Menneskelig vækst skaber økonomisk vækst
Det er slet ikke så langhåret at overføre de spirituelle selvudviklingsværktøjer til erhvervslivet, som man skulle tro. Et velfungerende, moderne og konkurrencedygtigt erhvervsliv er dybt afhængigt af medarbejdernes indre trivsel. Simpelthen fordi den indre trivsel er fundamentet for at kunne overføre sine kernekompetencer til virksomheden. Især når det gælder udvikling, kommunikation og lederskab.
Hvis ikke den indre trivsel danner afsæt for arbejdet hver eneste dag, så står virksomheden blot med en samling automatpiloter, der ikke orker at lave andet end det højst nødvendige. Det kan ingen virksomheder konkurrere på i dag. Den må og skal have stærke medarbejdere, der har lyst til at give noget mere af sig selv til virksomheden end deres tid.
I sidste ende handler det om at give hver eneste medarbejder muligheden for at skabe sig selv gennem det arbejde, de laver. At gå på arbejde handler med andre ord om indre selvrealisering i lige så høj grad som en ydre. En dimension af medarbejderudviklingen som alt for få virksomheder gør sig klart.
Uudtømmelig kilde
Spirituel selvudvikling skaber stærke individer med mod, handlekraft og innovative evner. Det er mennesker, der tager ansvar for at hele tiden at søge ind til deres inderste kerne som menneske og integrere den med det ganske almindelige liv, de lever. Mennesker med fokus, commitment og evnen til at se tingene i en større sammenhæng.
De ved, at det ikke altid er dem, det handler om, og de stiller sig hellere end gerne til rådighed for noget, der er større end dem selv, så længe de får mulighed for at være selvskabende undervejs. De er ekstremt bevidste om, at deres inderste kerne er nøglen til, at de kan give så meget af sig selv hver eneste dag. Til gengæld er der stort set ingen begrænsninger for deres udfoldelsesevner, når de først de står rent i sig selv. De giver alt, hvad de har i sig - og mere til.
Men det bedste ved det hele er, at det altsammen kommer fra en uudtømmelig kilde. Det stopper ikke, men bliver bare ved med at flyde i sin egen naturlige rytme. Evnen til at dele ud af sig selv og give til verden har ganske enkelt taget over - og fordi den kommer fra et sted med ubegrænsede ressourcer, så bliver den bare ved og ved.
Den rige virksomhed
Den virksomhed, der forstår at lytte til en sådan arbejdsressource og trækkraft, bliver en meget rig virksomhed. Den ville ikke bare tjene styrtende med penge, men også få lov til at spille en helt anden rolle i fødekæden, end den kan forestille sig. For når man gør en forskel over for sine medarbejdere på den måde, ændrer det fuldstændig virksomhedens adfærd på markedet.
Nye produkter, nye arbejdsgange og ny kommunikation kommer til. Virksomheden bliver en ganske anden, og den tiltrækker kunder i et helt andet omfang end tidligere, fordi kunderne slet ikke kan lade være med at vende deres opmærksomhed mod virksomheden og dens produkter.
Udfordringen ligger i at se det som en organisk proces, der starter med den enkelte medarbejders lyst til at finde ind til sin inderste kerne. Kan virksomheden se værdien af det i det store perspektiv, har virksomheden mulighed for at øge sit potentiale på markedet ti-foldigt - og mere til. Men det kræver villigheden til at sætte medarbejderen fri til at tage sin egen indre opdagelsesrejse og se det som en investering på langt sigt.
Hvis ikke er der stor sandsynlighed for, at virksomheden mister sine nøglemedarbejdere inden længe. Enten fordi de går ned med stress og sygdom (deres indre kilde bliver udtømt), eller de søger andre veje til selvrealisering. Det er ikke uden grund, at der er så mange mikroiværksættere inden for selvudvikling, coaching og terapi-verdenen. Det er det eneste sted på arbejdsmarkedet, hvor disse mennesker har mulighed for at hvile i sig selv og gøre det, de brænder for.
Er virksomheden modig nok?
Vi kan også sige det sådan, at hvis virksomheden ikke sørger for, at medarbejderne brænder for deres arbejde, så er virksomheden hovedårsagen til, at medarbejderne brænder ud. Og det er langt dyrere for virksomheden end at sørge for, at medarbejderne får lige præcis de selvudviklingskurser, de har lyst til.
Enhver dansk virksomhed med respekt for sig selv bør spørge sig selv, om den er modig nok til sætte medarbejderne fri i deres indre udviklingsproces, eller om den fortsat vil lade dem køre på automatpilot og pakke deres velbefindende ind i alt for tidlige fratrædelsesordninger.
Indtil virksomheden er afklaret med det spørgsmål, er der størst potentiale i at hjælpe den voksende underskov af mikroiværksættere med at udfolde deres inderste kerne. Så det gør vi...
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerEn glædelig artikel..den er `bare`go. Der er sået mange spirituelle frø , de blomster også i Business Ingen kan ikke stoppe den udvikling.. .`heldigvis`
Kære Mikkel,
Meget spændende, velskrevet og inspirerende artikel. Tak for det. En af de ting jeg kommer til at tænke på er, at det også virker den anden vej rundt. Dvs. de virksomheder - små som store - som forstår at finde ind til virksomhedens inderste kerne har virkelig noget at tilbyde medarbejderne, som er værdifuldt og som kan skabe en fantastisk synenergi effekt. Måske kan man også tale om virksomhedens spirituelle (selv)udvikling?
Hilsen Majken