mit møde med Calle Montsegur. 

Situationen er, at Calle og og jeg er ude at spise på en lokal spansk restaurant efter vores første arbejdsdag sammen. Dagen har været intens og fået min indre kritiker helt op at ringe, fordi jeg ikke intellektuelt forstår Calles måde at arbejde på på det tidspunkt. Den gode mad og rødvinen bløder mig imidlertid lidt op og får det første vigtige princip til at træde frem.

Citat start:

Jeg gik i ét med lydene fra det andalusiske forår og Calles små ordspil i kølvandet på hver anden sætning fra hans mund. Følelsen fik overtaget den aften, og for første gang kunne jeg mærke sandheden. Jeg forstod midt i min rus, at sandheden ikke behøver være en information, som vores intellekt kan dechifrere og lagre på harddisken under kategorien "virkelighed". 

Det gik op for mig, at netop den slags sandheder aldrig er sandheder, når det kommer til stykket, for der er altid en ny og bedre information, der erstatter den på et tidspunkt. Hvorimod den følelsesbaserede sandhed altid er rigtig, for den kan ikke fastlåses som det, vi kalder information. Den eksisterer som sandhed i kraft af dens kontinuerlige bevægelse. Den følelsesbaserede sandhed flytter sig med nuet, vibrerer og forandrer sig alt afhængig af omstændighederne, og det er præcis det, der gør følelsen til sandhed. Den er helstøbt gennem hele forløbet. Når jeg føler noget, er følelsen sandhed for mig lige nu. En sandhed af højvibrant energi, som jeg kan udnytte. Som jeg bør tage hensyn til i min gøren og laden i al almindelighed. For alting flyder, alting er i bevægelse - hele tiden - og vi mennesker sidder på første parket, hver gang vi tillader os selv at give efter for følelserne. Simpelthen fordi følelsen er nu, og sandhedens øjeblik er vævet ind i den.

Det er også derfor, det er meget lettere at huske følelser end informationer. Prøv bare at tænke på en situation fra barndommen. Husker du de faktuelle omstændigheder omkring den pågældende situation, eller husker du de følelser, der var forbundet med den? Jeg kan kun tale for mig selv, men det er altid duften, smagen, fornemmelsen af den fysiske kontakt med omgivelserne, billederne på nethinden, årstiden, udtrykket og mine følelser netop på det tidspunkt. Aldrig ordene der blev sagt, datoen eller mængden af indhold i min sparebøsse. Hele vores indre datapakke fra en hvilken som helst situation i livet er bundet til følelserne. Det er dem, vi tager med os i livet. Dem der former os. Dem vi giver videre til vores egne børn. Resten af blot unødvendig støj på linjen.

Det havde jeg tænkt på før, men nu bonnede den altså igennem på øverste etage midt i min creme catalán. Måske ikke den mest retfærdige dessert at spise på en andalusisk restaurant, men jeg har en svaghed for den, og den stod på kortet, så jeg var næppe den eneste i det lokale mellemlag, der fortærede brændt kagecreme fra tid til anden.

En time senere betalte vi, og Calle spurgte, om ikke vi lige skulle have en godnat-pilsner for at lukke aftenen ned. Straks kom den indre kritiker på banen og sagde, at det var smagsforvirring efter sådan en dejlig middag, men alligevel overvandt mit indre smil den tanke, og vi gik tilbage til hans lejlighed, hvor han havde nogle særligt gode øl, som han kun kunne finde i Østrig.

Da vi nåede hans gadedør, lo vi, så tårerne trillede af en bemærkning fra Calles side. Noget med at pillerne langs med fortovet viste vejen til apoteket. Calle havde samtidig lidt bøvl med at få låst døren op, og vi flækkede af grin, da Calle tabte nøglen for tredje gang. Da latteren var ved at lægge sig lidt, og Calle endelig fik sat nøglen i låsen, vendte han sig om og lagde en varm hånd på min skulder, mens han stadigt grinende kiggede mig i øjnene og sagde:

"Forstår du Mikkel, nøglen til universet er humor. Humor Mikkel! Man skal ikke være så frelst og alvorlig omkring det. Ikke folde hænderne for meget. Det bliver patetisk, og man låser sig fast i en størknet tankegang uden bevægelse. Uden vibration."

I det samme ringede klokken på kirken en enkelt gang, som slog det Calles bemærkning fast med et helligt syvtommersøm. Vi kiggede kort på hinanden, og flækkede så af grin igen. Livet var let i Calles selskab.

Citat slut.